Høring på Arbejdermuseet 6. august
Ghettoloven har smidt mig ud af mit hjem. Det gør ondt.
Et par dage før nytår fik jeg overrakt en opsigelse af min lejlighed.
Selv om det var ventet, var det ubehageligt at stå med det papir, fordi jeg ved, jeg ikke kan vende tilbage til mit nuværende hjem.
Tidligere vidste jeg, at jeg skulle fraflytte for en kort periode, mens der blev renoveret.
Jeg var i 2014 med til at stemme for en renovering af Mjølnerparken, som i årevis har været dårligt vedligeholdt, i håb om at renoveringen ville rette op på fejl og mangler.
Men jeg har i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at den nødvendige renovering ville ske på en så brutal og hensynsløs måde, hvor muligheder for fælles liv og leg blev ødelagt, hvor fælleshuset i sommer blev revet ned, så vi ikke længere havde steder til fællesarrangementer og møder, og vi kunne ikke holde julefest for børnene, hvilket ellers har været en fast og fornøjelig tradition i adskillige år.
Jeg tror ikke, at politikerne er onde mennesker, men den lov, der giver mulighed for at smide folk ud af deres hjem for enten at sælge det eller rive det ned, er ond og gør ondt på mange.
Den karré, jeg har boet i i 11 år, var tidligere fuld af liv. Jeg har kunnet følge de forskellige årstidslege, som for eksempel når piger og drenge med kridt tegnede forskellige slags paradis på fliserne og hoppede rundt i de kantede felter. Der har været lune aftener, hvor jeg kunne se og høre en flok børn lege “spark til dåse” eller andre fangelege med løb og latter, mens de voksne klumpede sig sammen på gårdens borde og bænke og snakkede.
De unge mænd spillede bold i det store boldbur, der som noget af det første blev fjernet.
Det må være muligt med lidt god vilje at gå lempeligere til værks, så børn og voksne trods ombygning og tiltrængt renovering alligevel kan mødes i fællesarealer, men nej.
Når jeg nu går gennem Mjølnerparken og ser, hvordan gårdene er skrumpet ind af hegn og afgrænsninger, brandveje fyldt op af parkerede biler, har jeg tænkt, at man hellere vil have plads til biler end til børn.
Jeg blev ked af at få min opsigelse, fordi den betyder, at jeg skal ud af mit seniorbofællesskab og af Mjølnerparken, som jeg holder af, fordi vi tilsammen er en broget flok børn og voksne med forskellige baggrunde og livshistorier.
Ligesom mange andre skal jeg permanent flytte ud af mit hjem på grund af den såkaldte ghettolov. Hele den misere begyndte for fem år siden, da Lars Løkke i sin nytårstale 2018 sagde: “Der er slået huller i danmarkskortet. Det bekymrer mig dybt.”
Han talte om parallelsamfund, hvor mennesker med de samme problemer er klumpet sammen uden at tage ansvar og deltage.
Jeg må sige, at det udsagn ikke svarer til det, jeg har oplevet gennem årene her.
Ja, der er sociale problemer, der er mennesker, som har forskellige lidelser, der er nogle, for hvem det er en kamp at få det hele til at hænge sammen for dem selv og deres familie, og der er nok flere her, som slås med forskellige vanskeligheder, end der er i Gentofte eller i de dyre lejligheder i den indre by.
Men børn bliver fulgt til skole, folk tager på arbejde, laver mad til hinanden, deltager i det sociale liv, og her er venlighed og hjælpsomhed.
Den nedgøring af ikke-privilegerede mennesker i særlige boligområder blev fulgt op et par måneder efter.
Den såkaldte ghettopakke blev præsenteret 1. marts 2018. En iskold dag.
Rygter og en demonstration
Jeg ved ikke, hvordan sådan noget rygtes. En af mine bofæller, som er med i den beboervalgte bestyrelse, havde dagen før nævnt, at noget var i gærde, og at nogle forberedte en demonstration.
Alligevel var det overvældende og mærkværdigt at komme ned i gården og opleve et stort politiopbud, afspærringer her og der og af politiet få at vide, hvor vi ikke måtte færdes i vort boligområde.
En flok gamle kvinder skulle samme formiddag til stolegymnastik i vores fælleshus, men hverken de eller deres underviser havde forinden fået at vide, at huset var optaget af et andet arrangement. De blev skyndsomt uden forklaringer gelejdet hen til et elendigt lokale.
Selv gik jeg gennem de afgrænsede områder hen, hvor jeg havde fået at vide, at demonstrationen skulle finde sted.
Politiet anviste os et sted uden for Mjølnerparken, hvor vi beboere måtte stå. Der var mødt en del op, unge aktivister, en forsker fra Lund og andre, som af mig ukendte kanaler vidste, at noget ville ske.
