Kommentar
Sygeplejerskekonflikten der ikke ville dø -del 1
Ingen havde forestillet sig, at sygeplejerskerne ville holde så stædigt ved i kampen for bedre løn og arbejdsforhold, som det har været tilfældet. De vil ikke vente til 2024 på en løsning. Nu ser det ud til, at politikerne finder pengekassen frem, men sygeplejerskerne skal ikke glæde sig for tidligt. Der bliver rift om pengene.
|
Hvem havde troet, at en konflikt på det offentlige område kunne bide sig fast og rulle over landet i mere end et halvt år? At medierne nu dagligt er fyldt op med indslag om et sygehusvæsen i knæ? Og at en faggruppe så stædigt og modigt – med alle odds imod sig – ikke har lagt sig ned?
Ingen! Hverken meningsdannere, politikere eller ledelsen i fagbevægelsen havde set denne tsunami rejse sig. Og det sidste er nok det mest bekymrende. For det kræver vel nærmest en blind og døv høne ikke at have hørt og set sygeplejerskernes og andre i sektorens nødsignaler!
I samme sekund, som Borgen begyndte at omtale ekstra midler til sygeplejerskerne, advarede Forhandlingsfællesskabets og FH’s formand om konsekvenserne, hvis pengene kun kommer sygeplejerskerne til gode.
Set fra en sygeplejerskes perspektiv har hele forløbet været et ubeskriveligt vanvittigt forløb, vel kun overgået af virkeligheden på arbejdspladsen:
Først at opleve at de – som den eneste faggruppe og dermed helt alene – skal ud i konflikt. En strejke, som også sker på trods af deres eget fagforbund. En 10 ugers flot konflikt, som hele omverdenen forsøgte at fortrænge, herunder også fagbevægelsen, som sygeplejerskerne måske havde lidt tiltro til ville udvise en eller anden form for solidaritet. Afsluttende med et indgreb fra en regering, som havde lovet 1000 flere sygeplejersker og havde kaldt dem for hverdagens helte – et indgreb, som blot gav dem det samme, som de flere gange havde forkastet. Og hvor “solidariteten” fra den øvrige fagbevægelse kom til udtryk i en komité fulgt op med signaler og ord om, at nu skal vi allesammen se fremad og finde løsninger i 2024.
Sygeplejerskerne valgte at fortsætte kampen
Set i dette lys er det ikke spor mærkeligt, at kampen ikke blev lagt ned der – hvilket jo var planen. Men med et sygehusvæsen i opløsning valgte sygeplejerskerne det eneste ansvarlige i situationen: at fortsætte kampen. Med en bølge af arbejdsnedlæggelser i hele efteråret og sekunderet af opsigelser står vi i dag med hundredvis af tomme sengepladser på grund af mangel på personale.
Vinterens komme og en kraftig opblusning af covid-19 har nu skabt “den perfekte storm”, som også er blæst ind på Borgen og i hovedkvarteret i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Udsigt til penge – men kamp om fordeling
Krigskassen skal åbnes, lyder det fra Borgen under de igangværende forhandlinger om finansloven for 2022.
Endelig, vil vores sygeplejersker vel udbryde. Endelig er der udsigt til, at vi kan få et længe ventet lønløft samt en begyndelse på en oprustning af hele sektoren – men det er desværre ikke et juleeventyr, vi har gang i.
I samme sekund, som Borgen begyndte at omtale ekstra midler til sygeplejerskerne, var formanden for Forhandlingsfællesskabet Mona Strib samt FH’s formand Lizette Risgaard på banen med kraftige advarsler om en nært forstående tredje verdenskrig i fagbevægelsen, hvis der skulle dryppe lidt lønkroner af til sygeplejerskerne!
Og hurtigt er beløbet fra krigskassen blevet til midler, der skal tilføres regionerne og bruges til belønning for overarbejde og eventuel fastholdelse af alle ansatte i sektoren – forlyder det.
Hvad kommer der nu til at ske?
Hvilke tanker og refleksioner starter dette nu for vores sygeplejersker? Hvis der overhovedet er plads til mere tankevirksomhed!
- Der smuttede vores løn igen!
- Kommer der overhovedet flere hænder ud af det?
- Hvad f… kan vi bruge den danske forhandlingsmodel til?
- Hvad f… kan vi bruge FH til?
Fortsættelse følger.
04. december 2021 | 12:30
