Tak for godt indlæg og påmindelse . Mener dog også vigtigt ikke hele tiden af drage sammenligninger med fortiden og slet ikke anden verdenskrig . Samarbejde mellem ikke mindst den kontinentale Europa og Rusland skal genskabes og vedligeholdes – uden at tillade unødvendig og forhåbentlig uønsket og nærmest permanent sabotage af samme .
John F. Kennedys tale for 60 år siden
Læsningen af Kennedys tale viser, hvor stor afstand der er til vore dages ledere i USA, selv om de kommer fra det samme parti. Biden og hans politiske hold taler udelukkende med foragt om Rusland samt nægter at tale med repræsentanter fra den russiske regering, skriver Jens Jørgen Nielsen.Den 10. juni 1963 holdt daværende amerikanske præsident John F. Kennedy en tale, som for det første fremstår som en af de vigtigste taler i USA’s samlede historie. For det andet sætter talen den nuværende også demokratiske præsident, Joe Bidens, gøren og laden i et skarpt og ikke flatterende lys.
Vi må ikke se konflikt som uundgåelig, kompromiser som umulige og kommunikation som intet andet end en udveksling af trusler.
John F. Kennedy, USA’s tidligere præsident
Kun otte måneder inden Kennedys tale havde verden været på randen af en atomkrig. USA truede med atomkrig, hvis ikke Sovjetunionen fjernede de raketanlæg, som de var i gang med at installere på Cuba. Det var et svar på USA’s tidligere installering af raketanlæg i Tyrkiet og Italien.
I 13 dage i oktober 1962 holdt verden vejret. Det sluttede dog relativt fredeligt med, at Sovjetunionen fjernede sine raketanlæg fra Cuba og USA ditto sine raketter fra Tyrkiet.
Fornuftens sprog
Kennedy måtte tage et slagsmål med CIA, udenrigsministeriet og andre hardlinere i Washington. På samme måde måtte den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, også tage opgør med sine egne hardlinere i Moskva.
To ledere af verdens atomare supermagter fandt et fornuftens sprog i en situation, der i yderste fald kunne have ført til noget nær verdens undergang. Begge to gik det i øvrigt ilde. Kennedy blev som bekendt skudt i Dallas cirka et halvt år senere under ikke helt afklarede omstændigheder. Khrusjtjov blev afsat som sovjetleder i 1964 – ikke dræbt men sendt på tidlig pension.
Meget tyder på, at begge mænd var blevet skræmt over udsigten til en atomkrig. Både det formelle og uformelle diplomati arbejdede på højtryk i månederne efter Cuba-krisen.
De uformelle kontakter med mellemmænd mellem Khrusjtjov og Kennedy spillede en vigtig rolle for blandt andet starten på gensidig våbenkontrol og nedrustningsforhandlinger. Konkret kom der et midlertidigt stop for visse typer af prøvesprængninger allerede måneden efter Kennedys tale.
Kennedys tale
Disse kontakter og forhandlinger bidrog til indholdet i John F. Kennedys tale, som han holdt for studerende og andre på Det Amerikanske Universitet i Washington DC den 10. juni 1963. Her kommer et par citater, som vil kunne lære os noget i dag i forbindelse med Ukraine-krigen:
– Jeg taler om fred, som det nødvendige, rationelle mål for rationelle mennesker. Jeg er klar over, at bestræbelsen efter fred ikke er så dramatisk som jagten på krig – og ofte falder fredsfortalernes ord for døve ører. Men vi har ingen mere presserende opgave end lige det.
– Så lad os ikke være blinde for vores forskelligheder, men lad os også rette opmærksomheden mod vores fælles interesser og på de midler, hvormed disse forskelle kan løses. Og hvis vi ikke nu kan afslutte vores forskelligheder, kan vi i det mindste hjælpe med at gøre verden sikker for mangfoldighed. For i sidste ende har vi alle det tilfælles, at vi bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle sammen om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.
– Det er afgørende ikke kun at se et forvrænget og desperat syn hos den anden side. Vi må ikke se konflikt som uundgåelig, kompromiser som umulige og kommunikation som intet andet end en udveksling af trusler.
– Faktisk bør vi hylde det russiske folk for deres mange præstationer – i videnskab og rum, i økonomisk og industriel vækst, i kultur og modige handlinger.
– Først og fremmest, mens vi forsvarer vores egne vitale interesser, skal begge atommagter afværge de konfrontationer, som bringer en modstander til valget mellem enten et ydmygende tilbagetog eller en atomkrig. At vælge den tilgang i atomalderen ville kun være bevis på vores politiks fallit – eller på et kollektivt dødsønske for verden.
Fremmedord
Læsningen af Kennedys tale viser, hvor stor afstand der er til vore dages ledere i USA, selv om de kommer fra det samme parti. Biden og hans politiske hold taler udelukkende med foragt om Rusland samt nægter at tale med repræsentanter fra den russiske regering.
Den amerikanske forsvarsminister kan offentligt og uimodsagt give udtryk for, at det er et amerikansk mål at svække Rusland, og det bliver flere gange mere end antydet, at der bør sættes nye folk i den russiske ledelse.
Forhandlinger, diplomati, fælles interesser, empati – det er fremmedord i dag. Ja mere end det, det er nærmest forbudte ord.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.