Den danske regering under Lars Løkke Rasmussen rekvirerede den 25. maj 2016 en historisk udredning fra Københavns Universitet af beslutningsprocesserne forud for Danmarks deltagelse i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak.
Rapporten udkom den 5. februar 2019 med titlen: ”Hvorfor gik Danmark i krig?” Den består af fire bind, der frit kan hentes på internettet. Anden halvdel af bind 2 handler om angrebet på Afghanistan med den underordnede titel: ”Med hele vejen”.
Beslutningsprocessen, der førte frem til udsendelse af danske soldater til Afghanistan, blev indledt den 12. september 2001, hvor Det Nordatlantiske Råd blev hasteindkaldt i Bruxelles. For første gang deltog også EU’s udenrigsministre i NATO-ambassadørernes møde. Mødet mundede ud i en beslutning om at aktivere artikel 5 i NATO-traktaten som reaktion på terrorangrebet i USA mindre end 24 timer forinden.
Artikel 5 i NATO-traktaten kaldes også musketéreden, fordi det er her, medlemmernes kollektive ansvar for områdets sikkerhed kommer til udtryk.
Efter mødet udsendtes en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod:
”… hvis det kan fastslås, at dette angreb på USA blev styret fra en magt uden for alliancen, skal angrebet betragtes som en handling omfattet af artikel 5 i NATO-traktaten, som stadfæster, at et væbnet angreb på én eller flere af de allierede i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle” (forfatterens oversættelse).
Hvad står der så i dette dokument, der tjener som juridisk grundlag for lovligheden af Danmarks deltagelse i angrebet på et ludfattigt land på den anden side af jordkloden? Intet! Ingenting!
Denne beslutning kræver enstemmighed blandt medlemslandene. Men da efterforskningen af gode grunde ikke var afsluttet, var vedtagelsen ledsaget af et forbehold (”provided the attack was directed from abroad”). Man havde åbenbart en mistænkt i kikkerten, og de afgørende beviser ville blive fremlagt senere.
Disse beviser blev formelt forelagt rådet den 2. oktober 2001 af en diplomat ved navn Frank Taylor. Han havde titel af rejsende ambassadør og var koordinator for kontraterrorisme i det amerikanske udenrigsministerium.
NATO’s generalsekretær Lord Robertson holdt efterfølgende en pressekonference, hvor han forklarede, at Frank Taylors rapport og referatet af mødet var hemmeligstemplet. Lord Robertson kunne kun viderebringe hovedkonklusionen:
”Beviserne er klare og overbevisende. Den information, der blev præsenteret, peger entydigt på al-Qaedas rolle i angrebene den 11. september. Vi ved, at de personer, som udførte disse angreb, var en del af det verdensomspændende al-Qaeda-netværk, som ledes af Osama bin Laden og hans næstkommanderende, og som beskyttes af Taleban” (forfatterens oversættelse).
Endvidere meddeltes:
”På baggrund af denne rapport er det nu blevet fastslået, at angrebet mod USA den 11. september blev dirigeret fra en fremmed magt (”directed from abroad”), og at handlingen derfor er dækket af artikel 5 i NATO-traktaten.”
Lord Robertson oplyste også, at der ville ske ”briefinger” i NATO’s nationale hovedstæder. Det skete også i København, hvilket fremgår af fodnote 257 på side 407 i krigsudredningsrapporten, der lyder:
”Mundtlig briefing af herværende amerikanske forsvarsrådgiver […]”, 2. oktober 2001, dok.nr. 801, j.nr.99-2755-3, FMN. Om indholdet i briefingen se U.S. Department of State 2001, ”September 11: Working Together to Fight the Plague of Global Terrorism and the Case Against Al-Qa’ida”, 2. oktober 2001.”
Vedtog aktivering af artikel 5
Den danske regering og de 17 andre NATO-lande må have taget tilsvarende briefinger til efterretning, thi man vedtog aktiveringen af artikel 5 ved et møde i Bruxelles to dage senere, den 4. oktober. I det efterfølgende kommuniké og den tilhørende pressekonference meddelte Lord Robertson, at Det Nordatlantiske Råd havde godkendt Frank Taylors rapport.
Artikel 5 var nu formelt tiltrådt af NATO. Det var aldrig sket før i NATO’s 51 års historie. Det er heller ikke sket siden.
Tre dage senere – den 7. oktober – faldt de første bomber i Kabul.
Den 14. december 2001 vedtog Danmarks Folketing at sende tropper til Afghanistan. Det skete med folketingsbeslutning B-37, der lyder som følger:
”Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for den amerikansk ledede internationale indsats til bekæmpelse af terrornetværk i Afghanistan.”
I bemærkningerne til folketingsbeslutningen står:7
”NATO-rådet fandt det den 2. oktober 2001 godtgjort, at terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 var af udenlandsk oprindelse. I overensstemmelse med NATO’s tidligere erklæring af 12. september 2001 anså man derfor terrorangrebene for omfattet af Washington-traktatens artikel 5.”
Det var altså indholdet af Frank Taylors rapport, der afgjorde, hvorfor det lige netop var Afghanistan, der skulle angribes.
Udenrigsminister ansvarlig for at det skrevne er korrekt
Ifølge den danske ministeransvarlighedslov § 5, stk. 2 er bemærkningerne til et lov- eller beslutningsforslag i Folketinget ansvarspådragende. Det betyder med andre ord, at den daværende udenrigsminister Per Stig Møller er ansvarlig for, at det skrevne er korrekt.
