Kommentar
Skatter, overenskomster og den danske model
Regeringens politik, herunder skatteplan og afskaffelse af store bededag udfordrer den danske model og de igangværende overenskomstforhandlinger.
|
Regeringen lovede topskattelettelser og andre begunstigelser til de velstående og erhvervslivet, lige inden overenskomstforhandlingerne for de privatansatte skulle i gang. Ikke desto mindre advarer DI og andre arbejdsgiverorganisationer som oplæg til OK23 om faren ved løn-prisspiraler i lyset af dystre forudsigelser om nedgang og minusvækst.
Et centralt forslag i SVM-regeringsgrundlaget går ud på at halvere topskatten fra 15 procent til 7,5 procent for årsindkomster op til 750.000 kroner før arbejdsmarkedsbidrag. Det vil give en maksimal gevinst på 12-13.000 kroner i forhold til den nuværende grænse. Derudover er der løfter om mindre arveafgift til generationsskifte og støtte eller lettelser til investorer i start-ups og ejendomsinvestorer.
Øget arbejdsudbud kan i øvrigt på marxistisk oversættes til, at mere merværdi skal skabes for ’kapitalen’. Med staten som fødselshjælper.
Det er stort set gået uden om mediernes projektørlys, at Danmark har fået bevilget næsten 11,6 milliarder kroner under EU’s genopretningsfond (2021-2026), hvoraf over 60 procent ifølge egne beregninger er sat til side til erhvervslivet i form af en grøn skattereform (ekstremt favorable afskrivningsvilkår), energieffektivisering, grøn transport (ladestandere) og direkte støtte til innovation i CO2-lagring og grønne brændsler. Landbruget skal også have. Pakken blev rullet ind i den allerede vedtagne og altså særdeles erhvervsvenlige politik på det grønne område.
Mange danske virksomheder er kommet ud med store overskud selv under covid og ikke mindst under Ukraine-krigen. Landbruget gnider sig i hænderne. Hvis DI og konsorter nød godt af S-regeringen, har de tydeligvis endnu mere SVM-regeringens øre. Så udtalt at regeringen gladelig bryder med ’den danske model’ gennem sit lovforslag om at forvandle en helligdag til en arbejdsdag som led i at øge arbejdsudbuddet. Alt dette indregner DI og venner naturligvis ikke i deres forhandlingsstrategi.
Den danske model er også udfordret på anden vis. Den offentlige sektor står i en speciel situation som arbejdsgiver, der, når det passer i dens kram, foregiver, at staten blot er et andet navn for en branche, andre gange minder stramt om det økonomiske ’råderums’ begrænsninger. Som resultat af den fastfrosne reguleringsordning ville FOA ikke gå i sympatistrejke med sygeplejerskerne i 2021, fordi mere til dem ville kræve mindre løn på andre omsorgsområder. Det var FOA’s fortolkning af solidaritet.
Som et tredje moment må det indtænkes, at dansk industri og erhverv indeholder både verdensomspændende koncerner, store logistik- og transportenheder, specialiserede underleverandører og nicheindustrier, små og mellemstore virksomheder i dette og hint, samt enpersonsfirmaer med et cvr-nummer, som nogle gange er falske selvstændige. Handel og services, hotel- og restaurationsbranchen er heller ikke en homogen gruppe. Disse firmatyper har højst forskellige økonomiske råderum, også på lønområdet. Det er så fagbevægelsens opgave at sikre solidaritet på tværs.
Første krav er, at reallønningerne kommer tilbage på sporet. En IMF rapport har i øvrigt vist, at inflationsepisoder siden 1960 ikke skyldes løn-prisspiraler.
Mange lønmodtagere er i forvejen ramt på pengepungen gennem de højere boligrenter, så selv hvis lønningerne skulle indhente forbrugerprisinflationen gennem de nye overenskomster, ville de være dårligere stillet. Man kan naturligvis ikke vente solidaritet fra DI, men man kunne vente en smule mindre skamløshed i deres påholdenhed på andres vegne. Hvis de selv skulle komme i uføre, skal regeringen nok redde dem. Øget arbejdsudbud kan i øvrigt på marxistisk oversættes til, at mere merværdi skal skabes for ’kapitalen’. Med staten som fødselshjælper.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. januar 2023 | 06:00
