Jøder for Retfærdig Fred står her i dag for at støtte de studerende, der står anklaget i byretten, fordi vi støtter demokratiet.
Demokrati er ikke kun, når vi går til valg for at stemme på politikere, demokrati er noget, vi alle er en del af, og det er vi, når vi som borgere engagerer os politisk på alle mulige måder.
Disse studerende har ligesom mange før dem forsøgt at få ledelsen af universitetet i tale på mange forskellige måder for at få fokus på universitetets samarbejde med en stat, der står anklaget for folkedrab – og herunder også det, man kalder scholasticide – som er et begreb, der beskriver den systematiske og bevidste ødelæggelse af et samfunds uddannelsessystem, infrastruktur og intellektuelle liv.
Vores identitet må aldrig blive en undskyldning for at gribe til vold eller antidemokratiske metoder.
Udtrykket er en sammensætning af de latinske ord schola (skole) og cide (drab). Det omfatter ikke kun drab, men også anholdelse og detention (indespærring, red.) af elever, lærere og akademikere samt den fysiske ødelæggelse af skoler og universiteter.
Allerede i april 2024 udtrykte FN-eksperter bekymring over det, de kaldte scholasticide i Gaza, hvor de refererede til mønsteret ved en række angreb på skoler, universiteter, lærere og studerende i Gazastriben og den medfølgende systematiske ødelæggelse af det palæstinensiske uddannelsessystem.
Det er dette, disse studerende har forsøgt at få ledelsen til at tage stilling til.
Skal Københavns Universitet opretholde forbindelse med institutioner i Israel, når tilsvarende institutioner i Gaza er blevet smadret til ukendelighed og undervisere og elever blevet udsat for massedrab?
Har universitetet ikke en forpligtelse til at stille sig på den rigtige side af historien frem for at yde støtte på den ene eller den anden måde til institutioner i den stat, der forsøger at udslette institutioner til uddannelse og dannelse af demokratiske borgere i palæstinensiske områder?
Demokrati er nogle gange også at forsamles og ytre sig, selv om det er ubekvemt for dem, der ikke vil lytte eller gå i dialog.
Studenteraktivisme er en del af et velfungerende demokrati, og universiteter er en øveplads for demokratisk engagement.
I dette tilfælde er der ikke tale om noget ud over, hvad der tidligere er sket på Københavns Universitet med studenteraktivisme – protesten var fredelig, selv om den var ubekvem for personalet.
Forskellen er, at man denne gang valgte at tilkalde politiet mod de protesterende studerende, hvilket er en klar eskalering og uden fortilfælde i de andre tilfælde, hvor der har været udført blokader på universitetet i de seneste næsten 60 år.
Ifølge ledelsen handler det blandt andet om, at protesterne har strakt sig over så lang tid, men prorektor Kristian Cedervall Lauta har også udtalt, at ”maskerede individer tvang sig adgang til en bygning lokaliseret 50 meter fra synagogen i København”. Og én ting er, at dem, der står anklaget inde i byretten, hverken var maskerede eller tiltvang sig adgang, men at nævne, at synagogen er tæt på Københavns Universitet, giver udtalelsen en helt anden betydning.
Når Israel skal forsvare sig mod anklager om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, så er standardforsvaret et angreb på dem, der kritiserer, med det klassiske: ”I er antisemitiske!”
I dette tilfælde er benævnelsen af Københavns universitetsbygnings nærhed til synagogen en klar hundefløjte (”hundefløjte” fra engelsk dog whistle: Et politisk udtryk, der fremstår uskyldigt, men bruger et subtilt kodet sprog til at formidle et skjult budskab, der ofte er af racistisk eller diskriminerende karakter, red.)
Studerendes protester verden over mod Israel har ikke blot været støttet af jødiske studerende, men også i flere tilfælde været ledet af (jødiske, red.) studerende. At antyde, at protesterne her skulle have noget at gøre med en anti-jødisk holdning, er ikke bare langt over stregen, men også et klart symptom på, at når man løber tør for argumenter mod kritik af Israel, så kan man støtte sig til den farlige forveksling af alle jøder med staten Israel – og hævde, at kritik handler om jødehad. Det er både uærligt, useriøst og farligt.
For os, som bor i Danmark og har jødisk baggrund, er det med sorg i hjertet, at vi gang på gang skal se vores baggrund, etnicitet og religion sat op som et skjold mod netop de forbrydelser mod menneskeheden, vores familier er blevet udsat for i århundreder.
Vores identitet må aldrig blive en undskyldning for at gribe til vold eller antidemokratiske metoder. Vi står derfor sammen med de studerende og for demokratiet.
Talen blev holdt på engelsk. Denne danske version er skrevet af Jøder for Retfærdig Fred.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


