Læserbrev
Indien er gået til valg. Der er også stor interesse for det i de danske medier, fordi lidt over 950 millioner stemmeberettigede indere nu skal til valg. Det er en uhørt og unik demokratiøvelse. For at sikre, at valget fortsætter med at være retfærdigt, og for at processen er gennemsigtig, tager det lang tid, og resultatet bliver først offentliggjort i første uge af juni måned. Det er anderledes end de valg, vi er vant til i Norden, hvor resultatet ligger klar allerede dagen efter afholdelsen af valget.
Problemet med valgdækningen er mere eller mindre det samme, som det har været i de sidste 20 år. Det er svært for journalister og kommentatorer i Danmark at indse, at verden ikke er den samme, som den var for lidt over 100 år siden. Dengang herskede europæiske nationer stadigvæk over hele verden, og man fremstillede de fremmede lande som værende eksotiske og uegnede til at regere sig selv. Man havde definitionsmagt, man kunne definere, hvem de var, om de var tilbagestående, religiøse, overtroiske og så videre.
Til sammenligning kunne Danmarks nye oprustning samt donation til Ukraine med de 190 milliarder kroner nemt have finansieret gratis offentlig transport til alle danskere i helt op til 21 år.
Nu har store dele af det globale syd, og hermed Indien, fået selvstændighed, og man ønsker at definere sine mål og værdier uden indblanding fra Vesten. Man ønsker at samarbejde med Vesten, men det er noget andet.
I DR har man sendt programmer om Afrika, uden at én eneste herboende afrikaner har kunnet kommentere i programmet. Ligeledes var det tre hvide mænd, som diskuterede spørgsmålet om racisme i DR2 Deadline for nogle år siden.
Nu da turen er kommet til Indien i DR, så var det igen tre hvide mænd og en hvid kvinde, der talte om landet og den uudtømmelige religiøsitet, uden at man gav én eneste herboende inder en chance for at kommentere på, hvad de nu synes kunne være på spil i valget i år.
Programmet hedder “Verden ifølge Gram”, og som forventet drejede diskussionen sig primært om hindutempler og hinduisme og alt det eksotiske. Ligeledes har Information kastet sin kærlighed på Indien ved den 27. april at bringe en artikel med titlen: “I tempelbyen Ayodhya tilbeder de guden Ram og premierminister Modi”, og de fortæller, at “Modis ambition om at blive premierminister igen er tæt forbundet med en gammel tempelstrid”.
Det er utroligt, hvordan herboende journalister og akademikere ikke kan få øje på de samme parametre, som man ellers bruger for at måle og veje adskillige europæiske nationers valg. Hvad med at spørge: Hvordan går det med fattigdomsbekæmpelsen? Eller hvordan går det med uddannelsessystemet, sundhedssystemet og så videre? Her kan det være interessant at nævne, at der i Danmark, som er ét af verdens lykkeligste lande, stadigvæk er cirka 200.000 mennesker, der lever i relativ fattigdom. Heraf er 47.200 under 18 år. Er den absolutte fattigdom afskaffet, eller er tre procent af Danmarks befolkning stadigvæk fanget i ekstrem fattigdom?
For 20 år siden levede mere end 100 millioner indere i ekstrem fattigdom. Adskillige andre millioner tilhørte den lavere middelklasse, hvor man bare lige havde midler nok til at dække de faste udgifter. Men i dag lever under én procent af den indiske befolkning under den ekstreme fattigdomsgrænse ifølge IMF. Og ifølge Jamie Dimon, CEO for JP Morgan, har Indien under den nuværende premierministers regeringstid løftet 400 millioner indere over fattigdomsgrænsen.
Landet oplever en enorm økonomisk vækst, som er en af de højeste i verden i øjeblikket, og de journalister, der ellers plejer at have interesse for jobmuligheder, fattigdomsbekæmpelse, ulighed og fred, er ude efter noget helt andet for at fange nogle flere læsere.
Der er heller ikke fokus på, at Indien holder sig neutral med hensyn til Ukraine-krigen og dermed ikke bidrager til en yderligere eskalering af konflikten og den deraf følgende afindustrialisering, som det sker i Tyskland. Man har overhovedet ikke doneret en eneste dollar i militærbistand og nøjes med kun at give humanitær hjælp.
Til sammenligning kunne Danmarks nye oprustning samt donation til Ukraine med de 190 milliarder kroner nemt have finansieret gratis offentlig transport til alle danskere i helt op til 21 år. Denne sammenligning, hvor et land i det globale syd prioriterer velfærd for egne borgere, burde være bemærkelsesværdig, men nej, det er åbenbart kun indiske templer, der er interessante for danske medier.
Dækningen af Indien og det globale syd skal forbedres i almindelighed, og dækningen af valget skal optimeres i særdeleshed.
Krigen i Ukraine og de enorme donationer af skatteydernes penge til krigen bidrager blandt andet til, at vore nærområder bliver destabiliserede. Oven i det flytter industriproduktionen til andre dele af verden og gavner det militærindustrielle kompleks i USA. Energiomkostningerne stiger, men til gengæld har Indien indgået nogle aftaler med blandt andre Rusland, der gør, at antallet af produktionsenheder stiger.
Modi kan kritiseres for, at han gør det alt for nemt for Vestens industri og investorer at flytte til Indien, men kun at fokusere på templer i Indien er en unødvendig eksotisering af Indien.
Narendra Modi har enestående gode kontakter med de rige tech-giganter og de allerrigeste virksomheder i USA. Med andre ord er Modi i gang med at introducere handelsreformer, som også skulle gøre det nemmere for danske virksomheder at flytte til Indien eller tjene penge ved at etablere grønne virksomheder. Man kunne også lære inderne at organisere sig på arbejdsmarkedet, ligesom man gør i Danmark. For Danmark er der en reel mulighed for at påvirke det indiske samfund i grøn retning. Indien vil uden tvivl skabe en velfærdsstat med rettigheder og pligter.
Men hvor er den grønne danske model blevet af? Den offentlige transport er billigere i Indien end i Danmark, og de penge, vi burde have investeret i velfærd, misbruges til oprustning og militarisme. Hvorfor ikke fortælle hvor mange mennesker der dagligt bruger offentlig transport i Indien? Hvorfor er det vigtigt at vide, hvor mange templer Indien har?
Dækningen af Indien og det globale syd skal forbedres i almindelighed, og dækningen af valget skal optimeres i særdeleshed. Det skal selvfølgelig siges, at man i det mindste er holdt op med at vise aber, køer og slanger på gaden for at fortælle, hvor spændende det er at være i Indien. Nu når man taler om, at næsten en milliard mennesker skal stemme, er det klart et fremskridt, der bør få anerkendelse.
Nej. Indien er ikke en zoologisk have. Det er et land, hvor kausalitet eller årsagssammenhænge er lige så relevante, som de er for et sekulært land som Danmark. Det kræver bare, at man dropper de fordomsfulde fortællinger om indere, russere og andre, så vi kan finde de rigtige forklaringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
