Læserbrev
Krigen mod Iran er et forsøg på regimeskifte
Fortællingen er på plads: En ond diktator skal fjernes for at få udbredt demokrati i hele verden; fjernelsen vil føre til, at vi kommer skridt nærmere en global orden præget af fred, velstand, udvikling, ja, en sekulær udgave af paradis. Alle pæne liberale mennesker støtter begejstret og ser for sig udbredelse af et Askov Højskole-demokrati i Iran, skriver Jens Jørgen Nielsen.
|
Så er vi der igen, hvor vi har været utallige gange før. Regime change (regimeskifte, red.) med alt hvad det indebærer: USA bryder sig af forskellige grunde ikke om en stat og dens ledelse, så angriber man i strid med alle internationale love.
Fortællingen er på plads: En ond diktator skal fjernes for at få udbredt demokrati i hele verden; fjernelsen vil føre til, at vi kommer skridt nærmere en global orden præget af fred, velstand, udvikling, ja, en sekulær udgave af paradis. Alle pæne liberale mennesker støtter begejstret og ser for sig udbredelse af et Askov Højskole-demokrati i Iran og naboområderne.
Som sagt: Vi har været der før, de samme løfter og formentlig desværre de samme pauvre resultater. Situationen med Iran minder i den grad om Irak for godt 20 år siden. Nogle af os husker, at den byggede på en løgn om masseødelæggelsesvåben. Og der var vel at mærke tale om en bevidst løgn. Så det handlede om noget andet. Lad os bare tage firbenet i halen og tale uden omsvøb: USA-hegemoni og olie.
Vi taler altså om en proxykrig mellem Vesten og Kina og til dels Rusland.
Det var der også i 2003 i forbindelse med Irak-krigen. Og resultatet dengang: Ja, i 2003, før den USA-ledede invasion, var der for eksempel 1,5 millioner kristne. I dag regner man med, at der er cirka 10 gange så få, altså 150.000. De andre har fået hovedet hugget af eller er flygtet. Jeg behøver ikke at minde om, at terrorgruppen Islamisk Stat voksede ud af det kaos, som invasionen i Irak efterlod. Noget i beregningerne passede altså ikke.
I tilfældet Iran har vi også, som med Irak i 2003, en tilsvarende mildt sagt tvivlsom begrundelse: Iran skal tvinges til forhandlingsbordet og komme frem til en aftale om Irans atomprogram. Men langt de fleste havde op til selve krigen været enige om, at forhandlingerne var inde i et konstruktivt spor, selv CNN havde den vurdering, at det gik rimeligt godt.
Omans udenrigsminister udtalte lige før angrebet, at man var tæt på en aftale. Oman var vært for forhandlingerne mellem USA og Iran. Med andre ord, USA’s reelle signal til Iran: I skal opgive jeres eventuelle planer om at udvikle atombomber, hvis I gør det, tja, så bomber vi jer alligevel.
Hvad lærer det den ikke-vestlige verden? Diplomati er maskespil, ligesom den såkaldt regelbaserede verdensorden også er det – i bedste fald et tag-selv-bord. Hvor meget overbevisende effekt vil vestlige henvisninger til den regelbaserede verdensorden og diplomati have på den ikke-vestlige verden? Næppe det store. Det kan på den baggrund da ikke være svært at forstå, at netop Iran lige præcis kunne ønske at udvikle a-våben. USA vil nok ikke turde angribe Nordkorea, som netop har disse våben.
Så har vi EU, som jo ser sig selv som den magt i verden, der står vagt om den internationale regelbaserede verdensorden. Det viste EU jo i et vist omfang, da Donald Trump luftede sine planer om at overtage Grønland.
I forbindelse med Iran har vi udtalelser fra de tre store europæiske lande: Frankrig, Tyskland og Storbritannien (sidstnævnte ikke i EU). Disse udtalelser er et mesterstykke i lang udenomssnak, som kan sammenfattes sådan: Vi deltager ikke, men vi er i kontakt med vores partnere, USA og Israel. Og så vil vi opfordre Iran til at komme til forhandlingsbordet og indgå en aftale. Altså ikke et ord om den internationale retsorden, og at Iran faktisk havde vist seriøs interesse for en aftale. Nu er Iran selvfølgelig heller ikke Grønland, men for et syns skyld kunne man i det mindste have nævnt det. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen fordømmer Irans angreb på golfstaterne, uden at nævne at USA indledte angrebene, blandt andet fra militærbaser i de nævnte golfstater.
Nu er fanden løs. Det er altid lettere at starte en krig end at afslutte den. Iran er ikke Irak og slet ikke Afghanistan. Iran er medlem af BRIKS og især en vigtig stat for Kina, som modtager meget olie fra landet, ligesom en del af det kinesiske Belt and Road Initiative (BRI) i høj grad er afhængig af Iran. For BRIKS-landene vil det være næsten fatalt, hvis et sværvægtsmedlem som Iran faldt. Derfor har især Kina, men også Rusland (i mindre grad) støttet Iran med ikke bare raketter og droner, men også overvågningsudstyr, satellitter og lignende. Så vi taler altså om en proxykrig mellem Vesten og Kina og til dels Rusland. Der er altså ganske meget på spil.
EU er som sædvanlig udenfor og uden selvstændig profil. Man vil for alt i verden undgå at rage uklar med USA. Ja, nogle håber formentlig, at det efter Venezuelas og Irans næste gang bliver Ruslands tur og Vladimir Putin kan dele skæbne og celle med Venezuelas tidligere præsident, Nicolás Maduro, eller afdøde Ayatollah Ali Khamenei. Igen må man konkludere, at EU’s ledere bevæger sig i en fiktiv verden med meget lidt forbindelse til den grumme verden.
Den spanske statsminister Pedro Sánchez har som en relativt enlig europæisk svale vist lidt fornuft ved at udtale, at dette angreb vil gøre verden og dermed også Europa til et mindre sikkert sted.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. marts 2026 | 09:28
