En væbnet afkolonisering
En næsten blind, ung mand blev en aften forfulgt og overfaldet med henvisning til sit handicap. Selvom han havde råbt om hjælp, greb ingen af de forbipasserende ind. Manden, som hedder Nicklas Aagaard, har fortalt sin historie til Go’ Aften Danmark på TV2 1. juni.
Socialminister Astrid Krag refererede fredag 11. juni historien i et opslag på sin politiske facebookside.
“Hvad pokker foregår der?” spurgte hun – og pointerede: “Selvom Nicklas forsøgte at flygte og flere gange klart og tydeligt bad andre mennesker om hjælp, var der ingen, der reagerede eller kom ham til undsætning. Det duer jo ikke! Hvis vi ikke kan hjælpe en medborger med handicap i en så presset situation, hvor er vi så henne?”
Hun tog også i sit opslag generelt afstand fra hadforbrydelser og vold over for mennesker med handicap:
“Helt ærligt, det hører ingen steder hjemme! Det er da ikke det samfund, vi vil være? Skal vi ikke blive enige om, at i Danmark passer vi godt på hinanden? Mennesker med handicap har rigeligt at kæmpe med i forvejen, så hvis du oplever en uretfærdighed, håber jeg, du vil være med til at sige fra. Det er det mindste, vi kan gøre.”
Den samaritanske pligt
Hvad Astrid Krag skriver i dette opslag, er, hvad alle mennesker med samvittigheden i behold bør tænke og gøre i en sådan situation.
Det hører netop ingen steder hjemme at overfalde og begå vold mod et menneske med handicap eller mod noget som helst andet menneske. Og det burde være en selvfølge, at man, hvis nogen råber om hjælp til en i sin nød, og man er i stand til det, forsøger at hjælpe dette medmenneske, som man møder på sin vej.
Det er også det, vi kender fra den bibelske lignelse under navnet Den barmhjertige samaritaner. En jødisk mand overfaldes af røvere, der slår ham halvt ihjel og efterlader ham alene. En præst og en levit kommer forbi ham – og hjælper ham ikke. En helt fremmed mand fra oldtidsbyen Samaria kommer forbi – og hjælper ham. Samaritaneren bliver den overfaldne mands næste, som det hedder i det teologiske sprog. Han viser hjerte for den arme –barmhjertighed, tidligere kaldet armhjertighed.
Denne grundfortælling ligger bag den samaritanske pligt, som har været en etisk norm i dansk hospitals- og sundhedsvæsen såvel som i socialvæsenet i århundreder.
Konkurrencestat og økonomistyring presser retssikkerheden
Igennem de seneste årtier er den samaritanske pligt desværre blevet mere og mere fortrængt fra den offentlige velfærdsstat til fordel for konkurrencestat og nyliberalistiske strømninger.
Retssikkerheden på det specialiserede socialområde for mennesker med handicap og deres pårørende er blevet dårligere og dårligere, især siden kommunalreformen i 2007.
Presset på retssikkerheden fik et nøk mere i 2012 under Helle Thorning-Schmidts daværende SRSF-regering. Her fik daværende socialminister Karen Hækkerup (S) i forlængelse af aftalen om kommunernes økonomi for 2012 gennemført en ændring af serviceloven.
Den præciserede, at afgørelser efter serviceloven skulle træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn. Selvom det hed sig, at der alene var tale om en lovfæstelse af allerede gældende retspraksis, betød loven en mere tydelig markering af, at kommuners økonomiske hensyn godt måtte spille direkte ind på deres sociale afgørelser.
Samme år gennemførte daværende finansminister Bjarne Corydon (S) budgetloven.
Den udmøntede krav fra EU’s finanspagt og skærpede de økonomiske sanktioner over for danske kommuner og regioner, hvis de ikke overholdt de aftalte økonomiske rammer.
Den betyder også, at kommunerne end ikke må bruge de likvide midler, som nogle af dem har sparet op eller ikke har brugt i foregående år.
Undersøgelser af retssikkerheden fra forskelligt hold igennem de senere år har vist værre og værre resultater. Nu er omkring halvdelen af alle påklagede sager til Ankestyrelsen fundet fejlbehæftede. Og det er alene målt i de sager, hvor folk har evnet at klage. Der er formentlig et meget stort mørketal.
Hvis en socialminister ikke vil sikre, at en halv million danske statsborgere med handicap i pressede situationer og deres pårørende får den hjælp, de behøver og har ret til ifølge lovgivningen, hvor er vi så henne?
Selvom mange enkeltpersoner, patientforeninger, handicaporganisationer med flere gentagne gange højlydt har klaget deres nød til kommunerne, Ankestyrelsen, regeringen, Folketinget og medierne igennem alle disse år, så har regeringen ikke reageret.
Selv efter at foregangspersonerne Monica Lylloff og Margit Jonsson fra bevægelsen #enmillionstemmer sammen med flere andre sidste år med borgerforslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne” har sat den manglende retssikkerhed på det specialiserede socialområde i kommunerne på dagsordenen, er socialminister Astrid Krag ikke kommet de nødstedte mennesker til undsætning. Borgerforslaget, som nåede helt op i Folketinget som beslutningsforslag, blev førstebehandlet 4. maj – Se A4 Arbejdsliv – og afvist ved andenbehandlingen 3. juni med stemmer fra blandt andre socialdemokraterne.
I stedet har Astrid Krag henvist til, at hun og det øvrige Folketing skal afvente en stor evaluering af socialområdet fra Socialministeriet, som muligvis vil komme i løbet af efteråret. Når den er kommet, så vil hun gerne være med til på et kvalificeret grundlag at kigge på at forbedre retssikkerheden.
Ny økonomiaftale fører til gøgeungepolitik
8. juni indgik regeringen og KL så økonomiaftalen for 2022. Den indeholdt et rundt nul til det specialiserede socialområde, hvor “… kommunerne fortsat har fokus på at styre og prioritere udgiftsudviklingen”.
I aftalen er regeringen og KL endvidere blevet “enige om, at rammerne for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det specialiserede socialområde forankres bedst i kommunerne.” Det var vel det, som Folketingets partier først skulle til at forhandle om til efteråret?
Regeringens stramme økonomistyring af kommunernes budgetter har som konsekvens, at værdig og menneskelig behandling af medmennesker i stigende grad erstattes af forråelsens systemvold. Den fører til gøgeungepolitik og gøgeungeretorik.
Astrid Krags barmhjertige hensigter er hykleri
Derfor er der et skrigende misforhold mellem på den ene side de barmhjertige hensigter, som Astrid Krag foregiver at have over for nødstedte mennesker i det omtalte facebookopslag, og på den anden side den nye økonomiaftale og ministerens mange afvisninger af at ville gribe strukturelt ind over for den alvorlige retssikkerhedstilstand i kommunerne.
Hendes forsøg på at give et billede af sig selv som et barmhjertigt menneske er rent hykleri.
Selvom hun så mange gange er blevet bedt om at rette op på den manglende retssikkerhed, har hun endnu ikke reageret.
Det duer ikke! Hvis en socialminister ikke vil sikre, at en halv million danske statsborgere med handicap i pressede situationer og deres pårørende får den hjælp, de behøver og har ret til ifølge lovgivningen, hvor er vi så henne?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
