Mulig arrestordre mod Netanyahu
I mere end 200 dage har bomberne regnet over civilbefolkningen i Gaza. Mere end 30.000 er blevet dræbt af Israels gentagne angreb. 13.000 børn. Gaza er fuldkommen smadret til ubeboelige ruiner, der, selv hvis angrebene stoppede i morgen, ikke ville kunne huse de 1,7 millioner palæstinenserne, som er internt fordrevne i forsøget på at undslippe det dødsensfarlige mareridt, der er hverdagen i Gaza lige nu.
Uanset om man er af den – historisk ukorrekte – overbevisning, at palæstinensernes rædsler startede efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og er udtryk for et israelsk forsøg på selvforsvar, eller om man er bevidst om den voldelige og ifølge international ret ulovlige undertrykkelse, palæstinenserne har været udsat for af det israelske regime gennem mere end et halvt århundrede, så har den barbariske nedslagtning af en hjælpeløs civilbefolkning, vi har været vidne til de seneste 200 dage, for længst overskredet enhver grænse for, hvad der er humant, moralsk eller juridisk acceptabelt.
Hvor i alverden er den politiker, fra højre til venstre, i det nuværende Folketing, som tør træde op på talerstolen og tage de mange tusinde demonstranters side mod krig, død, ødelæggelse, undertrykkelse og udskamning?
Derfor har vi også – for gud ved hvilken gang i løbet af det seneste årti – set tusindvis og atter tusindvis gå på gaden i protest mod forbrydelserne, der begås mod det palæstinensiske folk. Og mod vores egen regering, som ikke blot står stålfast ved Israels side diplomatisk, men også med direkte økonomisk støtte. Overalt i Europa og USA har borgere, hvis moralske kompas endnu ikke er forurenet af politikersnak og skræmmende skæv mediedækning, fået nok af massakren.
Men i Folketinget – ligesom ved deres kolleger i resten af de vestlige demokratier – er der øredøvende stille. Som venstreorienteret, der i mange år har ment, at den parlamentariske venstrefløj har udvandet sig selv og spillet fallit, troede jeg aldrig, jeg skulle sige det, men de seneste 200 dage har fået mig til at savne Villy Søvndal og Holger K. Nielsen.
For hvor i alverden er den politiker, fra højre til venstre, i det nuværende Folketing, som tør træde op på talerstolen og tage de mange tusinde demonstranters side mod krig, død, ødelæggelse, undertrykkelse og udskamning?
Jeg ved godt, at flere medlemmer af Enhedslisten og SF har gået med til demonstrationerne, at der er blevet holdt gode taler. Jeg har også læst Trine Machs (Ø) gode skriv i RÆSON om den palæstinensiske kamp for frihed. Og jeg vil også gerne af hjertet sige tak til Trine Mach, Karsten Hønge (SF), Christian Friis Bach (RV) og Sascha Faxe (ALT) for at fremsætte forslaget om at anerkende Palæstina som stat. Tak!
Men fraværet af brandtalerne fra Folketingets talerstol og modet til at kalde en spade for en spade, så man ikke bare i generelle termer tager afstand fra Israels forbrydelser, men også tør sætte spotlys på de, der er ansvarlige – også vores egen regering – og tør afvise den smædekampagne mod både palæstinenserne og de mange danskere og andre borgere verden over, der er på gaden i protest, fremkalder altså savnet af typer som Villy og Holger.
For 20 år siden. 1. maj 2004 gik Holger K. Nielsen på scenen i Fælledparken og turde godt pege på de kolleger – regeringen – som var ansvarlige for Danmarks deltagelse i den ulovlige krig i Irak. Og han havde modet til at slå en stor, fed streg under, at dansk støtte til ulovlige krige og accepten af allieredes løgne ikke ville blive set igennem fingre med på hans vagt.