Mens der blev uddelt papskilte med slagord, fik jeg mere at vide. Nemlig at dele af regeringen ville troppe op – for i vores fælleshus at præsentere en ghettopakke.
Da de flotte sorte biler omsider ankom, stod Jan Hyttel, formand for Bo Vita, og tryghedschef Eskild Dahl parat til at møde statsministeren og en del ministre, heraf Inger Støjberg og Ole Birk Olesen, der var boligminister og klart imod almene boliger, som efter hans mening burde privatiseres.
Jan Hyttel hilste på Lars Løkke og pegede på os demonstranter og spurgte Løkke, hvad han mente med det opbud.
Lars Løkke gik over til os bag afspærringen og hilste på et par stykker efterfulgt af Inger Støjberg.
I vores fælleshus blev den såkaldte ghettopakke præsenteret for landsdækkende medier. Vi så pressemødet på tv i bofællesskabets fællesrum, hvor vi stod som sild i tønde, forfrosne, vrede og rystede over, hvad “ghettopakken” indebar.
Bagefter holdt vores beboervalgte bestyrelse alternativt pressemøde, som blev sendt på de sociale medier.
Et overgreb på os beboere
Jeg opfatter præsentationen af “ghettopakken” som et overgreb på os beboere i Mjølnerparken. Mange er ikke særlig privilegerede, og nogle bliver jævnligt mistænkeliggjort og talt grimt om af især højreorienterede politikere, men desværre også af socialdemokrater.
Det var en politisk magtdemonstration, som repræsentanter fra vores boligselskab var ivrige aktører i.
“Ghettopakken” er siden vedtaget ved lov af et stort flertal i Folketinget.
Det har forårsaget mange protester og møder om lovens destruktive konsekvenser for mange mennesker.
Ikke mindst da det blev tydeligt, at vores boligselskab ikke har vist interesse for at diskutere muligheder for at overholde loven på en måde, så ingen ville blive tvunget til at flytte.
Det har lige fra begyndelsen været, som om Bo Vita på forhånd har lagt sig fast på, at dele af Mjølnerparken skal sælges og helst så hurtigt som muligt.
I Mjølnerparken har vi afholdt flere demonstrationer og også deltaget i større demonstrationer sammen med andre boligområder, der også er stemplet som ghettoer. Nogle steder bliver endda værre ramt end os, fordi man fra lokal politisk hold har bestemt at rive gode boliger ned. Mange af protesterne er organiseret i samarbejde med Almen Modstand, en landsdækkende bevægelse mod “ghettoloven” og for bevarelse af almene boliger.
Beboere har anlagt sag mod Boligministeriet, fordi loven diskriminerer mennesker med ikke-vestlig baggrund, og sagen skal for retten i EU. Det kan bare tage tid.
Beboere i Mjølnerparken har været aktive med at stille op til interviews i mange danske og udenlandske medier. Der er skrevet artikler, læserbreve. Man kan se protestbannere og skilte her og der.
Der er ugentlig nabocafé, hvor beboere kan komme og tale med bestyrelse, advokat og andre.
Vi har haft udendørs sammenkomster i de fire karreer, hvor der blev talt om “ghettoloven”, og hvor der blev samlet underskrifter ind dels med tilkendegivelse af, at vi kan lide at bo i Mjølnerparken, og dels til et borgerforslag om afskaffelse af den såkaldte ghettolov.
Ghettoloven ryster mange mennesker
Det lykkedes på landsplan at samle 50.000 underskrifter til et borgerforslag, som blev debatteret i Folketinget, uden at noget ændredes. Tilhængerne af loven kom med de samme flade argumenter om blandede boligområder, om at det er godt for børn at opleve voksne, der smører madpakker og går på arbejde, som om det ikke sker i de områder, politikerne har stemplet så negativt.
Det er særlig svært for børn, gamle og sårbare mennesker at skulle rykkes rundt med, miste venner, legekammerater, gode naboer, eventuelt skifte skole.
Uanset hvor godt forældre forsøger at håndtere en vanskelig situation, der giver mange spekulationer, mærker deres børn forældrenes uro.
Det er et stort politisk eksperiment, som er i gang i disse år, og det er tankevækkende, at kun politikere fra partier, der er imod ghettoloven, har talt med os beboere, de andre nøjes med at tale med repræsentanter for Bo Vita, som ikke samarbejder med os.
Ghettoloven ryster mange mennesker og skaber utryghed. Det er svært at have tillid til et politisk system, når man føler sig uretfærdigt behandlet og trådt på.
Jeg tror ikke, at politikerne er onde mennesker, men den lov, der giver mulighed for at smide folk ud af deres hjem for enten at sælge det eller rive det ned, er ond og gør ondt på mange.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
