Absolut læseværdigt indlæg, der kun alt for godt viser Folketingets flertal, skiftende ministre og et lydigt embedsapparats gøren og laden mod mennesker i absolut nød.
Log ind for at svareVores sprog, vores verdensbillede og flygtninge
Kan verden forandres alene ved at beskrive den på en anden måde? De seneste års flygtningedebat viser, at ord er taknemmelige.
|
De seneste års flygtningedebat viser, at vores sprog eller vores verdensbillede nemt kan få os til at vildlede os selv. Vi kan se, at ord er taknemmelige. Faktisk enormt taknemmelige. Vi er begyndt at tro, at vi kan forandre verden alene ved at beskrive den på en anden måde.
Det er ikke nyt. Nogle problemer eller fænomener er simpelthen så omfattende, at vi har manglet modet til at gå i clinch med dem.
I mange år har man kunnet se på asylmyndighedernes praksis, at det – helt generelt – er betydeligt lettere for mænd end for kvinder at få asyl i Danmark.
De forhold eller aktiviteter, som mænd henviste til som asylmotiv, gav mere opmærksomhed, kunne bedre forstås (af mænd) og lettere opfattes som asylmotiver.
De forhold, som kvinder henviste til, var derimod ikke så egnede til at give asyl. Eller sagt på en anden måde: I store dele af verden er det bare noget skidt at være kvinde.
Retsløse kvinder
Som dreng ude på Vestegnen undrede jeg mig over John Lennons gamle sang om, at “Woman is the Nigger of the World”.
Jeg syntes ærligt talt, at det var at stramme budskabet en hel del. Sådan… “Så slap dog af!”.
Men efter to fact finding-missioner til Afghanistan i 2003 og 2004 måtte jeg kapitulere: Den gamle beatle havde ret. Jeg havde set, at nede under al forfølgelse og undertrykkelse – under etnisk, kulturel, religiøs, uddannelsesmæssig, økonomisk, politisk diskrimination, pashtuner mod hazaraer, sunnier mod shiaer, heteroseksuelle mod homoseksuelle osv. osv. – var der én ting, som man altid kunne regne med: Nederst, under det hele, var kvinderne.
Og problemet var jo det, at “vi” jo ikke kunne give asyl til alle de kvinder, som risikerede at blive fængslet, stenet, gennemtæsket, omskåret, eller at blive tvangsgift eller mishandlet, fordi de spiste p-piller eller ville have en uddannelse.
I en del lande er kvinder retsløse og uden reel selvbestemmelse eller beskyttelse. I en mere retfærdig verden kunne man have argumenteret for, at flertallet af disse kvinder skulle have asyl i Danmark, fordi de var i risiko for en lang række overgreb.
Men kvindernes problem var – og er – at de er for mange, at risikoen for overgreb er for generel, at man pr. definition som kvinde i en række lande får risikoen for kønsbestemt undertrykkelse forærende i fødselsgave.
Det er naturligvis en systemisk ondskab og iskold kynisme, der opfinder en ventetid på tre år til mennesker på flugt, mens krigen raser i Syrien.
Så hvor den syriske mand søger om – og får – asyl med henvisning til risikoen for at blive tvangsindrulleret i Assads hær – så får kvinder ikke asyl af hensyn til den generelle risiko for, at de som 11-årige bliver tvangsgift med 70-årige warlords.
Denne problemstilling har vist sig i sager, hvor enlige, somaliske mødre har søgt om asyl med henvisning til, at deres døtre risikerede omskæring, hvis de – og moderen – blev sendt tilbage til Somalia.
Usædvanlige afslag
I disse sager har vi set det helt usædvanlige, at Flygtningenævnet har givet afslag på asyl med den begrundelse, at moderen var en stærk kvinde, som nok skulle magte at bekæmpe familiens og lokalsamfundets ønske om at omskære hendes datter. I dansk asylret er det helt exceptionelt, at nævnet argumenterer ud fra en vurdering af, at moderen er en ukuelig amazone, som vil overkomme alt.
