Vrede og utilfredshed
Jordi Turull er en af de 9 catalanske politiske fanger, der er idømt 12 års fængsel, og som genvandt sin frihed efter tre et halvt år i fængsel. Nu har Turull indledt en vandring for frihed, hvor han vil tilbagelægge 320 kilometer til fods fra nord til syd i Catalonien. Det er et personligt initiativ for at takke alle, der har givet ham ubetinget støtte i disse år i fængslet.
Hundredvis af mennesker går med ham, og når han kommer gennem landsbyerne, bliver han modtaget som en helt, og der arrangeres politiske, kulturelle og festlige begivenheder til hans ære. Vandringen symboliserer den vej, som vi sammen går mod uafhængighed.
Løsladelsen af de catalanske politiske fanger er en stor sejr for uafhængighedsbevægelsen.
Løsladelsen af de catalanske politiske fanger er en stor sejr for uafhængighedsbevægelsen.
Den spanske præsident Sanchez har været tvunget til at løslade de catalanske uafhængighedsfanger, der er blevet idømt 9-13 års fængsel for at have organiseret en folkeafstemning. I virkeligheden har de ikke begået nogen forbrydelse: En ultranationalistisk stat og et ultranationalistisk retsvæsen har brugt retfærdighed med politiske hensigter mod en legitim politisk bevægelse. Den spanske straffelov tillod ikke, at de blev fængslet, men de blev fængslet og blev politiske fanger.
I Spanien blev dette skjult af hele medienetværket, der optrådte i fællesskab, men i EU var man utilpas med situationen. Desuden bebrejdede flere lande, som EU havde kritiseret for menneskerettighedskrænkelser, for eksempel Rusland, Kina, Tyrkiet og Nicaragua, EU for de catalanske politiske fangers eksistens. Der har også været rapporter fra Amnesty International, FN’s gruppe om ulovlig tilbageholdelse, Europarådet og i fremtiden EU-domstolens afgørelse, og alle kræver, at de catalanske politiske fanger løslades, at de eksilerede politikere kan vende tilbage til Catalonien, og at der finder politiske forhandlinger sted.
Derfor har den spanske regering løsladt fangerne, før EU-domstolen har beordret den til det, og har måttet gå ud fra, at retssagen uden for Spanien betragtes som ulovlig og svigagtig. Ingen vil indrømme det eksplicit, fordi det ville være for svært for Spanien, men det er den eneste måde at forklare kravet om løsladelse af de dømte på. Det er en stor sejr for uafhængighedsbevægelsen, fordi Spanien hævdede, at dets retssystem var retfærdigt, at dommen var korrekt, og at lederne af den catalanske uafhængighedsbevægelse var kupmagere, men at de blev løsladt modsiger denne fortælling. Nu forsøger den spanske regering at fremstå storsindet over for catalanerne, men de har svært ved at overbevise spanierne, som er blevet mobiliseret mod catalanerne af den politiske magt og medierne om, at disse fanger, som var blevet “dæmoniseret”, nu skal løslades.
Den spanske regering har også indset, at politiske fanger er til fordel for uafhængighedsbevægelsen, fordi det giver dem støtte til uafhængighed. Spanien ønsker at forhandle med Catalonien, men ikke for at løse problemet, men for at mindske støtten til uafhængighed. EU har krævet, at de skal forhandle, og at det catalanske samfund skal have mulighed for at stemme om noget. Den spanske regering antyder, at den ønsker at sende en forbedring af nogle love eller økonomiske investeringer til “folkeafstemning”, men med pligt til at blive i Spanien. Men de løsladte politiske fanger har forsikret den om, at det ikke ville give mening at have lidt så meget for nu at afholde en afstemning om sekundære aspekter, der ikke gør det muligt at afgøre, om Catalonien bliver uafhængigt.
Ved folkeafstemningen har den spanske regering ret til at udarbejde et forslag, så catalanerne kan vælge at blive med bedre vilkår, men der skal også være mulighed for uafhængighed, fordi det støttes af en enorm social efterspørgsel, som har ført til selve forhandlingen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
