Kommentar
Når der er valg i Danmark, bliver vi igen og igen fortalt, at demokratiet lever i bedste velgående. Valgdagen fremstilles som demokratiets festdag, hvor borgerne får mulighed for at bestemme samfundets retning.
Men for mange af os på venstrefløjen føles det i dag mere som en gentagelse af det samme politiske landskab. De afgørende spørgsmål står i virkeligheden ikke til diskussion.
Parlamentet kan være – for at bruge et velkendt udtryk i den marxistiske tradition – en talerstol.
Danmark opruster militært i et tempo, vi ikke har set i årtier. Våbenleverancer til krige bliver fremstillet som ansvarlig politik. Samtidig fortsætter nedskæringer og privatiseringer, der langsomt udhuler den velfærd, arbejderbevægelsen har kæmpet frem gennem generationer.
Uligheden vokser, og forskellene mellem de politiske partier bliver stadig mindre. Det er, som om der er opstået en bred konsensus om nødvendighedens politik. Det er i den situation, kampagnen “Find kandidaten” er opstået.
Ideen er enkel: Undersøg kandidaterne. Stil dem spørgsmål. Find ud af, hvad de faktisk mener om de spørgsmål, der afgør vores fælles fremtid.
Vil de stoppe våbenleverancer til krige?
Vil de sige nej til oprustning?
Vil de forsvare og udbygge velfærden?
Vil de bekæmpe den voksende sociale ulighed?
Hvis der findes kandidater, der er villige til at tage den kamp, så er sagen enkel. Så kan man stemme på dem.
Men hvis man undersøger kandidaterne og opdager, at ingen af dem reelt vil udfordre den kurs, dansk politik bevæger sig i – hvad gør man så?
Der findes faktisk også et svar. Man kan stemme blankt. En blank stemme er ikke passivitet. Den er en politisk markering. Den siger: Ingen af de opstillede kandidater repræsenterer det, jeg mener er nødvendigt.
For marxister har forholdet til parlamentet altid været præget af en nøgtern realisme. Karl Marx og Friedrich Engels havde ingen illusioner om, at samfundets grundlæggende magtforhold kan ændres alene gennem parlamentariske flertal. Staten i det kapitalistiske samfund er ikke et neutralt redskab, men et produkt af de herskende klassers magt.
Alligevel afviste de aldrig at bruge parlamentet som en politisk arena.
Parlamentet kan være – for at bruge et velkendt udtryk i den marxistiske tradition – en talerstol. Nogle har sagt, at parlamentet kan minde om en møgbunke: Man skal passe på ikke at synke ned i den, men det kan være et godt sted at stille sig op og tale fra. Her kan systemets modsætninger afsløres og den herskende politik kritiseres.
Men samfundets grundlæggende forandringer skabes ikke i parlamentets sale. De skabes gennem organisering, kamp og bevægelse nedefra.
Derfor handler kampagnen “Find kandidaten” heller ikke om at bilde folk ind, at alt kan ændres ved næste valg. Den handler om noget langt mere jordnært: at tage politik alvorligt.
Undersøg kandidaterne! Stil dem spørgsmål! Kræv klare svar!
Hvis de står for fred frem for oprustning, velfærd frem for nedskæringer og solidaritet frem for voksende ulighed og racisme, så er valget enkelt.
Men hvis de ikke gør – hvis ingen af de opstillede kandidater vil udfordre den kurs, dansk politik bevæger sig i – så er den blanke stemme en legitim og ærlig politisk markering.
Den siger: Vi accepterer ikke det politiske udvalg, der bliver præsenteret.
Men endnu vigtigere: Den peger på nødvendigheden af at organisere sig.
For historien viser igen og igen, at de store fremskridt for arbejderklassen aldrig er blevet givet ovenfra. De er blevet kæmpet frem gennem kollektive bevægelser, organisering og politisk pres nedefra.
Denne øvelse peger også på noget andet: behovet for at samle kræfterne på venstrefløjen.
Måske er tiden kommet til at arbejde for en fælles venstrefløjsliste med et minimumsgrundlag om fred, velfærd og social retfærdighed – hvor kandidater kan bevare deres politiske baggrund og tilhørsforhold, men samles om nogle grundlæggende krav. Hvis en sådan liste skal kunne stille op til næste folketingsvalg, kræver det arbejde allerede nu.
Det er et arbejde, vi håber at være med til at sætte i gang.
Undersøg kandidaterne!
Og hvis de ikke findes – så stem blankt!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
