Kronik
Kvindekampen er ikke slut
Trods en årtier lang kamp for ligeløn, har social- og sundhedsassistenten og håndværkeren stadig ikke ligeløn. Vi har heller ikke lige pension. Jeg husker ikke en overenskomstforhandling i min tid, hvor social- og sundhedspersonale ikke har kæmpet for ligeløn og ret til pension, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Det var lige før, at jeg ikke blev valgt, da jeg første gang stillede op til en bestyrelsespost i min fagforening.
Jeg var ung – og nybagt mor, så jeg havde min søn med til generalforsamlingen i en barnevogn.
Det kom helt bag på mig, at det blev en diskussion, om en nybagt mor kunne påtage sig et fagligt hverv – for hvad med barnet?
Heldigvis var der et flertal, som havde tillid til, at jeg nok kunne klare bestyrelsesposten og barnet, som jo altså også havde en far.
Er vi ikke nået længere på 30 år?
Debatten overraskede mig dengang.
Men at man også i 2026 stiller spørgsmål ved, om en kvinde og nybagt mor kan stille op til en politisk post – det har alligevel chokeret mig. For er vi virkelig ikke nået længere på 30 år?
Ingen stiller jo spørgsmål ved, om en nybagt far kan påtage sig bestyrelsesposter eller stille op til et folketingsvalg.
Jeg har stort set altid selv arbejdet på fuldtid, og det har været vigtigt for mig, at jeg kunne bidrage ligeværdigt til familiens forsørgelse.
Helt ligeværdigt var det nu ikke – for trods lige mange timer og trods betaling for skæve tidspunkter, så kunne min sygehjælperløn alligevel ikke hamle op med børnenes fars håndværkerløn.
Vi har stadig ikke ligeløn
Og trods en årtier lang kamp for ligeløn, så har social- og sundhedsassistenten og håndværkeren stadig ikke ligeløn.
Vi har heller ikke lige pension. Jeg husker ikke en overenskomstforhandling i min tid, hvor social- og sundhedspersonale ikke har kæmpet for ligeløn og ret til pension.
Og selv om der er sket markante forbedringer, siden jeg startede i jobbet, så halter kvinders løn og pension stadig efter mændenes.
Jeg kæmper for økonomisk ligestilling, som ikke efterlader kvinderne med ringere pension og livsindkomst.
Min generation er måske den første generation, hvor begge forældre i en familie arbejder på fuld tid.
Det er rigtig mange ekstra arbejdstimer, som hver familie leverer i dag – sammenlignet med mine forældres generation.
Og i nogle situationer er det altså også for meget.
Det er ekstremt stressende, når man som forælder skal vælge mellem jobbets forventninger til din indsats eller barnets sygdom.
Og jeg tror, mange forældre genkender diskussionen om, hvem der bedst kan undværes på jobbet. I rigtig mange situationer er det kvinden, der trækker det korteste strå.
Kvinder på deltid
Det er også ofte kvinderne, som ender med at vælge deltid, når arbejde og familieliv skal hænge sammen. I mit eget fag er deltid gennem tiden blevet normen – mere end fuld tid.
Det har ikke gjort arbejdet lettere. Tværtimod har det mere eller mindre resulteret i, at de ansatte bare skal nå de samme opgaver på kortere tid og til en lavere løn.
Så når man taler om fuldtid i faget, så svarer mange, at det kan de ikke holde til. Det forstår jeg godt – men der er da i den grad noget galt med arbejdsmiljøet i et fag, hvor de ansatte ikke kan holde til fuld tid – som man kan på andre arbejdsområder?
Desværre er det også stadig kvinderne, som vælger deltidsstillingerne, og også kvinderne, som ender med at stå med ansvaret for familiens ve og vel. I sundhedssektoren er fuldtidsansættelse flere steder blevet undtagelsen i stedet for reglen. Deltidsansættelserne bliver familiernes måde at kompensere et stort arbejdspres, når familieliv og job skal fungere i praksis.
Sundhedsområdet er for mig at se et eksempel på, hvordan mine forældres generations ligestilling i familierne stadig gælder i 2026 – om end at kvinderne nu bare har endnu mere arbejde. Og så forstår vi ikke, at mange går ned med stress?
Kvindekampen er ikke slut
Mit ærinde er egentligt ikke at blande mig i, hvordan familier indretter sig.
Mit ærinde er at pege på strukturelle forhold, som dels belaster familier, men hvor arbejdsmarkedet især har indrettet sig på en måde, hvor kvinder er blevet fastholdt i bestemte kønsrollemønstre – og hvor kvinderne desværre også risikerer at stå tilbage som tabere – i det mindste økonomisk. Kvinder risikerer stadig at blive meget fattige pensionister.
Derfor kæmper jeg også for mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som giver familier bedre mulighed for at deles om arbejdet i familierne. Og jeg kæmper for økonomisk ligestilling, som ikke efterlader kvinderne med ringere pension og livsindkomst.
Kvindekampen er – kort og godt – langt fra slut. God kvindekampdag!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. marts 2026 | 06:00
