27 års indsats har slået fejl
Så lær dog af fortiden
Fortidens ydmygende og umenneskelige behandling på store institutioner for mennesker med handicap er i dag erstattet af et andet system, der udsætter mennesker med handicap og vores pårørende for en anden form for urimelig behandling.
|
Fredag eftermiddag lige før påskeferien udsendte social- og ældreministeren en pressemeddelelse om, at hun har oversendt udredningen om særforsorgen til Folketinget.
Udredningen er blevet til, efter at det er kommet frem, at andre grupper som Godhavn-drengene og grønlandske børn, der har været i statens varetægt, har oplevet fysiske og psykiske overgreb under deres ophold i statens varetægt.
Særforsorgen dækker her over børn, unge og voksne med forskellige handicap, nemlig udviklingshandicap, sindslidelser, blinde og stærkt svagsynede, døve, epilepsi og fysiske handicap.
Den meget grundige udredning fra Svendborg Forsorgsmuseum og SDU viser, at de børn, unge og voksne, der var i særforsorgens varetægt fra 1933-1980, har været udsat for voldsomme overgreb. Der er tale om fysisk og psykisk vold, voldtægter, tvangssterilisation og mange andre ydmygende og nedværdigende forhold.
Der er tale om forhold, som går langt ud over, at man dengang havde et andet syn på behandling af mennesker med handicap, både i forhold til sociale forhold, sundhed og pædagogiske metoder.
Behov for officiel undskyldning
Når det gælder de mennesker, der har oplevet disse ydmygelser, vil det efter min opfattelse være helt på sin plads at give en officiel undskyldning til dem. Det vil være helt på linje med de undskyldninger, statsministeren på vegne af det officielle Danmark har givet til de andre mennesker, der har oplevet overgreb og ydmygelser, mens de var i statens varetægt.
Ophøret af særforsorgen i 1980 markerede, at det danske samfund officielt overgik til at se mennesker med handicap som en del af det almindelige samfund. Vi gik fra særforsorg til omsorg, fra eksklusion til integration, som det hed på det tidspunkt.
Derfor blev alt, hvad der havde med mennesker med handicap at gøre, overført til at være amterne og kommunernes ansvar. I 2007 blev skridtet taget endnu videre, da kommunerne fik det samlede ansvar for hele området. Undervejs blev institutionsbegrebet officielt afskaffet i 1998.
Men lærte vi noget af fortiden undervejs fra 1980 og til nu?
Den 28. marts 2022 udkom Rigsrevisionens rapport om forholdene på handicapområdet.
Manglende kontrol
Den dokumenterer, at staten i form af Social- og Ældreministeriet og skiftende ministre i mange år ikke har løftet deres ansvar for kontrol af sektoren.
Den viser, at kommunernes administration af handicapområdet er utilfredsstillende, og at borgere med handicap ikke har modtaget den støtte, de har krav på.
Der er endvidere fejl i en tredjedel af de sager, kommunerne har på handicapområdet.
Og man hører i dagspressen jævnligt om tilfælde, hvor botilbud har fejlmedicineret beboerne, om psykisk og fysisk vold mod personale og beboere, om mennesker med handicap, der bliver syge af langstrakte forløb i kommunale socialforvaltninger og jobcentre, og om børn og unge med handicap, der ikke er i skole i årevis.
Så noget tyder på, at vi ikke har lært af historien.
Det er kort og godt den politiske vilje på højeste plan, der er problemet. Hvis man ønsker at mindske borgernes systemstress, at undgå så store fejl på området og den medfølgende utilfredshed, så kan det lade sig gøre.
Det er klart, at der ikke kan forekomme den samme type overgreb, som udredningen dokumenterer foregik på de statslige institutioner under særforsorgen. De institutioner findes ikke mere.
Men vi har tilsyneladende fået et andet system på handicapområdet, der udsætter mennesker med handicap og vores pårørende for en anden form for urimelig behandling.
Der er i hvert fald ikke sket en udvikling af handicapområdet til at være et område som alle andre områder, forvaltningsmæssigt. For hvor mange medborgere i Danmark ville finde sig i, at retssikkerheden i landets retssale er så vilkårlig som på socialområdet? Hvor mange borgere ville finde sig i, at der er fejl i hver tredje byggesag i kommunen? Hvor mange forældre til skolebørn ville finde sig i at gå hjemme med deres skolebarn, fordi de vurderer, at barnet tager skade af at gå i skole?
Det vil ingen finde sig i.
Men staten tillader, at det foregår på handicapområdet. Staten har nemlig ikke ført tilsyn i årevis, og man tager ikke ansvar for de fejl, man bliver bekendt med. For det har jo ikke skortet på eksempler i lige så mange år.
Behov for handling
Der er et åbenlyst behov for politisk handling på handicapområdet. Muligheden er der, når man (måske) snart skal forhandle om det specialiserede socialområde. Men jeg frygter, at der ikke er en politisk vilje til forandringer.
Det er faktisk som om, politikerne på Christiansborg, uanset partifarve, har det godt med, at handicapområdet er i kommunerne, og at man ikke fører den nødvendige kontrol med området. Så kan man sige, at kommunerne har ansvaret, og i øvrigt henvise til, at det er et frygtelig dyrt område.
Det må i hvert fald konstateres, at selv om partierne går til forhandlinger om finansloven med store ønsker om penge til området, så presses de krav ikke igennem i forhandlingerne med regeringen.
Man “udliciterer” også kontrollen med området. Når det gælder arbejdsmiljø, har vi et statsligt arbejdstilsyn. Vi har et statsligt patienttilsyn, der sikrer, at patienter på sundhedsområdet får uafhængig tilsyn. Men på socialområdet har vi et kommunalt tilsyn med kommunerne og deres botilbud med mere. Hvorfor denne forskelsbehandling?
Man kan jo mene, at der er en slags tilsyn med kommunerne og handicapområdet i Ankestyrelsen. Men modsat de øvrige tilsyn kan Ankestyrelsen kun se på lovligheden i afgørelserne i kommunerne, man kan ikke se på indholdet af dem. Modsat for eksempel Arbejdstilsynet der kan give et strakspåbud, når der er tale om grelle forhold på en arbejdsplads, eller give besked om, at der skal ske konkrete forbedringer inden for en tidsfrist.
Jeg køber ikke argumentet om, at der sker så mange fejl på handicapområdet, fordi området er komplekst og individuelt tilrettelagt, og fordi man har med mange forskellige mennesker at gøre. Der foregår lige så kompliceret og individuel hjælp og støtte andre steder i velfærdssamfundet, for eksempel på hospitaler og i a-kasserne, uden at der er så stor en fejlmargin.
Det er kort og godt den politiske vilje på højeste plan, i regering, Folketing og KL/kommunalbestyrelserne, der er problemet. Hvis man ønsker at mindske borgernes systemstress, at undgå så store fejl på området og den medfølgende utilfredshed, så kan det lade sig gøre.
Det kræver, at man griber om nældens rod og gør noget ved det, og det, man kan gøre, er at se grundlæggende på viden, faglighed, sagsbehandling og økonomien på området.
Politikerne har fået rigtig mange ideer til, hvordan det kan gøres. Nu venter vi så igen på, at de gør noget.
05. maj 2022 | 13:05
