Boganmeldelse
Fremrykning af forsvarsudgifter er hul i hovedet
Øget oprustning er ikke det rette svar på klodens sikkerhedsudfordringer; det er ikke den rette sikkerhedspolitiske kurs, skriver Trine Pertou Mach i denne blog.
|
Aldrig så snart var SVM-regeringen trådt til, før den besluttede at bruge sin flertalsmagt. Ikke til noget småt, nej, men til at brase lige ind i en konflikt med fagbevægelsen, formentlig et stort flertal af danskerne og resten af Folketinget – det nu berømte kryds mellem afskaffelse af store bededag og fremrykning af stigning i forsvarsudgifterne.
Som det hedder i regeringsgrundlaget:
”Med Putins angreb på Ukraine er der krig i Europa. Truslen er rykket tættere på. For at finansiere de øgede udgifter til forsvaret i de kommende år vil regeringen fremsætte et lovforslag, der afskaffer en helligdag, som træder i kraft i 2024. Danskerne skal bidrage til vores fælles sikkerhed.”
Og videre:
”Regeringen vil derfor fremrykke indfasningen af det varige løft af udgifterne til forsvar og sikkerhed til 2 pct. af BNP fra 2033 til 2030 svarende til 4½ mia. kr. mere end forudsat i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag.”
Stærk kritik også fra kirken
Mon ikke man havde forventet, at koblingen til krigen i Ukraine ville mindske kritikken. Det lykkedes som bekendt ikke ligefrem. Og i den forgangne uge er argumentationen da også udvidet til at handle om finansiering af andre områder samt om arbejdsudbud.
Regeringen har også fået kirkelige folk ud af fjerene med forslaget om at fjerne store bededag.
Det er ikke min gebet at argumentere kirkeligt for noget, men at fjerne en helligdag er at fjerne en fridag. At rykke på balancen mellem den del af vores liv, hvor vi er hamstere i samfundsmaskinen, og så den del, hvor vi selv bestemmer. En balance, der gennem årtier er blevet skubbet til fordel for os selv, takket været faglige kampe, uden at samfundet er blevet fattigere (faktisk tværtimod).
Mon ikke man havde forventet, at koblingen til krigen i Ukraine ville mindske kritikken. Det lykkedes som bekendt ikke ligefrem.
Alene derfor er det en håbløs ide. Men det er også pæn stærk kost retorisk at koble det så direkte til krigen i Ukraine. Finansiering er altid et politisk valg, og regeringsgrundlaget rummer som bekendt også skattefordele for dem i toppen.
At fremrykke oprustningen og mållinjen for at nå op på to procent af BNP til forsvarsudgifter er selvsagt ikke noget, der får opbakning herfra – uanset finansieringsform. Øget oprustning er ikke det rette svar på klodens sikkerhedsudfordringer; det er ikke den rette sikkerhedspolitiske kurs.
Bekymrende tilstand i Forsvaret
Det er ikke desto mindre, hvad et politisk flertal vil. Og set i lyset af, at forsvarsområdet fremadrettet står over for at tilføres kæmpestore summer af skattekroner, er den beretning, som Statsrevisorerne netop har offentliggjort, og hvori de retter en skarp kritik af Forsvarsministeriets økonomistyring, kun endnu mere bekymrende.
Forsvarsministeriets system lever, kan man læse, ikke op til grundlæggende principper for statslig økonomistyring.
Statsrevisorerne indskærper, at økonomistyringen bør styrkes, for systemet er ikke gearet til, at ministeriet er i stand til at redegøre for, om midler, der stammer fra forsvarsforliget 2018-2023, er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål og effektiviseringer, som er forudsat. Det er ærlig talt rystende.
Det er endnu mere problematisk, at det jo ikke er første gang, at Statsrevisorerne og Rigsrevisionen påpeger problemet; der er i en årrække rejst kritik af økonomistyringen på forsvarsområdet.
Det er dybt alvorligt, at der er så ringe styring og håndtering af milliarder. Det handler om vores skattekroner. Det er en bunden opgave at få styr på; også før der hældes flere penge i systemet, sådan som et politisk flertal jo altså har besluttet sig for sidste år.
Det virker hul i hovedet, at regeringen nu vil sende endnu flere milliarder endnu hurtigere til et system, der ikke engang kan forvalte de penge, de allerede har fået, på en forsvarlig måde.
Alligevel kan vi se frem til forsvarsforhandlinger, hvor det er tids- og beløbsrammen, der er udgangspunktet – fremfor hvad man gerne ser, et forsvar skal kunne og skal være. Rimelig skidt udgangspunkt for en sagligt baseret diskussion.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Læs også
Indland
Portræt af Trine Pertou Mach
En stærk stemme for verdens fattige er tilbage som blogger i Arbejderen
24. januar 2023 | 09:06