“Den (regeringen red.) tror, at Irak-spøgelset forsvinder af sig selv. Men det gør det ikke. […] På kort sigt vandt USA krigen, men man har siden tabt freden. Kaos, ustabilitet og terrorisme er dagens orden. Terrorismen uden for Irak er ikke bekæmpet – tværtimod er den vokset. Under alle omstændigheder vil vi holde fast i kravet om, at løgnen skal undersøges. Vi vil forfølge denne sag, og vi vil gøre det konsekvent. Anders Fogh: Du undslipper ikke Irak-diskussionen! Du bryder dig ikke om den, men du får ikke fred for os.“
Sådan lød det fra Holger K. Nielsen i Fælledparken for 20 år siden.
Senere samme år stod Villy Søvndal på talerstolen i Folketinget og talte med endnu større bogstaver og med modet til ikke kun at pege på de ansvarlige, men direkte at italesætte den manglende moral.
“Irak-krigen har kostet mere end 1000 unge amerikanske soldater livet. Mellem 13 og 17.000 civile irakere er blevet dræbt.
Dét mod som den enkelte soldat, herunder de 500 danske soldater, skal finde hver dag…
Dét mod, som et irakisk barn skal finde, når bomberne sprænger…
Dét mod, som irakiske forældre skal finde for at gå ud for at købe ind eller følge deres børn i skole…
Dét mod overstiger langt statsministerens!!!
For statsministeren havde end ikke modet til at forsvare sin beslutning på TV. Og i denne fejhedens strategi blev han fulgt af partilederne fra Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. De ansvarlige ministre havde ikke modet til at forsvare deres beslutning, men de havde “modet” til at træffe beslutninger og legitimere mord, død og kaos flere tusinde kilometer borte.“
Det, vi er vidne til lige nu, er ikke moralsk mere forsvarligt end den ulovlige krig i Irak og de dertilhørende løgne for ikke bare Folketinget, men den danske befolkning. Vores politikere kan se de samme videoer af ubevæbnede civile palæstinensere, som bliver dræbt i zionismens navn, som vi kan. De har adgang til den samme information om lukket drikkevand, strøm, hospitaler, skoler, tilbageholdt nødhjælp, angreb på nødhjælpspersonale og overgreb på civile. De kan også høre Netanyahu og hans forbryder-venner åbent italesætte hensigten om at rydde Gaza helt.
Alligevel er de eneste, der for alvor siger fra, de tusinder af demokratisk sindede borgere, der bruger timer af deres liv hver eneste uge på gaden for at bringe fokus på palæstinensernes rædselshverdag, Israels krigsforbrydelser og den danske regerings støtte til Israel.
Alt imens demonstranterne dæmoniseres af politikere fra DF til S og bliver stemplet som antisemitiske og terrorsympatisører, selvom samtlige af demonstrationerne naturligvis består af en god portion danske jøder, som ikke ønsker sin religion og ophav taget til fange af det absurde israelske narrativ om, at modstand mod det zionistiske styre i Israel er lige antisemitisme, må vi nøjes med parlamentariske “protester” i form af lovforslag, facebookopslag og sympati med demonstranterne, fordi det er vores allieredes (USA) vigtigste interesse i Mellemøsten, og fordi den parlamentariske venstrefløj kan lugte, at Mette og resten af S skal på udkig efter nye legekammerater til en regering efter næste valg, hvis meningsmålingerne holder ved.
Den politiske projekt, der skulle handle om solidaritet med de undertrykte og de udsatte, er kommet i så kort snor af magten og er blevet så gennemsyret af “den gode tone” og vigtigheden af bredt samarbejde, at man ikke engang kan få sig selv til at råbe højt, når man er vidne til et folkedrab.
Det er under et år siden, Mette Frederiksen stod og trykkede hånd med en mand, der risikerer (hvis der da er nogen retfærdighed tilbage) at blive dømt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og for folkedrab. Jeg forventer ikke rød maling eller lignende fra den nuværende venstrefløj, men kan det virkelig passe, at vi skal 20 år tilbage i tiden for at finde en Ø’er eller SF’er, som er villige til at sige uforbeholdent nej til stormagternes ulovlige angreb på civile?
Det er en dyster erkendelse på en 1. maj, hvor solidaritet med verdens udsatte synes vigtigere end den har gjort længe.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
