Til og med 19. juni kan du og alle andre i hele verden gå ind og svare på Københavns kommunes høring om Lokalplan 609 tillæg 1 og skrive, at du ønsker at bevare de 42 handicapegnede rækkehuse på Langhusvej i Tingbjerg.
Efter 19. juni kan du stadig bakke op om kampen. Den fortsætter, for det kan sagtens lade sig gøre at bevare rækkehusene. Selv inden for rammerne af den såkaldte udviklingsplan, som er udarbejdet, fordi Tingbjerg stod på regeringens “hårde” liste, og som skal gennemføres, selv om Tingbjerg kom ud af listerne i 2022.
De 42 rækkehuse er nok nogle af de mest handicapegnede almene boliger, man kan tænke sig.
Virkeligheden er, at det sagtens kan lade sig gøre at opfylde kravet om maksimalt 40 procent almene familieboliger i Tingbjerg i 2030 uden at rive rækkehusene ned.
Rækkehusene er et-plans med niveaufri adgang, store rum med god plads, ovenlysvinduer, et rum med plads til at en eventuel døgnhjælper kan opholde sig og sove der. Ud til gaden er der en lille terrasse, hvor man kan sidde og være en del af det lokale liv, og to p-pladser pr. bolig. Bagtil en ret stor ugenert baghave, som er ekstra god, hvis man ikke kan komme så meget ud i verden.
Uanset hvad der siges, så ønsker langt de fleste beboerne ikke at miste deres hjem og blive flyttet op i et etagebyggeri uden disse faciliteter, til fordel for at Nordic Real Estate Partners (NREP) kan bygge meget højere og tættere på grunden og tjene en masse penge på det.
Frontfigur i NREP er i øvrigt den socialdemokratiske tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. NREP har skrevet, at de ikke har noget at gøre med nedrivning af rækkehusene eller ej. NREP’s fortjeneste på at bygge og udleje eller sælge over 1000 andre nye boliger på tidligere grønne områder i Tingbjerg burde vel egentlig også være rigeligt. For ikke at tale om deres overtagelse af det meste af Mjølnerparken, som de vil udleje til dobbelt husleje eller mere.
Den virkelige skurk er overraskende nok flertallet i boligforeningen fsb’s egen organisationsbestyrelse, der har holdt krampagtigt fast i, at det er umuligt ikke at rive rækkehusene ned. Både før og efter at det blev vedtaget i fsb’s repræsentantskab som højeste myndighed i maj 2022, at fsb skal arbejde for at bevare rækkehusene.
De har konsekvent insisteret på at gå den forkerte vej gennem systemerne, så ting ikke kunne lade sig gøre, og påstået, at alle løsninger var umulige, ulovlige eller i det mindste uhensigtsmæssige. Også på skrift over for kommunen før dialog om selvsamme løsninger. Efter at partier med et flertal på rådhuset havde meddelt i en flertalsprotokol, at en bevarelse af rækkehusene kunne komme ind i lokalplanen, hvis fsb ønskede det. Det har fsb så ikke officielt ønsket på trods af vedtagelsen i fsb’s højeste myndighed.
Virkeligheden er, at det sagtens kan lade sig gøre at opfylde kravet om maksimalt 40 procent almene familieboliger i Tingbjerg i 2030 uden at rive rækkehusene ned.
Fsb kan for eksempel bygge 270 almene ungdomsboliger ekstra ved kollegiet, som det også står i udviklingsplanen. Samt 18 par-ungdomsboliger i stedet for en tom erhvervsbygning i nordenden af rækkehusene på Langhusvej. For eksempel med det samme hus på det samme sted som i nedrivningsplanen. Desuden kan nogle af rækkehusene, hvor beboerne allerede er ældre, ommærkes til ældreboliger. Der er også mange andre muligheder.
Alligevel insisterer de herskende i fsb på, at alt er umuligt, og derfor er der brug for din opmærksomhed og din støtte til beboerne og til, at disse handicapegnede rækkehuse bevares, også for kommende beboere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.