Hold kæft, hvor ser I ski’e-godt ud! Hvor er I smukke!
For fællesskab er smukt.
I fællesskab sørger vi for at få alle med! Fællesskab er stærkt.
Og vi vil i dag – i vores stærke, smukke fællesskab – råbe regeringen op.
Som knap en halv million danskere allerede har protesteret og skrevet under på, at de vil bevare store bededag.
Vi danskere mobiliserer bestemt ikke hver eneste gang, vi bliver sure.
Vi er faktisk meget tolerante!
Vi ved godt, at der skal files og pudses, når vi i dialog med hinanden skal finde løsninger og gå nye veje.
Men det er faktisk hovedproblemet med regeringens forslag.
De vil stjæle en fridag. De vil afskaffe en helligdag. Og de vil konfiskere den ekstrabetaling, vi har kæmpet for at få ind i vores overenskomster.
De “glemte” bare lige at fortælle os danskere om det i valgkampen, inden vi skulle stemme.
Efter valget har de tre partier så i et lydtæt rum lavet en møgaftale.
Den vil de nu tromle igennem i Folketinget.
De vil gøre det uden en fornuftig dialog med folkekirken. Som om antallet og placeringer af helligdage er et anliggende for slipsedrengene i Finansministeriet!
De vil gøre det uden en grundig debat med danskerne, hvor det store flertal er imod!
Som om regnedrengene og nogle få politikere ved bedst! De vil gøre det uden en dialog med arbejdsmarkedets parter, selv om der er tale om et aldeles uhørt og direkte indgreb i vores forhandlede overenskomster.
Vores, danskernes protester bli’r herefter arrogant fejet til side som en “forkælet” reaktion.
For vi må da kunne “sluge skovsneglen” af hensyn til: Ukraines frihedskamp, klimaet, psykiatrien, ældrepleje og så videre. Sikke noget bullshit-bingo!
Regeringen kan bare droppe de planlagte skattelettelser på årligt fem milliarder kroner.
Så er der flere skejser i statskassen, end de påstår at opnå ved at diktere et indgreb i vores overenskomster.
Ud over folkekirken, fagbevægelsen og de andre danskere. Ud over dem, så har jeg simpelt hen ikke tal på de mange andre kyndige folk, der både tvivler alvorligt på effekten og nødvendigheden af regeringens planlagte diktat.
Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man nærmest tro, at de få i regeringstoppen har tabt hovedet.
Og sutten.
Og den røde tråd.
Vores problemer er nedslidning, dårligt arbejdsmiljø og stigende pensionsalder.
Jeg vil også gerne sige tak til Anne Linnet for de fine musikstunder lige før.
Også forleden, hvor Anne til minde om Ritt spillede sin smukke sang om Ritt: “Hun fletter sit hår.”
I dén sang rækker træet livets frugter frem, som det bærer, fordi det står solidt.
Ritt stod også solidt.
For 15 år siden startede hun “den røde skole,” da hun savnede og efterlyste svar på de problemer, danskerne faktisk oplever i deres hverdag.
Jeg skal hilse jer – og regeringens top – fra 3F’s mere end en kvart million medlemmer og fortælle, at vores problemer er nedslidning, dårligt arbejdsmiljø og stigende pensionsalder.
Og svaret på de problemer er ikke, at vi skal dikteres til at arbejde mere, have en fridag mindre – og snydes for betalingen oveni!
Tak for ordet.
Ha’ en fortsat go’ eftermiddag, og pas godt på hinanden!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.