Folkefest sætter anden dagsorden
Hvad tænker politikere, når de laver politik
Vi er nu historisk i en situation som i perioderne op til Første og Anden Verdenskrig. Inflation, krise, angreb på arbejderklassen, krige mange steder og selvfølgelig flygtninge. Vi topper dog denne periode med også at være truet på klodens overlevelse.
|
De politiske kandidater, som stiller op og bliver valgt, har for det meste en politik, der skulle gavne dele af den danske befolkning. Men efter valget gennemgår de en transformation, hvor en helt anden præmis pludselig gør sig gældende. Nemlig at acceptere krige og dermed bruge vores penge til noget, der overhovedet ikke gavner Danmark.
Hvordan kan en politiker acceptere denne transformation? Jeg kan ikke forestille mig, at en landmand eller et byrådsmedlem eksempelvis fra Venstre, der bliver forfremmet til folketingskandidat, har tanke om at sætte en dagsorden, som ikke handler om eget land.
Jeg er med på, at det ikke er de svageste eller arbejderne, som Venstre vil kæmpe for. Men Venstrepolitikeren har vel fra starten taget udgangspunkt i sit lokalsamfund? Det må vi gå ud fra. Og så kan vi skifte ordet Venstre ud med alle de andre partier, der sidder på tinge.
Hvor går det galt?
Hvor i processen disse politikere pludselig ændrer dagsorden, kan jeg ikke påvise, men vi kan allesammen se, at det sker. Hvis vi kigger bredt på det politiske spektrum, så sidder disse politikere pludselig for egen vendings skyld. Men at det er på bekostning af vores basale levevilkår er mig en gåde, at vi accepterer. Men jeg er jo også kommunist og har derfor en helt anden tilgang til vores fælles penge og lands interesse.
Vi er nu historisk i en situation som i perioderne op til Første og Anden Verdenskrig. Inflation, krise, angreb på arbejderklassen, krige mange steder og selvfølgelig flygtninge. Vi topper dog denne periode med også at være truet på klodens overlevelse.
Vi har gjort os umage for at videregive historien, ikke kun for at ære vores faldne kammerater, veteraner og uskyldige døde. Vi gjorde og gør det for at advare og for at tale fred.
Historien der forsvandt
Når vi er vidner til, at monumenter for de faldne befriere fra Den Røde Hær fra Anden Verdenskrig bliver væltet, som vi lige har set det i Letlands hovedstad Riga, er det en af de sidste perler på den kæde, som skulle bevidne den sande beretning om Anden Verdenskrig.
Hvilken interesse har vi i denne krig? Ud over de danske virksomheder, der udnyttede Ukraine før krigen, og den danske våbenindustri, der tjener mange penge nu?
I de sidste 30 år er der systematisk blevet historieforfalsket. Nu tror størstedelen af den franske befolkning, at det var amerikanerne og ikke Den Røde Hær, som befriede dem fra NaziTyskland. Den Røde Hærs enorme offer er næsten fjernet fra alle historiefortællinger og dermed læren om, hvilken advarselslamper vi skal reagere på, når de blinker.
At ønske fred er i dag sammenlignet med at elske Putin. Lige for at sætte den ligning på plads, så er der ingen kommunister, som hylder ham og Ruslands kapitalistiske system. Og netop derfor bliver vi angrebet. Kravet om fred er uløseligt forbundet med kravet om velfærd. Accepterer man som politiker præmissen om, at nogle krige er mere nødvendige end andre, og nogle derfor må ofre deres velfærd for disse prioriteter, så har disse politikere ikke forstået læren af de forrige krige.
Ingen krig uden fjender
En krig uden fjende er ingen krig. Rusland har ikke angrebet Danmark de sidste 500 år. Men alligevel vælger Folketinget at gå i krig mod Rusland. Vi så mindedagen for faldne danske soldater, som har været sendt ud i dansk tjeneste. På intet tidspunkt har disse krige gavnet Danmark.
Men vi har mistet soldater. Unge mænd i deres bedste alder. Vi har efterladt soldater i psykisk og fysisk krise. Disse overlevende veteraner er de eneste, som sagde noget fornuftigt ved dette mindearrangement. De ved, hvad der venter de kommende soldater. Desværre forstår de ikke præmissen. Denne krig i Ukraine handler ikke om frihed. Det er som de andre krige kapitalens krig, og der betyder menneskeliv intet. De er brikker i et skakspil. Intet andet.
Hvilken interesse har vi i denne krig? Ud over de danske virksomheder, der udnyttede Ukraine før krigen, og den danske våbenindustri, der tjener mange penge nu? Hvorfor foreslog Folketinget ikke en fredsbevarende FN-hær som på Cypern? Hvorfor accepterer man NATO’s præmisser? Hvorfor?
Krigen skal tabe
Hvis alle NATO- og EU-landes befolkninger gik på gaden ligesom i Prag, hvor 70.000 mennesker gik på gaden og krævede “Tjekkiet først”. De krævede regeringens afgang, og at energi ikke skal være børsstyret, at regeringen forholder sig neutralt til krigen og ikke leverer våben til en acceleration af krigen.
Det land er på størrelse med os og forventede også ukrainske flygtninge og en kæmpe trussel mod deres arbejdsmarked med løndumping til følge. Denne demonstration var arrangeret af forskellige partier.
Herhjemme er stort set ikke et eneste parti imod denne krig, og vores fredsbevægelse er minimal. Fagbevægelsen har mistet deres kobling mellem arbejdskrav og fred. Før i tiden havde de sloganet: “Hvad nytter kampen for arbejde – hvis vi mister kampen for freden”.
Det er denne situation, vi står i nu. Og hvad den lille venstremand i lokalpolitikken end havde som krav for sit lokalsamfund, inden han blev landspolitiker, kan det umuligt have været et krav om krig. Derfor må han være en allieret i kampen for freden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. september 2022 | 13:12
