Har du brug for en hjælpende hånd, så husk, at du har en i forlængelse af din arm. Det forekommer at være filosofien/politikken hos nogle kommuner, når det drejer sig om “hjælp” efter lov om social service til de ressourcesvageste medborgere.
Det begyndte i forbindelse med besparelser på hjemmehjælpsområde i 2011-15, hvor de borgere, der modtog hjemmehjælp, skulle optrænes til at være selvhjulpen.
Det blev begrundet med, at det var respekt og udtryk for den dybeste omsorg for de pågældende – men i virkeligheden dækkede det over benhårde besparelser.
Nogle risikerede at blive sat i den situation at leve i skidt og møg – kort sagt vanrøgt – hvilket er/var en skamplet på velfærdssamfundet.
Der burde havde været tilstrækkeligt oplysningsgrundlag i kvindens sagsakter og i kommunens kendskab til borgeren uden at sætte borgeren i en situation, hvor dennes integration og selvfølelse groft bliver tilsidesat.
Kim Henry Nielsen
Handicappede, der har behov for meget hjælp for at kunne fungere rimeligt i hverdagen, oplever i nogle kommuner, at hjælpen er blevet beskåret en del – og de, der ikke accepterede forringelserne og klagede til Ankestyrelsen og har fået medhold, lærer hurtigt, at kommunerne har rigelige af muligheder for at komme uden om Ankestyrelsens afgørelse.
En handicappede kvinde i Aarhus havde ifølge medierne klaget til Ankestyrelsen, over at den personlige hjælp var besparet så kraftigt, at hun ikke havde mulighed for at kunne fastholde en rimelig fungerende hverdag uden en personlig medhjælper, og fik som nævnt medhold.
Det havde Aarhus en løsning på, nemlig at borgeren skulle have to medarbejdere i et døgn til at overvåge kvinden i 24 timer og skrive alt ned i detaljer, hvad de måtte kunne observere.
Det forekommer, at kvindens ret til integritet bliver fuldstændigt negligeret og hende menneskerettigheder tilsidesat.
Forvaltningsmyndighederne har pligt til at inddrage menneskerettighederne i dens skønsafgørelse over for borgeren og i forbindelse med sagsbehandlingen.
Aarhus Kommune henviste til, at for at kunne vurdere den rette hjælp til borgeren var de nødt til at foretage denne fremgang for at kunne få sagen tilstrækkeligt oplyst.
Det lyder besynderligt, idet borgeren har haft og fået personlig hjælp på baggrund af sit handicap og blandt andet på grund af tidligere lægelige udtalelser og socialfaglig vurdering.
Der er en formodning for, at borgerens helbred ikke forbedres i takt med Aarhus Kommunes politiske mål om besparelser på velfærdsydelser.
Det er korrekt, at kommunen officielt er pligtig til at indhente oplysninger, men i kravet ligger, at kommunen skal indhente tilstrækkelige oplysninger, så den kan træffe en forsvarlig og lovlig afgørelse. (Der er således ikke krav om en udtømmende oplysningspligt).
Der burde havde været tilstrækkeligt oplysningsgrundlag i kvindens sagsakter og i kommunens formentlig mangeårige kendskab til borgeren uden at sætte borgeren i en situation, hvor dennes integration og selvfølelse groft bliver tilsidesat.
Det er lidt tankevækkende, hvor let det forekommer, at kommunerne kan omgå Ankestyrelsens afgørelser – især når Ankestyrelsen påstås at være et retssikkerhedsorgan for borgerne på det sociale område. Det er en stor skønhedsplet på velfærdssamfundet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

