Mødt af freds- og Palæstinaflag
Retsstat – ja tak, også internationalt
Mobning og fjendtlighed over for personer, der ikke løber med, er blevet daglig kost. Pluralisme og ytringsfrihed, der hører hjemme i den nationale retsstat, er under pres.
|
Alle ”gode” kræfter hylder retsstaten med respekt for både de små og de store, for de få og de mange.
Herhjemme har vi den. Sådan da.
På nogle punkter, også helt centrale, halter det desværre ganske meget. Men det passer ikke, siger for eksempel regeringen. Overvågning giver større sikkerhed og tryghed ifølge dens justitsminister, og i øvrigt breder den opfattelse sig, at tilhører man ikke den vestlige kulturkreds og den vestlige verden, så har man ikke del i retsstatens goder. Og det gør jo det hele noget mere ”spiseligt”, ikke sandt?
Men internationalt står det i dag pludseligt endnu værre til.
Neutral, objektiv og troværdig information er blevet fortrængt af ensidige beretninger og beskyldninger, hvor mainstreammedierne, også i vores eget land, mister balancen.
I årene efter Anden Verdenskrigs opgør med nazismen og fascismen fik rædslerne ellers alverdens lande til at søge sammen i FN, der skulle rette op på de mangler, som Folkeforbundet led under. Og regionalt blev der på flere af verdens kontinenter oprettet organisationer, hvor landene påtog sig forpligtelser i forhold til deres borgeres individuelle rettigheder, og hvor menneskerettighedsdomstole skulle påse, at medlemslandene overholdt deres forpligtelser.
I Europa fik vi først Europarådet med Den europæiske Menneskerettighedskonvention, Domstolen i Strasbourg, som man kunne klage til over eventuelle krænkelser, og som også kunne pådømme stridigheder mellem medlemslandene.
Lidt senere kom de tre europæiske fællesskaber til, og de blev efter et par årtier til EU.
Grundlag for optimisme
Med udgangspunkt i den såkaldte Helsingforsslutakt fra 1977 med anvendelse af tillidsskabende foranstaltninger tværs over Jerntæppet ned gennem Europa blev der frem til 1989-90 gjort så mange konstruktive fremskridt, at Den kolde Krig tøede væk.
Man oprettede Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der samlede landene fra begge de tidligere blokke, herunder også USA, Canada og Rusland og de såkaldt neutrale lande (Finland, Sverige, Østrig og Schweiz) i et forpligtende samarbejde om blandt andet individuelle rettigheder for alle borgerne og respekt for nationale mindretal. Der skulle eksempelvis være skoler med undervisning i de forskellige mindretals sprog, uhindret udfoldelse af kulturelle aktiviteter og valg af egne politiske repræsentanter til de nationale parlamenter med videre.
Dette skabte begrundet optimisme med hensyn til forebyggelse af konflikter mellem deltagerlandene, for man vidste jo af bitter erfaring, hvor galt forholdet mellem nabolande ellers kan udvikle sig. Man tog med andre ord lære af blandt andet de dansk-tyske erfaringer gennem tiden med vores respektive mindretal nord og syd for grænsen i Sønderjylland.
Men OSCE fik desværre lov til at forvitre. Både EU’s og NATO’s appetit på nye medlemmer især fra Østeuropa blandt de tidligere Sovjetrepublikker drejede opmærksomheden helt væk fra det paneuropæiske OSCE, hvor man jo ovenikøbet havde USA og Canada med.
Respekten for forpligtelserne til at respektere mindretal på eget territorium fra et naboland blev ikke vedligeholdt i lande som Estland, Letland og Litauen samt – hvad der nu har vist sig uhyggeligt fatalt – Ukraine. Alle disse lande har det tilfælles, at der befinder et ganske stort antal russisksprogede og -sindede borgere i de nævnte lande.
Havde man haft tilstrækkelig og nødvendig opmærksomhed på det i OSCE-sammenhæng, kunne konflikten nu mellem Rusland og Ukraine i tide været blev forebygget og undgået.
Fjendtlighed er blevet daglig kost
I stedet befinder vi os i dag i en rædselsvækkende situation, hvor det fyger med gensidige beskyldninger og fordømmelser samt med tab af tusindvis af menneskeliv.
Neutral, objektiv og troværdig information er blevet fortrængt af ensidige beretninger og beskyldninger, hvor mainstreammedierne, også i vores eget land, mister balancen.
Mobning og fjendtlighed over for personer, der ikke løber med, er blevet daglig kost. Pluralisme og ytringsfrihed, der jo hører hjemme også i den nationale retsstat, er under pres.
Og så er der ikke kun her i Danmark ”amokløbet” for øget oprustning med eksplosion i udgifter til militær, der ikke kan undgå at tage ressourcer og opmærksomhed væk fra behovet for en hastende global klimaindsats.
Tænk sig, at vi ikke er blevet klogere……!!
30. marts 2022 | 06:03
