For knap 20 år siden stod vi og demonstrerede mod venskabskampen Danmark-Israel i Parken – det var startskuddet til Boykot Israel Kampagnen. Og nu står vi her igen.
Solidariteten mod palæstinenserne går på to ben, dels en boykot Israel-kampagne og dels en solidaritet med den palæstinensiske befrielseskamp. De to er forbundne omkring det fælles mål: Et frit Palæstina.
Boykot Israel går ind for en total boykot af Israel – økonomisk, akademisk, kulturel og sportslig. Det gør vi, fordi Israel er en apartheid-stat – ligesom Sydafrika var det – og fordi Israel er en kolonimagt. Vi presser og isolerer Israel økonomisk, politisk og diplomatisk. Og så vil vi – gennem boykot Israel-gadeaktioner og -demonstrationer – informere om Israels forbrydelser mod palæstinenserne: Etnisk udrensning, apartheid, drab på voksne og børn, nedrivning af huse og oliventræer, fordrivelse fra Jerusalem, vedvarende bombninger af Gaza.
Boykot Israel er en selvstændig kampagne, men arbejder sammen med BDS om konkrete kampagner – for eksempel Boykot Sodastream, HP, Eurovision, H&M, Puma, G4S og mange flere.
BDS, der står for Boykot, De-investering og Sanktioner, har vundet utrolige sejre gennem sine kun 16 års eksistens: Tusindvis af kunstnere, akademikere og sportsfolk nægter at optræde for apartheid-Israel, og pensionskasser trækker sig ud af bosætterfirmaer. BDS og Boykot Israel fører kampagner mod store multinationale selskaber, som investerer på besat palæstinensisk område og dermed er medskyldige i apartheidpolitikken! For eksempel Alstom som leverer tog til DSB.
Mens regimerne støtter apartheid-Israel, så støtter verdens befolkninger i stigende grad Palæstinas folk.
Israel forsøger at hvidvaske sine forbrydelser ved at satse på ’bløde’ områder som sport, kultur, LGBT – for at virke ’normal’ og progressiv. Men Israel er ikke en normal stat, men en besættelsesmagt, som siden 1948 har koloniseret palæstinensisk jord -– under den zionistiske parole: Mest muligt palæstinensisk jord og færrest mulige palæstinensere.
1980’ernes succesrige boykotkampagne mod Sydafrikas apartheid er inspirationen for både Boykot Israel Kampagnen og BDS. Især boykotten af frugt, grønt og sport gav styrke til anti-apartheid-bevægelse. Den startede på græsrodsniveau, men voksede sig snart stærk og førte til sanktioner på regerings- og FN-niveau. Den danske regering var en af de første til at indføre våbenembargo mod Sydafrika.
Sportsboykotten spillede en vigtig rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika. Og Sydafrika blev fra 1964 og 24 år frem udelukket fra OL. Vi arbejder for Israels udelukkelse fra FIFA og OL og Tour de France – der næste år den 1. juli starter i København.
Støt den palæstinensiske frihedskamp
Solidariteten med den palæstinensiske befrielseskamp er det andet ben i solidariteten. De mange fredsinitiativer gennem de seneste tres år har intet ændret – kun givet Israel mere indflydelse som for eksempel gennem Osloaftalen af 1993.
Israel ønsker – som professor Ilan Pappe siger – ikke fred, men fortsat besættelse.
Israel laver et fredsskuespil for at fremtræde ’spiseligt’ for sine allierede.
Fredsforhandlinger med en besættelsesmagt vil aldrig give palæstinenserne deres frihed og deres stat. Det gør kun folkelige bevægelser og folkelig modstandskamp – som vi så det i Sydafrika. Her arbejdede boykotbevægelsen tæt sammen med befrielsesbevægelsen ANC. Vi skal støtte palæstinensernes befrielseskamp – gennem støtte til de politiske fangers kamp – gennem støtte til kravet om retten til at vende tilbage og ikke mindst: gennem støtte til en ny intifada!
Palæstinensere har brug for international solidaritet – alene klarer de sig ikke. Fjenden er ikke kun den zionistiske stat Israel, men også de vestlige imperialistiske regimer og de reaktionære arabiske regimer. Vi tænker med afsky på statsminister Mette Frederiksens besøg hos Israels daværende premierminister Netanyahu for et halvt år siden.
Mens regimerne støtter apartheid-Israel, så støtter verdens befolkninger i stigende grad Palæstinas folk.
Som frihedskæmperen Ahmad Sa’adat fra israelsk besættelsesfængsel har sagt:
”In the end justice will win” – Til sidst vil retfærdigheden sejre. På samme måde som de afrikanske koloniserede lande til sidst smed kolonimagterne ud – så vil også Palæstina en dag blive frit!
Boykot Israel! Frit Palæstina! Styrk den internationale solidaritet!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.