Vi kan gøre det bedre – også i psykiatrien
Hvad betyder et værdigt liv, når ens psyke knækker, spørger Mia Kristina Hansen.Da jeg selv blev psykisk udfordret, oplevede jeg det ikke som en langsom proces, men som et kollaps. Et splitsekund, hvor det hele gav efter. Kræfterne forsvandt, og hele mit system gik i stå. Ikke kun psykisk, men fysisk. Kroppen lukkede ned.
Fra det øjeblik blev selv de mest almindelige gøremål uoverskuelige. At komme ud af sengen føltes som at have et ton bly i dynen. Hukommelsen forsvandt, som om der var opstået et sort hul dér, hvor hverdagens rutiner før lå gemt. Bekymringstanker tog over, og de kunne mærkes i hver eneste nerve.
Lad livskvalitet være styrende, ikke kassetænkning.
Når man står dér, har man brug for hjælp. Fra sin arbejdsplads eller uddannelse. Fra kommunen, egen læge og regionen. Jeg opsøgte min læge, betalte selv for terapi og kom efter nogle måneder i arbejdsprøvning. Jeg havde heldigvis et godt netværk, og efter omkring seks måneder lykkedes det mig at få en nogenlunde hverdag igen. Men de egentlige eftervirkninger tog flere år at komme igennem.
Sådan går det ikke for alle.
For mange bliver livet sat på pause, mens systemerne arbejder videre. Ventelister, indsatser og tilbud, der ikke altid hænger sammen, og som ofte tager mere udgangspunkt i systemets logik end i menneskets behov.
Derfor bliver det afgørende, at vi tør tale ærligt om, hvad livskvalitet betyder, når man er psykisk ramt. I det nære og konkrete handler det ikke om store planer, men om helt basale ting: At komme i bad, få spist, få sovet – og få hjælp til at forstå, at der findes en vej videre. At nogen bærer håbet, når man ikke selv kan. For der findes ikke en facitliste for, hvornår man er “rask nok”, og det liv, man langsomt bygger op igen, bliver ikke det samme som før.
Vi har fået en 10-års plan for psykiatrien. Jeg vil gerne have tillid til den. Men efter nogle år begynder skepsissen at melde sig, også blandt dem der mærker psykiatrien på egen krop. Flere indsatser har svært ved at fungere i praksis, og sammenhængskraften halter stadig.
Mit spørgsmål er derfor, om der reelt er fokus nok på det enkelte menneskes livskvalitet. Eller om vi risikerer endnu engang at bygge nye systemer oven på gamle, som allerede har vist deres begrænsninger.
For mig var det ikke vigtigt, hvilken dør jeg gik ind ad til kommune, læge eller region. Det vigtige var, at der var hjælp bag døren. At jeg blev mødt med nysgerrighed og menneskelighed. Ikke sat på pause på en venteliste, men taget alvorligt her og nu. Det var dér, det første spirende håb om recovery opstod.
Derfor er min appel klar:
Lad os forme psykiatriens indsatser ud fra menneskers helt grundlæggende behov for et hverdagsliv med værdighed, mening og sammenhæng. Lad livskvalitet være styrende, ikke kassetænkning.
Vi kan gøre det bedre. Ikke fordi det er let, men fordi modet til at gentænke psykiatrien med mennesket i centrum er der, hvis vi vælger at bruge det.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.