Sanktioners virkning
Det er ikke noget kønt syn, hvad der sker i sumpene på den polske grænse. Men det er virkningen af EU’s sanktioner, og ansvaret er fuldt og helt EU’s og ingen andens.
|
Vi er vant til at se flygtninge og migranter som forhutlede, subsistensløse stakler, der fortjener vor medfølelse. Men i mange tilfælde har det meget lidt med virkeligheden at gøre.
Vore dages typiske migrant er ikke på flugt fra noget. Man så det tydeligt i 2015, da tusinder af mennesker stod på hovedbanegården i Budapest og råbte ”Germany! Germany!” og nogle uger senere kom vandrende op ad de danske motorveje uden at se sig til hverken højre eller venstre, men med blikket fast rettet mod det næste forjættede mål, når Tyskland nu ikke ville have dem: Sverige. Det var tydeligt, at flugten ikke var fra, men til.
Som alle, der lever under kapitalismen, må disse mennesker følge pengene: Hvor pengene er, hvor kapitalen er, dér er livet og mulighederne. Det er påvist, at de kapitalfattige lande i den imperialistiske periferi ikke importerer den kapital, de mangler, men eksporterer kapital i form af profitter, der hjemtages til de imperialistiske metropoler som for eksempel EU-Europa. Og menneskene følger efter. De kan ikke andet.
Sanktioner begrundes med ædle, humanistiske motiver, men det er løgn. Deres virkelige formål er altid destabilisering, nedbrydning af suverænitet og bortrydning af hindringer for imperialistisk ekspansion.
Selvfølgelig er der forskel på migranter som på alle andre mennesker. Mange, især fra Afrika, sætter livet på spil i Saharas sand eller i skrøbelige både på Atlanterhavet eller Middelhavet. Deres mål er de tidligere kolonimagter, der i århundreder har udplyndret deres hjemlande – Storbritannien, Frankrig.
Både for dem og for de migranter, der kommer fra Asien, gælder det, at det ikke er de fattigste eller de dårligst uddannede, der ”flygter”. Den typiske migrant i dag er en relativt veluddannet, relativt velhavende mand, der er i stand til at betale menneskesmuglere og flybilletter, ofte ikke kun til sig selv, men også til kone og børn.
Når de kommer frem til det forjættede Europa, er pengene brugt, og de er forhutlede, subsistensløse stakler. Men det var de ikke, da de rejste hjemmefra.
Situationen ved Polens grænse
Migrationen er ikke et problem for de lande, migranterne rejser til, men for de lande, de rejser fra, og hvor deres evner og arbejdskraft kunne være kommet helt anderledes til nytte. Alligevel ser EU migrationen som et problem og forsøger at standse den. Vi ved hvordan.
Så når Hviderusland fra sit konsulat i Istanbul udsteder visa på samlebånd til migranter fra Syrien, Iran og Afghanistan og sender dem over gaden for at købe flybilletter til Minsk, hvorfra de bliver kørt i busser til grænsen og får udpeget vejen gennem sumpene til det forjættede land, så oplever EU-regeringerne et problem.
Men i det omfang, det er et problem, har EU kun sig selv at takke for det. Ikke alene har EU’s medvirken til udplyndringen af den imperialistiske periferi støbt de kugler, Lukasjenko affyrer mod Unionen, men EU er også selv skyld i, at Minsk overhovedet ser nogen grund til at affyre kugler. EU har nedkaldt ”diktatorens” vrede over sig ved sin sanktionspolitik.
Sanktioner begrundes med ædle, humanistiske motiver, men det er løgn. Deres virkelige formål er altid destabilisering, nedbrydning af suverænitet og bortrydning af hindringer for imperialistisk ekspansion. Det er derfor en sand lykke for menneskeheden, at de aldrig virker.
Sanktioner virker ikke
Imperialismen – med den amerikanske i spidsen – har iværksat og håndhævet sanktioner for at destabilisere og nedbryde Nordkorea i 70 år og Cuba i 60. Det har ikke virket. Det har skabt fattigdom og menneskelig ulykke af enhver art, men imperialismen må fortsat finde sig i at se sin fremmarch bremset af disse små, stædige lande.
Endnu værre – eller bedre – går det, når sanktionerne rettes mod større lande, der er i stand til at slå igen. Man husker stadig, hvordan danske svinebønder ømmede sig under den boykot, som var Ruslands svar på EU’s sanktioner mod landet – sanktioner, som derudover ingen virkning havde. Rusland har hverken ændret regering eller politik.
Danmark har heller ikke ændret politik over for Rusland, og det danske svinelandbrug eksisterer også fortsat – endnu et bevis på, at sanktioner ikke virker.
Hviderusland er ikke noget stort land, men har altså alligevel fundet en måde at slå igen på. Det er ikke noget kønt syn, hvad der sker i sumpene på den polske grænse. Men det er virkningen af EU’s sanktioner, og ansvaret er fuldt og helt EU’s og ingen andens.
16. november 2021 | 09:43
