Digt
Hanan C. Eel Ahmed fremførte digtet “De lytter ikke, de ser ikke” på Den Røde Plads på Nørrebro i København den 20. juni, da aktivister markerede FN’s Internationale Flygtningedag. Arbejderen bringer her hendes digt.
Vi troede, politiet var her for os.
Men de spiller blot en rolle.
De tøver, når flammerne stiger,
bliver døve, når vi råber.
De lytter ikke, de ser ikke,
vender blikket bort,
som om vi ikke eksisterede.
Men når vi står på gaden
med åbne hænder,
med stemmer,
der skærer gennem natten,
så hører de os pludseligt,
så ser de os,
så reagerer de.
Stave knuser ben,
skjolde presser luften ud af os,
knæet i nakken,
en krop, der holder op
med at bevæge sig.
Et skud i mørket,
et navn, der bliver til et minde,
før det nogensinde blev en stemme.
Deres løfter fordamper,
før de kan gribes.
Og deres stemmer kvæles,
før de når ud.
De bærer retfærdighed som et skjold,
men bag uniformen står magten alene.
De få, af dem,
der tør at tale
i politisystemet,
bliver latterliggjort,
trampet ned,
kastet i mørket.
For sandheden er farlig.
Politiet ruster sig til kamp,
men ikke for folket –
for magthaverne.
De står i skyggerne,
klar til at slå ned.
Når de hæver deres skjolde,
er det ikke for at beskytte,
men for at skjule,
hvem de egentlig er.
De lyver, ligesom de, der styrer dem.
Dommerne dømmer, når de får lov.
Loven bøjes, når det passer.
De kalder magtmisbrug for orden
og bedrag for sandhed.
Politikerne sidder trygt i deres sale
bag mure, vi aldrig får lov at se igennem.
De skjuler sig bag regler,
mens de underskriver love,
der sikrer deres egne pladser,
mens politiet håndhæver deres vilje.
De ser ingen farver,
de ser kun sort og hvid.
Går hånd i hånd,
taler samme sprog,
bærer næsten samme navn.
Men hadet vokser kun.
Vi fik at vide, at magten var delt i tre.
At loven, regeringen og domstolene
skulle holde hinanden i skak.
At ingen kunne herske alene.
Men hvad sker der, når de står sammen?
Når de beskytter hinanden i stedet for folket?
Når dommere lukker øjnene,
politikere dækker over deres fejl,
og politiet knuser enhver,
der vover at stille spørgsmål?
Magtens tredeling er en løgn.
En facade, der skjuler et system,
der tjener de få og undertrykker de mange.
Derfor har vi brug for noget nyt.
Ikke bare en forandring,
men et systemskift.
En kraft, der ikke kan købes,
der ikke kan ties ihjel.
En stemme, stærkere end deres propaganda,
skarpere end deres våben,
som river sløret væk og afslører,
hvem de virkelig er.
De bevæger sig ikke for os.
De bevæger sig for magten,
skjuler ansigterne bag uniformer,
soldater i et spil,
hvor folket altid taber.
kalder sig beskyttere,
mens de jagter retfærdigheden i jorden.
Når de løfter deres våben,
er det ikke mod uretfærdighed,
men mod dem, der tør kæmpe imod.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