Normalt giver man asyl, når sagens oplysninger viser, at asylansøgeren står alene imod lokalsamfundet og myndighederne – uden hjælp og beskyttelse.
Men hér introduceres altså den ukuelige super-asylansøger-kvinde. Og derfor kan vi give afslag på asyl.
Den somaliske super-kvinde, som ene “mand” (kvinde) tager kampen op med det lokale magtapparat findes nok ikke i virkeligheden, men hun findes i den danske asylretlige retorik. Og det er åbenbart det vigtigste.
En anden super-sej kvinde er den syriske mor, som er alene i Syrien med fire børn, mens hendes ægtefælle er i Danmark.
I 2015 fandt det danske Folketing på en ny, subsidiær flygtningestatus. Den oprindelige – flygtningestatus, udlændingelovens paragraf 7, stk. 1, (konventionsstatus) gav den bedste beskyttelse, fordi den krævede betydelig og stabile forbedringer i situationen for at kunne inddrage en asyl og sende en anerkendt flygtning tilbage til hjemlandet.
Det ordnede man ved at henvise til, at den mere subsidiære”beskyttelsesstatus” efter paragraf 7, stk. 2, ikke krævede nær så betydelige forbedringer for at kunne sende mennesker tilbage til deres hjemland.
Da de syriske flygtninge begyndte at gå på de europæiske landeveje i 2015, så Folketinget igen lyset.
Denne gang lavede man en endnu mere subsidiær beskyttelse – udlændingelovens paragraf 7, stk. 3 – en midlertidig opholdstilladelse, som ikke tænkes at skulle blive varig, men alene at give flygtninge fra en borgerkrig lov til at blive i Danmark, så længe krigen er så voldsom, at den blotte tilstedeværelse i landet er en livsfarlig.
Systemisk ondskab
Og her – for ikke at fremstå for flygtningevenlig – vedtog Folketinget så, at syriske krigsflygtninge, som kom alene til Danmark, ikke kunne søge om at få deres familie – ægtefælle og børn – til Danmark, før der var gået tre år. Tre år!
I den tid skal man altså som syrisk krigsflygtning håbe på, at det ikke er dårlige nyheder, når telefonen ringer på et skævt tidspunkt.
Man må håbe, at det lykkes familien at hutle sig igennem i udkanten af en borgerkrig. Håbe, at de ikke bliver voldtaget, banket, mishandlet, frarøvet alt.
Enhver, som har ligget vågen og søvnløs, fordi teenagedatteren eller knægten ikke er kommet hjem til den aftalte tid, ved, at det må være et ubeskriveligt helvede at gå og tælle dagene nedad og håbe, at familien lever endnu, når man – efter tre år – endelig kan søge om at få dem til Danmark.
Det er naturligvis en systemisk ondskab og iskold kynisme, der opfinder en ventetid på tre år til mennesker på flugt, mens krigen raser i Syrien.
Hvad er blevet bedre?
Men NU siger de danske udlændingemyndigheders baggrundsmateriale, at det går bedre i Damaskus og forstæderne.
Derfor kan krigsflygtninge med beskyttelse efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 3, godt få deres opholdstilladelse inddraget.
Hvordan bedre? Er det bedre, at Assad har kontrollen med forstæderne til Damaskus? Betyder det, at han ikke vil afhøre og torturere de mennesker, som i givet fald kommer hjem fra Danmark?
Betyder det forhold, at han har mere kontrol, at han vil begynde at behandle befolkningen bedre? Eller betyder det bare, at de meget omfattende kampe ikke finder sted midt i Damaskus, men snarere længere væk?
Hvordan kan det være, at Danmark er det eneste land, der har opdaget, at forholdene i Damaskus er blevet bedre? Og kan man nu godt tage en flyver fra Danmark til Syrien? Eller bliver det først i en ny tid?
Er det i virkeligheden kun sproget, der er blevet bedre?
Indlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.
10. september 2021 | 11:14
