STARK bryder sympatikonflikt
Der er en skrigende mangel på arbejdskraft. Det er for øjeblikket et politisk udsagn, vi hører igen og igen fra den socialdemokratiske regerings side og fra de øvrige partier og erhvervsorganisationer, hvis hovedfokus er optimering af arbejdsmarkedets indtægter og arbejdsvilkår. Og naturligvis skal en regering fremme vilkårene for vores offentlige og private arbejdspladser.
Men det er bare ikke alle steder dét, den faktisk gør. Der er mange mennesker med reelle kvalifikationer og erfaringer, som ikke kan finde ansættelse selv nu under højkonjunktur: seniorer, etniske minoriteter, mennesker med handicap og kroniske lidelser. Blandt andet venter cirka 15.000 ledige fleksjobbere aktuelt på et job.
Det er for eksempel tåbeligt … når jobcentrets medarbejdere tvinger mennesker, der allerede har et arbejde, men har været udsat for en ulykke eller fået en kronisk sygdom eller flere af slagsen, til at sige deres stilling helt op.
Nogle gange skyldes de lukkede døre til arbejdsmarkedet negative fordomme fra arbejdsgiveres side. Andre gange skyldes de åbenlyst strukturelle forhold. Mette Frederiksens reformlovgivning om fleksjob fra 2012 som daværende beskæftigelsesminister i SRSF-regeringen, vedtaget i et forlig med Venstre, Konservative og Liberal Alliance, har for eksempel gjort det sværere for mennesker med varige handicap at få lov at bidrage til arbejdsmarkedet i et fleksjob. Det samme har reformerne af kontanthjælp og sygedagpenge, af ankesystemet, refusionssystemet og indførelsen af budgetloven. Dette er blevet kritiseret massivt lige siden høringen af de nævnte lovgivninger. Men lige lidt har lovgiverne villet ændre derpå.
Vi ved, at beskæftigelsespolitikken for de sygemeldte i de senere år har resulteret i megen meningsløs og skadelig forvaltning af syges sager i kommunerne. Det foreligger der solid evidens og tusindvis af historier om. Desuden koster denne politik samfundet mange milliarder kroner årligt lige ud af vinduet, som ikke skaber noget af positiv værdi, men nedbryder mennesker, nedbryder potentiel arbejdskraft og øger udgifterne til sundhedssystemet.
Hvorfor reagerer regeringen ikke på den viden, som er akkumuleret igennem næsten ti år? Hvorfor skal de sygemeldte og deres repræsentanter gentage kritikken af disse forhold år efter år efter år? Hvorfor fastholder regeringen bevidst en direkte kontraproduktiv fleksjobordning?
Regeringens løfter i forståelsespapiret
I det politiske forståelsespapir mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten fra 25. juni 2019 stod der, at den socialdemokratiske regering ville tage “… initiativ til en kritisk gennemgang af udvalgte reformer. Det vil omfatte de store reformer, som de seneste år er gennemført på beskæftigelsesområdet, herunder førtidspensionsreformen. Målet skal være at rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet.”
Men dette løfte har regeringen ikke levet op til. Derfor har Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velésquez nu indkaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen i samråd i Beskæftigelsesudvalget, skriver hun i et facebookopslag 2. april. Hun har også opfordret Socialdemokratiet og SF til at opsige forliget om førtidspension og fleksjob.
Det følgende er mine vigtigste forslag til, hvor regeringen bør lempe reformen – forslag, som jeg i øvrigt har fremført igen og igen over for skiftende regeringer og i debatindlæg i medierne i nu ti år.
Genindfør fastholdelsesfleksjobbet
SRSF-regeringen afskaffede med reformen fastholdelsesfleksjobbet, altså retten til at få oprettet et fleksjob på den arbejdsplads, hvor en person allerede arbejder. Der skal i stedet gå et 12 måneders ansættelsesforløb på arbejdspladsen under de sociale kapitler, før fleksjob kan komme på tale.
Det er for eksempel tåbeligt som en anden molbohistorie, når jobcentrets medarbejdere tvinger mennesker, der allerede har et arbejde, men har været udsat for en ulykke eller fået en kronisk sygdom eller flere af slagsen, til at sige deres stilling helt op. Når mennesker med nedsat arbejdsevne, hvis oprindelige arbejdsgiver gerne ville kunne tilbyde fleksjob, alligevel påtvinges et langt ressourceforløb eller flere ditto et helt andet sted for på sigt at opnå ret til at blive visiteret til fleksjob – uden ansættelsesperspektiv.
