Særudstilling på Arbejdermuseet
Arbejdernes kampdag – plads til os alle?
For mennesker med handicap er hver eneste dag en kampdag, både når det gælder sociale rettigheder, men også når det gælder adgangen til arbejdsmarkedet, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
Den 1. maj afholdt man for 135. gang Arbejdernes Internationale Kampdag. Den dag på året hvor arbejderne kæmper for deres rettigheder og muligheder, og hvor politikere og fagforeninger står i kø for at kæmpe arbejdernes sag.
For mennesker med handicap er hver eneste dag en kampdag, både når det gælder sociale rettigheder, men også når det gælder adgangen til arbejdsmarkedet. Det sidste så vi senest hen over påsken, hvor en sand shitstorm, som det jo hedder på moderne dansk, rejste sig over for en influencer, der har fået tilkendt personlig assistance som følge af et handicap.
Jeg skal ikke gå ind i den enkelte sag, som meget langt hen ad vejen lyder som borgerlige politikeres forargelse og en måske ikke alt for hensigtsmæssig kommunikation fra borgeren. Jeg tror på, at den kommunale sagsbehandler har truffet en korrekt afgørelse.
Men forargelsen fra politikernes side rejser endnu engang nogle principielle spørgsmål om velfærdssamfundets indretning.
Principper for handicappolitik
Man må først forstå af kritikken, at borgeren, som driver en selvstændig virksomhed, selv burde have råd til at betale for assistance, der skal kompensere for et handicap.
I dansk handicappolitik har vi nogle grundprincipper, og et af dem er kompensationsprincippet. Kompensationsprincippet betyder, at hvis man har et handicap og har behov for at blive kompenseret for at kunne klare for eksempel et job, ja så får man kompensationen.
Det kan også være et hjælpemiddel som for eksempel min skærmlæser, eller det kan være penge til at dække ekstraudgifter, som er forbundet med et handicap. Kompensationen stilles i dag gratis til rådighed for borgerne, for det skal jo netop ikke betyde en ekstraudgift, at man har et handicap.
Inden forargelsen tager fuldstændig overhånd, burde man måske som politiker tænke lidt over, hvordan man selv lever i velfærdssamfundet med dets ydelser.
Kompensation for et handicap er en hjørnesten i mennesker med handicaps muligheder for at deltage og bidrage for eksempel på arbejdsmarkedet. Når borgerlige politikere nu sætter spørgsmålstegn ved det grundprincip, stiller man også spørgsmålstegn ved, om man egentlig ønsker, at mennesker med handicap skal være en del af arbejdsmarkedet.
Det er faktisk lidt svært at blive klog på ikke kun borgerlige politikeres holdning til det spørgsmål. For på den ene side skal vi altså selv betale for kompensationen og dermed have større problemer i at være en del af arbejdsmarkedet. Men på den anden side skal vi ikke have førtidspension, for det er også for dyrt for samfundet. Så hvad vil man egentlig?
At hensigten med den kampagne, borgerlige politikere har ført mod personlig assistance, er at få misundelsen til at blomstre og dermed få ordningen forringet er tydelig. Det minder om den kampagne, – også borgerlige – politikere førte mod kontanthjælpen med brug af dovne-Robert og fattig-Carina som misundelseseksempler.
Principper for velfærdssamfundet
Men jeg vil meget gerne advare kraftigt mod en forringelse af ordningen om personlig assistance. Tværtimod er der behov for, at ordningen udvides og gøres mere fleksibel, så flere mennesker med handicap kan blive en del af arbejdsmarkedet. Selvfølgelig skal en personlig assistent ikke løse opgaver, som den ansatte eller selvstændige med handicap selv skal kunne løse for at varetage jobbet. Det fremgår faktisk også meget klart af de gældende regler. Så der er ikke grund til forargelse.
Sagen stiller også et meget grundlæggende spørgsmål om velfærdssamfundets ydelser. Skal den økonomiske støtte, samfundet yder borgerne, være ens for alle uanset indtægt, det såkaldte universalitetsprincip.
Sagen er fra Frederiksberg Kommune, og de forargede politikere er konservative byrådsmedlemmer. Og som sagt er opfattelsen, at den pågældende borger med handicap selv burde betale for sin personlige assistance, fordi borgeren har en god indtægt.
På Frederiksberg bor der en del mennesker med gode indtægter. Formentlig også blandt borgerlige politikere. Hvis den pågældende borger med handicap selv skal betale for sin personlige assistance, skal de borgerlige politikere vel også selv betale for deres vuggestuepladser, børnehaver, skoler, sundhedsydelse og ældrepleje, hvis de har råd?
Så inden forargelsen tager fuldstændig overhånd, burde man måske som politiker tænke lidt over, hvordan man selv lever i velfærdssamfundet med dets ydelser.
Det var en flot markering af 1. maj. Mange politikere stod frem og forsvarede arbejdernes rettigheder. Ikke ret mange tænkte på mennesker med handicap og vores tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg kunne godt tænke mig, at mange politikere også står frem og støtter mennesker med handicaps daglige kamp for den rigtige hjælp. Den kamp foregår hver dag. I er velkommen til at deltage.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. maj 2025 | 10:56
