Oprustning og krigsforberedelse skal vende EU’s kriseramte økonomi
Netop dette, at krigsøkonomien er udset til at skulle drive den europæiske økonomi ud af det nuværende morads, er forklaringen på, at EU med næb og klør holder fast i, at Ukraine-krigen skal fortsætte og udvides, uanset hvad, skriver Karen Sunds i denne blog.
“Ukraines fremtid er afgørende for hele Europas fremtid”. “Udfaldet af den krig vil være en afgørende faktor for vores fælles fremtid”.
Så bastant formulerer EU-kommissionen sig i sin nye hvidbog om “det europæiske forsvarsberedskab 2030”.
Ifølge EU-kommissionen afhænger vores velstand og demokrati af, at vi leverer den nødvendige militære oprustning.
Altså skåret ud i pap: Hvis ikke vi opruster og militariserer i en grad, “som kun sker én gang i en generation”, som EU-kommissionen selv formulerer det, – og hvis ikke vi kaster våben og milliarder til Ukraine, så sluger Putin hele Europa i én mundfuld ligesom ulven i Rødhætte.
Mange eksperter og forskere, både internationalt og i Danmark, og selv Forsvarets Efterretningstjeneste har skudt dén påstand ned. Men lige lidt hjælper det.
Skinger fortælling
Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen, der jo skal lede EU-formandskabet om tre måneder, bliver mere og mere skingre.
Hvorfor er det så pinedød vigtigt for EU-eliten at fastholde denne fortælling?
Det er egentlig ganske simpelt: For hvis denne fortælling ikke er rigtig, og hvis det efterhånden går op for almindelige folk, at hele militariseringshysteriet bygger på en stor løgn, hvordan i alverden skal man så få folk til at acceptere, at alle milliarderne skal smides i en militarisering af hele økonomien, mens velfærd og social sikring forbløder? Hele korthuset bygger på dette narrativ.
For sandheden er, at EU-kommissionen har lagt sig fast på, at dén motor, der skal vende den europæiske kriseramte økonomi og genskabe vækst, er krigsforberedelser.
Ikke kun våbenproduktion, men også dét, som kaldes militær mobilitet. EU har identificeret i alt fire korridorer tværs gennem EU, hvor der skal bygges et helt netværk af jernbaner og veje, som kan sikre hurtige troppetransporter på tværs af EU.
Det er desværre ikke kun EU-eliten, der kommer til at betale prisen for denne katastrofale politik. Arbejderklassen i EU-landene betaler den allerstørste pris.
Som det forklares i hvidbogen: Der skal sikres hurtige byggetilladelser, så disse enorme anlægsprojekter i infrastruktur kan komme i gang. Ligeledes skal krigsøkonomien også være med til at drive tech-industrien op på et højere niveau.
Netop dette, at krigsøkonomien er udset til at skulle drive den europæiske økonomi ud af det nuværende morads, er forklaringen på, at EU med næb og klør holder fast i, at Ukraine-krigen skal fortsætte og udvides uanset hvad.
Men lad os med EU-kommissionens egne ord spørge: Hvad bestemmer egentlig “Europas fremtid?”
På den globale scene sker der voldsomme forandringer i disse år. Der ulmer et stærkt oprør i det globale syd. En lang række lande og økonomier samarbejder på mange forskellige planer for at frigøre sig fra dén slavebinding, som de har lidt under i mere end 100 år. De danner handelssamarbejder, valutasamarbejder, hvor de boykotter dollaren og handler i deres egne valutaer. For blot at nævne et par ting.
Hele dette oprør er ikke kun vendt mod USA. Det er også vendt mod EU, dels på grund af flere EU-landes fortid som koloniherredømmer, EU’s imperialistiske virksomhed, især i Afrika. Men også fordi EU i hele sin levetid har fulgt USA i tykt og tyndt.
USA lader EU betale prisen
Denne rolle som skødehund blev helt pinagtig i forbindelse med Ukraine-krigen.
Hér dikterede USA, at EU-landene skulle bære den største del arbejdet med at levere våben til Ukraine. Desuden dikterede USA den såkaldte sanktionspolitik over for Rusland. Og EU-eliten hoppede lige på limpinden. En fuldstændig selvdestruktiv kurs. Der blev lukket for den russiske gas. Energipriserne steg til ukendte højder, industrien begyndte at bløde. I Tyskland begyndte flere monopoler at rykke deres produktion ud af EU og til USA eller Kina.
Men måske det vigtigste: Der blev fri bane for den amerikanske LNG-gas, der kunne overtage, hvor russisk gas slap. Der blev bygget havneanlæg, så den flydende LNG-gas kan sejles ind i EU fra USA. Og selv nu – efter Trumps indsættelse – bebuder EU, at de vil fastholde brugen af den dyre amerikanske gas.
Så man kan sige, at når Trump og hans folk ydmyger EU ved at indlede fredsforhandlinger om Ukraine-krigen, så har det mest karakter af et suttet bolsje, der spyttes ud.
Over for det globale syd har EU’s arrogance indtil videre været fuldstændig intakt. Husk blot på EU’s “udenrigsminister” Josep Borrell, der i oktober 2022 kaldte EU for Paradisets Have, EU repræsenterer de sande demokratiske og humane værdier i verden, forklarede han. Men vi er omgivet af jungle. “Pas på junglen, der truer med at omringe og trænge ind i paradisets have”, lød det fra Borrell.
Så der er et stykke vej, før EU kan række hånden ud og etablere samarbejde og alliancer med lande i det globale syd, hvad der ellers ville være en god begyndelse.
Indtil videre har vi ikke set ét eneste tegn på, at der i Bruxelles breder sig en eftertænksomhed, eller at der er foretaget en objektiv og realistisk analyse af den situation, som udvikler sig nu på globalt plan.
Men historien vil gå sin gang. Og det er desværre ikke kun EU-eliten, der kommer til at betale prisen for denne katastrofale politik. Arbejderklassen i EU-landene betaler den allerstørste pris.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
