Rundt om Palæstina
Lad os få det enkelte menneske til at vokse
Vi har talt om problemerne i psykiatrien i årtier, men de tiltag, som har været indtil nu, hjælper kun i begrænset omfang. De bliver et lille plaster på såret her og nu, men ikke noget som heler på sigt, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
Fredag den 22. juli blev en læge dræbt af en patient på sin arbejdsplads, Psykiatrisk Center Glostrup. Dagen efter blev en mor dræbt i sit hjem af sin søn, og jeg er sikker på, at der i de samme dage var mindst et menneske, som prøvede at tage livet af sig selv.
Det er virkeligheden i dagens Danmark for mennesker, som har problemer og brug for hjælp, behandling og støtte, fordi de selv eller deres pårørende har psykiske vanskeligheder/lidelser.
Hvad er løsningen?
Det store spørgsmål, jeg får igen og igen, er: “Hvad kan løse den tragiske situation, det psykiatriske system er i?”
Mit svar er, at svaret allerede ligger godt beskrevet i faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien. Der kan man både læse hovedudfordringerne og anbefalinger, som peger på løsningerne.
Min oplevelse fra mit eget virke er, at de fagprofessionelle, som repræsenterer de instanser, der har ansvaret for at hjælpe, forsøger at give den tilstrækkelige hjælp. Desværre er rammerne ikke brede nok, og de bliver begrænset af urimelige arbejdsvilkår.
Vi har talt om det i årtier, og jeg ser, at de tiltag, som har været indtil nu, kun hjælper i begrænset omfang. De bliver et lille plaster på såret her og nu, men ikke noget som heler på sigt.
Lad os flytte fokus fra symptombehandling til at få det enkelte menneske til at vokse, ved at vi støtter dem ud fra deres egne drømme og håb.
Med fokus på fortællinger fra virkeligheden er der brug for at sætte spot på de gode muligheder og styrker, som de psykiatriske indsatser skal indeholde: Vi skal tilbyde en støtte, som giver mening for det enkelte menneske, så man bedst muligt udnytter dets potentiale og giver livsmuligheder.
De kommende tiltag skal indeholde mulighed for forandring, som har udgangspunkt i og fokus på medmenneskelighed, meningsfulde aktiviteter, gennemførelse af en uddannelse og at få eller bevare tilknytning til arbejdsmarkedet – også i perioder, hvor man er i behandling.
Det handler nemlig ikke kun om behandling og indlæggelser.
Så lad os flytte fokus fra symptombehandling til at få det enkelte menneske til at vokse, ved at vi støtter dem ud fra deres egne drømme og håb.
Der er lyspunkter
Lyspunkterne findes. Både i behandlingspsykiatrien, hvor man er indlagt eller modtager ambulant behandling, og i socialpsykiatrien hvor man får hjælp i hverdagen. Der er nogle steder, hvor mennesker med psykiske vanskeligheder og sindslidelser får hjælp og støtte til at leve liv med fællesskaber, bolig, venner og familie.
Der findes mennesker, som oplever, at hjælpen er koordineret mellem sektorer og indsatser. Og mennesker der oplever, at brobygning mellem region og kommune tager højde for, at ingen skal falde igennem systemerne og overlades til sig selv.
Derfor skal den underskrevne aftale, som allerede ligger klar for en kommende 10-årsplan for psykiatrien, give mulighed for forandring. Planen skal have udgangspunkt i og fokus på anbefalingerne i det faglige oplæg. Særligt på medmenneskelighed for alle, på meningsfulde aktiviteter, på de pårørende og på de ansatte. Den skal give de rette forudsætninger for et samarbejde på tværs af sektorerne, så vi kan sikre livsmuligheder og håb for det enkelte menneske.
Hvis ikke det sker, vil jeg påstå, at vi kommer til at opleve mange flere tragiske episoder, og vi vil have et land, hvor de fleste mennesker, som får mentale helbredsproblemer, får meget svært ved at komme sig og/eller leve et liv, som giver mening og værdi for den enkelte person.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. august 2023 | 09:06
