Vi lever i en modsætningsfyldt tid med en uendelig række af sociale og politiske forringelser, som vi skal tilbage til besættelsestiden for at finde magen til.
Stor dele af arbejderbevægelsen er lammet af ledernes tilpasning til kapitalismen, og meget bedre ser det ikke ud på venstrefløjen. Hvad er årsagerne til opportunismen i arbejderbevægelsen?
Det skyldes primært svingningerne i den kapitalistiske økonomi og en række illusioner, der er opstået af den påvirkning, vi udsættes for gennem medierne.
Den manglende evne til klasseanalyse kommer også til udtryk i forholdet til EU …
I 1970’erne opstod der illusioner i dele af arbejderbevægelsen og i det ungdomsoprør, som begyndte i 60’erne.
De gik på, at arbejderklassen ikke længere var det revolutionære subjekt, og at man måtte finde nye former for overgangen til socialismen. Disse synspunkter dannede grundlaget for etableringen af Enhedslisten, der blev dannet i 1989 på initiativ af VS, SAP og DKP.
Vi kan finde ligheder i det partiopgør, der fandt sted i 1958 med dannelsen af SF. Herom skriver Ib Nørlund:
“Som politisk foreteelse er SF opstået af en modsætningsfyldt tid og derfor også selv dybt præget af indre modsætninger, som må tages med ved bedømmelse af det. De subjektive motiver hos det store flertal af dem, som støttede SF, var et ønske om at finde vejen for en venstreudvikling.
Der var stor forskel på deres indstilling og den antikommunistiske holdning, som var bestemmende for Aksel Larsen og kliken omkring ham. Men det har været den, som hidtil har været afgørende for den objektive rolle, SF spillede.
Følges dens linje til sin konsekvens, så bliver SF’s funktion en gentagelse af Socialdemokratiets, nemlig bag dække af mere eller mindre “socialistiske” ord at få dem de har indflydelse på til faktisk at affinde sig med kapitalismens klasseherredømme.
Heroverfor bliver opgaven at forhindre en gentagelse af de skæbnesvangre vildfarelser på arbejderbevægelsens vej.
Det betyder at opnå kontakt med de subjektivt oprigtige venstrebestræbelser, så de styrkes og inspireres til at bryde igennem den officielle SF-politiks faktiske perspektivløshed.“
(Det knager i samfundets fuger og bånd side 329).
Tilsvarende var der også i 1980’erne mange, der oprigtigt ønskede at styrke venstrekræfterne og finde nye veje for en venstreudvikling. Problemet var, at den antikommunistiske holdning kom til at præge samarbejdet i Enhedslisten, især på grund af VS’s holdning til DKP.
Vi har set, hvordan Enhedslisten i stedet for at trække Socialdemokratiet til venstre selv er blevet højredrejet og i dag støtter de imperialistiske krige i Mellemøsten og Ukraine. Denne opportunisme hænger nøje sammen med den manglende evne til at analysere den internationale situation ud fra klassestandpunktet. Herom skriver Ib Nørlund:
“I Lenins værker fra krigstiden (den 1. verdenskrig, LUT) findes mange eksempler på, hvordan han med den klassemæssige analyse skærer igennem mange af de tågebanker, som de nævnte tendenser bredte ud over den internationale politiks nødvendigvis komplicerede problemer.
En af de afgørende prøvestene for den virkelige internationalisme i de forskellige partiers og retningers holdning måtte bestandig være, om de vovede at tage kampen op mod deres »egen« herskende klasses snæversindede politik, også når den dækkede sig under store ord om »demokrati«, »frihed«, »national suverænitet« o.s.v., eller om man under trykket fra kampagner af den art lod sig presse til at opgive sine internationale forpligtelser.“
(Internationalisme side 284).
Enhedslisten vovede ikke at træde op mod det krigshysteri, som den borgerlige presse iværksatte omkring krigen i Ukraine. I stedet lod man sig drive med af opportunistiske grunde til at stemme for krigsbevillingerne, nøjagtigt som Socialdemokratiet gjorde det ved udbruddet af den Første Verdenskrig.
Den manglende evne til klasseanalyse kommer også til udtryk i forholdet til EU, hvor Enhedslisten har skiftet side fra modstander til “kritisk” tilhænger, nøjagtigt som det skete med S og SF.
Begrundelsen for dette holdningsskifte var, at man ville reformere EU indefra. Igen en slående lighed til Socialdemokratiet der også vil reformere kapitalismen indefra.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
