Havanna, 3. februar 2022
Den revolutionære regering fordømmer fortsættelsen af de mere end 60 år lange økonomiske, kommercielle og finansielle sanktioner, som formelt blev pålagt af USA den 3. februar 1962.
På denne dato udstedte den daværende præsident, John F. Kennedy, proklamation 3447, “Embargo af al handel med Cuba” i henhold til paragraf 620(a) i Foreign Assistance Act af 1961. Han gav dermed officiel status til de ensidige økonomiske fjendtligheder, der allerede var i kraft mod Cuba siden vores lands revolutionære sejr.
Siden da er Washingtons politik med belejring og økonomisk undertrykkelse blevet kernen i en strategi designet til at indskrænke det cubanske folks legitime ret til at forsvare dets suverænitet og realisere et udviklingsprogram uden imperialistisk dominans.
Washingtons hovedargument for anvendelsen af foranstaltningen var dengang Cubas forhold til de socialistiske lande, som angiveligt krænkede “principperne i det interamerikanske system” og udgjorde en trussel mod sikkerheden i Amerika og den vestlige halvkugle. Påskuddene har varieret med tiden, mens intentionerne har været uændrede.
Blokaden er eskaleret til at blive den mest komplekse, langvarige og umenneskelige handling af økonomisk krigsførelse, der nogensinde er begået mod nogen nation.
Den klareste definition af de egentlige mål for USA’s politik over for Cuba var allerede dukket op i form af et internt memorandum fra Lester D. Mallory, viceassistentsekretær ved udenrigsministeriet, dateret den 6. april 1960: “at fremprovokere skuffelse og modløshed gennem økonomisk utilfredshed og strabadser … svække det økonomiske liv … nægte Cuba midler og forsyninger for at reducere nominelle og reelle lønninger med det formål at fremprovokere sult, desperation og væltning af regeringen”.
Blokaden er eskaleret til at blive den mest komplekse, langvarige og umenneskelige handling af økonomisk krigsførelse, der nogensinde er begået mod nogen nation. Dens virkninger har begrænset mulighederne for økonomisk vækst, idet den er designet til at hindre handelsforbindelser med tredjelande, forårsage størst mulig hindring for bankvirksomhed og andre finansielle operationer, afskrække udenlandske investeringer og afskære alle indtægtskilder.
Det er i det væsentlige en ekstraterritorial politik, i strid med international lov, som bruger pres, afpresning og sanktioner i forsøget på at isolere Cuba og straffe dem, der etablerer handelsmæssige, kommercielle eller finansielle forbindelser med landet. Det er et praktisk udtryk i det 21. århundrede for Monroe-doktrinen, som anlægger et proprietært syn på Latinamerika og Caribien som enten Amerikas “baghave” eller “forhave”.
Blokaden har aldrig haft det mindste spor af legitimitet eller moralsk berettigelse.
Det udgør en massiv, åbenlys og systematisk krænkelse af alle cubaneres menneskerettigheder. Det svarer til et folkedrab i overensstemmelse med konventionen fra 1948 om forebyggelse og straf for forbrydelsen folkedrab.
I et forsøg på at retfærdiggøre politikken tyr Washington til løgne, mens det forsøger at sløre dens kriminelle karakter ved at finansiere kampagner for at sprede forestillingen om, at blokaden ikke skader den cubanske økonomi, at dens virkninger ikke er en væsentlig hindring for vores udvikling og økonomisk stabilitet. Denne falskhed formidles gennem de magtfulde massemedier, der er underkastet imperialismen, og gennem de digitale netværk, der er designet til at påvirke den offentlige mening, herunder visse landsmænds.
De akkumulerede tab i løbet af disse seks årtier beløber sig til over 144.413.400.000 amerikanske dollars i løbende priser.
Siden 2019 har de økonomiske tvangsforanstaltninger nået hidtil usete sværhedsgrader. Foranstaltninger til ikke-konventionel krigsførelse, som ikke kan anvendes i fredstid, håndhæves i forsøgene på at blokere brændstofforsyningen til Cuba.
Den revolutionære regering opfordrer endnu en gang, ihærdigt og eftertrykkeligt, til en ende på den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade, som USA har pålagt.
I forbindelse med indsatsen mod covid-19-pandemien antager intensiveringen af blokaden et uhørt niveau af grusomhed, hindrer donationer i en ånd af solidaritet, forsøg på at hindre udviklingen af Cubas vacciner og forstyrre adgangen til basal medicin og forsyninger. Under pandemien og gennem de sidste 60 år har blokaden haft uoverskuelige menneskelige omkostninger, som direkte har ramt flere generationer.
På trods af blokaden har det cubanske socialistiske systems styrker og det cubanske folks enhed gjort det muligt for landet at undgå det økonomiske sammenbrud, det forudser, og at nå et enestående niveau af menneskelig udvikling (ifølge FN-anerkendte Human Development Indexes), samtidig med at der opnås uomtvistelige gevinster i form af social retfærdighed og en gradvis transformation af den økonomiske og produktionsmæssige struktur henimod bæredygtig vækst. Man undrer sig over, hvor mange små, underudviklede økonomier der kunne have overlevet et angreb i sådan en skala.
Denne politik for økonomisk belejring bliver mødt med praktisk talt enstemmig og universel afvisning. Ud over den overvældende støtte der gives til resolutionen vedtaget af FN’s Generalforsamling hvert år, er der konstante opfordringer og fordømmelser fra enkeltpersoner, organisationer og institutioner verden over, herunder i USA.
Siden 1959 har der været 13 beboere i Det Hvide Hus. Med visse variationer har der i alle tilfælde været en konstant intention om at forårsage det økonomiske sammenbrud og ubæredygtighed af Cubas revolutionære plan gennem streng anvendelse af blokaden. Det ser ud til, at 60 år ikke har været nok til at indse, at den ikke har nået og aldrig vil nå initiativtagernes mål.
Den revolutionære regering opfordrer endnu en gang, ihærdigt og eftertrykkeligt, til en ende på den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade, som USA har pålagt. Vores fordømmelse vil forblive fast og ufravigelig indtil det fuldstændige ophør af denne umenneskelige og ulovlige politik.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