Den 19. maj 2008 deklassificerede USA’s udenrigsministerium et direktiv, der i 2001 udgik til alle USA’s ambassader og repræsentationer vedrørende terrorangrebet den 11. september.
Det hedder: “SEPTEMBER 11: WORKING TOGETHER TO FIGHT THE PLAGUE OF GLOBAL TERRORISM AND THE CASE AGAINST AL-QA’IDA”. Teksten er frit tilgængelig på denne adresse: http://intelfiles.egoplex.com/2001-10-02-DOS-Qaeda-Overview.pdf
Som det ses (fodnote 257, nævnt ovenfor5), så er det simpelthen dette dokument, som dannede grundlaget for briefingen af den danske regering den 2. oktober 2001!
Dokumentet er adresseret til alle USA’s ambassader og diplomatiske repræsentationer. Teksten indledes med en instruks til alle adressater – inklusiv USA’s ambassadør ved NATO-hovedkvarteret – om at underrette højtstående politiske personer i de respektive lande om indholdet i dette dokument og at sætte al-Qaeda-terroristnetværket, Osama bin Laden og Taleban-regeringen i forbindelse med terrorangrebet den 11. september.
Det fremgår endvidere, at dokumentet ikke må videregives eller efterlades i skriftlig kopi. Det er et talepapir. USA’s diplomater med flere instrueres i at bruge indholdet i den mundtlige fremstilling (”The oral presentation”). Man indskærpes at lægge vægt på det overordnede trusselsbillede og på præsident George W. Bushs plan om at angribe de stater, der er hjemsted for terrorismen.
Herefter følger 28 sider med selve teksten.
Lord Robertsons udtalelse ved pressekonferencen efter NATO-mødet den 2. oktober er citeret i dansk oversættelse ovenfor.4 Enhver kan ved selvsyn konstatere, at ordene simpelthen er identiske med et afsnit i nævnte dokument. Generalsekretæren læser op fra denne tekst.
Konklusionen er uomgængelig: Dette dokument er manuskriptet – ikke blot til Frank Taylors orientering af Det Nordatlantiske råd – men også til de briefings, som de nationale regeringer modtog samtidigt den 2. oktober fra de respektive amerikanske ambassader!
Der er ikke nogen rapport fra Frank Taylor! Der er kun dette talepapir.
Men NATO-traktatens artikel 5 giver kun mulighed for ”et individuelt eller kollektivt selvforsvar,2 som det er anerkendt i artikel 51 i De Forenede Nationers Pagt!
Danmark blev ikke angrebet af Afghanistan! Lovligheden af Danmarks krigsdeltagelse er derfor fuldstændigt betinget af det faktuelle indhold af Frank Taylors talepapir.
Hvad står der så i dette dokument, der tjener som juridisk grundlag for lovligheden af Danmarks deltagelse i angrebet på et ludfattigt land på den anden side af jordkloden?
Intet! Ingenting!
Kun en mindre del af teksten handler om 11. september i form af lodrette, summariske officielle påstande om denne dags begivenheder. Der er ingen beviser. Den største del af teksten handler om al-Qaedas og Talebans formodede gerninger i 1990’erne.
Den danske deltagelse i angrebet på Afghanistan var derfor ulovlig ifølge FN-traktaten, og den danske udenrigsminister Per Stig Møller er personligt ansvarlig for at have fejlinformeret det danske Folketing.
Ved offentliggørelsen af krigsudredningsrapporten i 2019 var der megen omtale i den danske presse af forløbet op til angrebet på Irak i 2003. Men der var ikke et ord – intet – om den del af rapporten, der handlede om Afghanistan. Og ingen fik øje på fodnote 257.
En ”briefing” er noget, man tager til efterretning.
Den 2. oktober 2001 tog Danmark til efterretning, at vi var i krig.
Nu har vi trukket os ud – fem ødelagte lande, hundredtusindvis af døde, millioner af flygtninge og mange milliarder af kroner senere.
Noter og henvisninger
- Hvorfor gik Danmark i krig? https://krigsudredning.ku.dk/
- Artikel 5: http://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_17120.htm. ”Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.”
- Lord Robertsons pressemeddelelse 12. september 2001. http://www.nato.int/docu/pr/2001/p01-124e.htm
- Lord Robertsons pressemeddelelse 2. oktober 2001. ”The facts are clear and compelling. The information presented points conclusively to an Al-Qaida role in the 11 September attacks. We know that the individuals who carried out these attacks were part of the world-wide terrorist network of Al-Qaida, headed by Osama bin Laden and his key lieutenants and protected by the Taleban.” http://www.nato.int/docu/speech/2001/s011002a.htm
- https://krigsudredning.ku.dk/ side 407, fodnote 257
- NATO-møde 4. oktober. Implementering af artikel 5. http://www.nato.int/docu/speech/2001/s011004b.htm
- Danmarks Folketing vedtager at sende soldater til Afghanistan http://www.ft.dk/samling/20061/almdel/FOU/bilag/54/334861.pdf
- Ministeransvarsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59299
- Artikel 51. http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/treaty/fn51.htm. “Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb mod et medlem af de Forenede Nationer, indtil sikkerhedsrådet har truffet de fornødne forholdsregler til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Forholdsregler, taget af medlemmerne i udøvelsen af denne ret til selvforsvar, skal uopholdeligt indberettes til sikkerhedsrådet og påvirker på ingen måde dettes myndighed og ansvar i henhold til nærværende pagt med hensyn til iværksættelse, når som helst af sådanne skridt, som det anser for nødvendige til opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
