Læserbrev
Datoen er den 7. oktober 2023. Hamas indleder endnu et terrorangreb. Den israelske herskende klasse gør klar til at give Hamas skylden, når de forbereder deres ’forsvar’. ’Palæstinabevægelsen’ forbereder deres aktivisme. De siger, at det handler om at kæmpe for et frit Palæstina mod Israel.
Men netop den retorik er gift for klassekampen, fordi den gør konflikten til en national konflikt og ikke til en klassespørgsmål. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov. Det er derfor ikke alle israelere, der står bag den israelske herskende klasses blodbad i Gaza. Det er ikke alle israelere, der står bag de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Og det er ikke alle israelere, der er med til at sprede gift i form af racistiske løgne om palæstinenserne. Løgne om hvem der startede konflikten, og hvem der har ret til landet.
Den herskende klasse tjener på våbenhandel, og derfor har de en interesse i oprustning, fordi det fastholder deres magt. Arbejderklassen tjener ikke på oprustning.
På samme måde er det ikke alle palæstinensere, der deler de samme klasseinteresser. Der findes nemlig en palæstinensisk elite, blandt andet i form af Hamas’ ledelse, hvis interesser ikke er identiske med den palæstinensiske arbejderklasses interesser. Klassemodsætningerne gør sig lige så vel gældende i Palæstina som i Danmark, Israel og USA.
Jeg har selv demonstreret for ‘et frit Palæstina’ uge efter uge med Den Grønne Ungdomsbevægelse, fordi jeg troede, konflikten handlede om nationale skel. Det viser bare, hvor normaliseret denne nationale ramme er blevet.
Alene det, at konflikten kaldes ‘Israel-Palæstina-konflikten’, får det til at lyde som om, at det er et spørgsmål om nationer og ikke om klasser. Vi ser det samme i debatten om krigen i Ukraine, hvor det bliver et spørgsmål om at støtte Ukraine eller Rusland, og om man er for eller imod oprustning og imperialistiske stormagter som EU og NATO.
Men alle krige har en klassekarakter. Det vil sige, at der altid er en bestemt klasse, der tjener på krigen. I kapitalistiske krige som blodbadet i Gaza er det altid den herskende klasse, der tjener på krigen, fordi arbejdere fra forskellige lande tvinges til at dræbe hinanden for at sikre den herskende klasses profit og markeder. Det handler om at skjule arbejderklassens klassebevidsthed så meget som muligt.
I revolutionære krige som den russiske borgerkrig (1917-1922) er det arbejderklassen, der tjener på krigen, fordi arbejderklassen vender våbnene mod sin egen og andre landes herskende klasse for at vælte kapitalismen.
Det er ikke tilfældigt, at kapitalistiske krige ofte bliver oversat til nationale konflikter frem for klassespørgsmål. Vi hører det tilmed i nyhederne. Statsministeren, der går ud og siger, at “Danmark har en interesse i, vi opruster”, uden at tale om, hvilke klasseinteresser der ligger bag. Politikerne prøver bevidst at skjule de bagvedliggende klasseinteresser bag krige og konflikter, fordi det vil afsløre den herskende klasses magt i samfundet.
Men alle borgere har ikke den samme interesse i, at politikerne opruster. Den herskende klasse tjener på våbenhandel, og derfor har de en interesse i oprustning, fordi det fastholder deres magt. Arbejderklassen tjener ikke på oprustning. Tværtimod bliver den ukrainske og russiske arbejderklasse tvunget til at gå i døden på slagmarken lige nu for at skåne deres nationale politikeres interesser. Politikerne har en interesse i at opruste, fordi politikerne er imperialismens største repræsentanter, fordi de er tvunget til at forsvare deres egne imperialistiske interesser.
Man kunne tænke, at det er ligegyldigt, om vi kalder det Israels blodbad eller den israelske herskende klasses blodbad, fordi begge ting italesætter en imperialistisk konflikt, som det kun er den herskende klasse, der tjener på. Men diskursen spiller en stor rolle for, hvordan vi opfatter ord. En våbenproducent i Kalundborg kan ende med at glemme sine klasseinteresser, når konflikter bliver rammesat som nationale konflikter frem for et klassespørgsmål.
Nogle vil indvende, at netop kampen for et frit Palæstina er et antiimperialistisk projekt og dermed i sig selv et klassespørgsmål – at solidaritet med palæstinenserne mod det zionistiske regime er et slag mod imperialismen og dermed mod den herskende klasses interesser. Men antiimperialisme forstået som solidaritet med én side i en national konflikt løser ikke problemet. Det erstatter bare ‘Israel mod Palæstina’ med ’vestlig imperialisme mod det undertrykte folk’ – og gør konflikten til et spørgsmål om, hvilken side man støtter, frem for hvilke klasser der tjener på krigen på begge sider.
Det samme ser vi med oprustning: Politikerne kan retfærdiggøre oprustning som ‘antiimperialisme’ mod Rusland eller USA, uden at det ændrer på, at det er den herskende klasse i våbenindustrien, der tjener på det – ikke arbejderklassen, hverken den danske, russiske, ukrainske, israelske eller palæstinensiske.
Selv hvis Israel er en imperialistisk forpost, gør det ikke palæstinensisk nationalisme til et arbejderklasseprojekt. Det kræver nemlig, at diskursen ændres til at blive et klassespørgsmål frem for en national konflikt.
Selv om det er alle palæstinensere, der bliver ramt af blodbadet i Gaza, er det stadig nødvendigt for diskursen at påpege de bagvedliggende klasseinteresser. Som det gamle marxistiske udtryk lyder: “Fred mellem folkeslag, krig mellem klasser.” Det udtrykker, at arbejderklassen ikke kender nogen grænser. I virkeligheden har den ukrainske arbejder på slagmarken mere til fælles med den russiske arbejder på slagmarken end med den ukrainske herskende klasse, selv om de er tvunget til at bekrige hinanden, fordi de deler de samme grundlæggende klasseinteresser.
Jeg ønsker derfor, at Palæstinabevægelsen fremover overvejer at ændre diskursen i kampen for et frit Palæstina. Konkret kan Palæstinabevægelsen ændre navnet til demoer og på sociale medier fra ’et frit Palæstina’ til ’en fri palæstinensisk arbejderklasse’ eller lignende. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det, fordi det ændrer den måde, vi taler om tingene på. Det kan i sidste ende få politiske konsekvenser, fordi arbejderklassen glemmer deres klasseinteresser og ender med direkte at arbejde mod dem.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
