Mindeord
Jeg frygter ikke fremtiden – jeg frygter, hvis vi glemmer fællesskabet
Jeg tror på, at fagbevægelsen også om 20 år vil spille en afgørende rolle. Alt det, vi har bygget, begyndte med mennesker, der valgte at stå sammen. Holder den næste generation fast i det, skal fagbevægelsen nok klare fremtiden, skriver Kristian Gaardsøe i denne faglige kommentar.
|
Et arbejdsliv går hurtigt, når man har været omgivet af mennesker, der brænder for det samme som én selv.
Jeg har oplevet mange forandringer gennem årene. Nye overenskomster. Nye kommuner. Nye reformer. Nye krav. Men hvis jeg skal pege på én ting, der har båret os igennem alle forandringerne, er det ikke en bestemt aftale eller en bestemt formand.
Det er fællesskabet. Mennesker, der har valgt at stå sammen – også når det har kostet noget.
Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv, er det ikke én enkelt overenskomst eller én bestemt konflikt, der står klarest.
Det er udviklingen.
Da jeg begyndte, kæmpede mennesker for at få et arbejde. I dag kæmper vi for at skaffe medarbejdere nok. Fagligheden er blevet løftet markant, uddannelserne er blevet stærkere, og der er heldigvis blevet plads til langt flere på arbejdsmarkedet. Det er en udvikling, vi har kæmpet for – og som ingen skal bilde os ind kom af sig selv.
Ingen stærk overenskomst begynder ved forhandlingsbordet. Den begynder med mennesker, der vælger at stå sammen.
Men der er også noget, der bekymrer mig.
For samtidig med at fagligheden er vokset, er tilliden blevet mindre.
Hvor vi tidligere forventede, at medarbejdere brugte deres faglige dømmekraft, møder de i dag dokumentation, kontrol og styringsredskaber. Vi måler mere, registrerer mere og dokumenterer mere. Jeg savner, at vi igen tør sige: Brug din faglighed. Tænk selv. Og hvis noget ikke virker, så sig det højt – sig det fagligt.
Når vi bruger mere tid på systemer end på mennesker, mister vi ikke bare tid. Vi mister også noget af den faglige tillid og det fællesskab, som arbejdslivet bygger på.
Jeg har også oplevet de store konflikter.
Mange husker konflikterne for strejkevagter og tomme arbejdspladser.
Jeg husker dem for noget helt andet: Den samhørighed der opstod. For de mennesker der pludselig opdagede, at de ikke stod alene. Konflikterne gav lønforbedringer, ja. Men de mindede os også om, hvorfor en fagforening overhovedet findes.
For når mennesker står skulder ved skulder, opdager de noget andet: Hvor stærke vi er sammen. En konflikt handler selvfølgelig om løn og arbejdsvilkår. Men den handler også om sammenhold. Om at mærke at man er en del af noget større end sig selv.
Mange af de rettigheder, vi tager for givet i dag, er ikke kommet af sig selv.
Barsel, pension, seniordage, mere frihed, ferie og muligheden for uddannelse.
Ingen af delene blev foræret væk.
De blev forhandlet. De blev prioriteret. Og nogle gange blev de kæmpet hjem.
Derfor bliver jeg også bekymret, når fællesskabet fylder mindre end forretningen.
Jeg oplever en tid, hvor spørgsmålet alt for ofte bliver: “Hvad får jeg ud af det?”
Det er et forståeligt spørgsmål.
Men hvis det bliver det eneste spørgsmål, mister vi noget afgørende.
En fagforening er ikke en abonnementsordning. Den er et solidarisk fællesskab.
Den er et sted, hvor vi står stærkere sammen.
Den danske model fungerer kun, fordi mennesker vælger at stå sammen. Den bygger ikke på, at alle er enige. Den bygger på, at vi tager ansvar for hinanden.
Jeg frygter ikke, at vi mangler teknologi.
Jeg frygter ikke engang, at vi mangler hænder.
Det, jeg frygter, er, at vi holder op med at tro på, at vi kan løse problemerne i fællesskab.
Teknologi kan være en hjælp, når den udvikles med omtanke. Og manglen på medarbejdere er reel. Vi får flere ældre, flere komplekse opgaver og færre faglærte til at løfte dem. Men ingen af problemerne løses med flere regneark eller ved, at vi hver især passer os selv. De løses ved at gøre arbejdslivet attraktivt, uddanne flere faglærte – og holde fast i fællesskabet.
Hvis jeg skal give ét råd videre til den næste generation af tillidsvalgte og faglige ledere, er det enkelt.
Hold fast i relationerne.
Man flytter langt mere gennem tillid end gennem skåltaler. Gode relationer tager år at bygge op, men kun få minutter at ødelægge. De har været noget af det vigtigste i mit arbejdsliv.
Jeg er grundlæggende optimist.
Jeg tror på, at fagbevægelsen også om 20 år vil spille en afgørende rolle.
Men kun hvis vi husker, hvorfor vi blev skabt.
Ikke for at drive forretning.
Men for at skabe et sted, hvor mennesker tager ansvar for hinanden.
Og hvis der er én ting, jeg håber, næste generation tager med sig, er det netop dét: At ingen stærk overenskomst begynder ved forhandlingsbordet.
Den begynder med mennesker, der vælger at stå sammen.
Derfor frygter jeg ikke fremtiden.
Jeg har oplevet for mange dygtige tillidsrepræsentanter, engagerede medlemmer og stærke arbejdsfællesskaber til at miste håbet.
Men jeg frygter den dag, vi glemmer, at ingen overenskomst, ingen lønstigning og ingen forbedring er kommet af sig selv.
Alt det, vi har bygget, begyndte med mennesker, der valgte at stå sammen. Holder den næste generation fast i det, skal fagbevægelsen nok klare fremtiden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. juli 2026 | 07:34