Under den tidligere lovgivning før 1. januar 2013 kom omkring halvdelen af alle fleksjob i stand som fastholdelsesfleksjob; det fremgår af forskning fra det daværende SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – af seniorforsker Helle Holt med flere. At så mange kom i fleksjob på denne måde, skyldes, at det er lettere at fastholde et arbejde, hvor arbejdsgiver og kolleger kender én, end at åbne døre ind til helt nye arbejdspladser. Det er ikke svært at forstå.
Det er også konklusionen i et debatindlæg af Helle Holt med flere i Altinget i 2021, der fastslår, at antallet af fastholdelsesfleksjob er faldet efter reformen af fleksjobordningen fra 2013: “Arbejdsgiverne og arbejdspladserne går glip af en arbejdskraft, når det er blevet vanskeligere at oprette fastholdelsesfleksjob.”
Derfor skal man politisk vælge at indrette systemet, så disse mennesker kan gribe de få chancer, der i bedste fald kommer til dem for arbejde. Genindfør fastholdelsesfleksjobbet!
Speed op for afklaring til fleksjob og førtidspension
Reformen betød, at sagsbehandlingsforløbet i jobcentret og diverse såkaldte ressourceforløb er blevet så langt, at borgere mister yderligere arbejdsevne i løbet af deres lange ventetid i systemets vold. Reformens første ressourceforløb kunne ifølge lovgivningen vare helt op til fem år, og kommunerne måtte endog tilkende syge borgere op til flere af disse forløb, inden de afklarede dem endelig. Trods beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsens små lempelser af lovgivningen i 2020, hvor det enkelte ressourceforløb nu maksimalt må vare tre år, er der stadig ikke sat nogen fast afgrænsning af, hvor mange ressourceforløb og hvor lang tid kommunerne samlet kan fastholde borgere i med henvisning til loven (bortset fra lovændringer for en mindre del af målgruppen).
Reformen betød også, at fleksjobbevillingen er midlertidig de første fem år inden fleksjobberens fyldte 40. år. Det er endnu en barriere, som medfører utryghed og usikkerhed for såvel arbejdssøgende/arbejdstagende som arbejdsgiver.
Vi ved, at tidsfaktoren er meget vigtig for resultatet, jævnfør Psykiatrifonden og SIND’s jobcenterundersøgelse fra 2019. Jo længere tid de syge opholder sig i jobcentersystemet ud over det første halve år, jo mere syge og uarbejdsdygtige bliver de.
Derfor opfordrer jeg regeringen og forligskredsen til at speede op for afklaringsforløb og visitere folk langt tidligere til fleksjob og førtidspension: Ressourceforløbet skal afvikles som kategori, og fleksjobbevilling bør gives én gang for alle. Man kan altid justere timetallet, men den grundlæggende ret til fleksjob bør ikke kunne drages i tvivl.
Men den meget lange sagsbehandlings- og jobafprøvningstid i den nuværende lovgivning er, som jeg nyligt beskrev det i en kronik i Arbejderen, en logisk følge af den ændrede tilkendelsesmetode siden 2003 og 2013. Derfor forudsætter en sagsbehandlings- eller afklaringsgaranti, at Folketinget ændrer hele lovgivningen fundamentalt.
Afskaf social dumping, og indfør en fair aflønningsmodel
Fleksjobreformen har betydet, at fleksjobbere behandles ulige og uretfærdigt, dels på grund af effektivitetsløn (reelt social dumping), dels på grund af klientgørelse. Jeg opfordrer til, at regeringen og forligskredsen fører fleksjobordningen tilbage til 1998-lovgivningen, hvor fleksjobberen modtog en samlet fuldtidsløn fra arbejdsgiver, som til gengæld modtog refusion fra kommunen.
Hvis flere mennesker med handicap skal gøre sig anstrengelser med at tage en uddannelse og bidrage aktivt til arbejdsmarkedet, skal de også behandles ligeværdigt og socialt retfærdigt. Man skal påskønne dem, stimulere dem, fjerne barrierer og byde velkommen inden for på arbejdspladser. Man skal give dem ansvar og lade dem, der kan, komme til.
Giv førtidspension til de mindst arbejdsdygtige
Det kan være meget svært at finde reelle job, som kan varetages optimalt med kun ganske få arbejdstimer ugentligt. Syge menneskers funktionsevne kan ligeledes veksle meget over tid, så der kan være en meget lille margen mellem at have og ikke have funktionsevne nok til at passe et arbejde.
Der skal være realisme i ordningen. Hvis man ikke kan få og fungere i et virkeligt job, fordi arbejdsevnen er ikke-eksisterende eller ustabil, så skal der tilkendes førtidspension.
Derfor skal mennesker med under 7-12 timers ugentlig arbejdsevne tilbydes førtidspension og de små fleksjob gøres frivillige.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
