Økonomistyring i kommunerne
DLF: Velfærd og vækst er ikke modsætninger, men går hånd i hånd
Selvom Danmark er blandt de mest lige lande i verden, er den såkaldte gini-koefficient, der er en målestok for ulighed, steget markant over de seneste 25 år. Og samtidig er velstandsfordelingen skævvredet. De rigeste ti procent i Danmark ejer i dag 76 procent af vores samlede formue.
|
Vi danskere er blandt verdens lykkeligste mennesker. År efter år ligger Danmark i top på de internationale lister over de lykkeligste lande – og med rette. Vi har en sund økonomi, et højt uddannelsesniveau, et arbejdsmarked præget af aftaler mellem arbejdere og arbejdsgivere. Lighed, tryghed og tillid.
Men selvom Danmark er blandt de mest lige lande i verden, er den såkaldte gini-koefficient, der er en målestok for ulighed, steget markant over de seneste 25 år. Og samtidig er velstandsfordelingen skævvredet. De rigeste ti procent i Danmark ejer i dag 76 procent af vores samlede formue.
Vores arbejdsmarked bliver i stigende grad prekært med korte ansættelser og ringe vilkår, især for de nyuddannede. Og er du over 50? Så kommer du alt for ofte bagest i jobkøen.
Hvis ikke vi passer på, risikerer vi, at grøfterne mellem ung og gammel, rig og fattig, akademiker og ufaglært får lov at vokse sig så store, at det for alvor går ud over sammenhængskraften.
Yngre generationer kæmper for at komme ind på et boligmarked, der særligt i byerne kan virke uopnåeligt, når du ikke har flere millioner på kontoen. Det bliver i stigende grad svært for læreren, SOSU’en eller pædagogen at købe et sted at bo i byen – og når de flytter ud, mangler de på skolerne, i ældreplejen eller i vuggestuen.
Et fåtal af de unge tror på, at folkepensionen eksisterer, når de går på pension. Faktisk tvivler unge under 35 på, at folkepensionen findes i sin nuværende form allerede i 2030. Flere og flere danskere køber private sundhedsforsikringer, i takt med at ventelisterne i sundhedsvæsenet vokser. Private plejehjem og skoletilbud skyder frem, der hvor borgerne ikke længere stoler på, at det offentlige tilbud er tilstrækkeligt.
Hvis ikke vi passer på, risikerer vi, at grøfterne mellem ung og gammel, rig og fattig, akademiker og ufaglært får lov at vokse sig så store, at det for alvor går ud over sammenhængskraften. Så store, at det får konsekvenser for den lighed, den tryghed og den tillid, der er grundpiller under vores samfund.
Løsningen hos Cepos og andre med blåt bagtæppe er ofte at skære på den offentlige sektor. ’Vækst’ bliver håbet i horisonten, og velfærden fremstår nærmest som en hæmsko på vejen dertil.
Men de glemmer, at Danmarks velstand netop hviler på et stærkt, sikkert og trygt velfærdssamfund. Vækst og velfærd er ikke hinandens modsætninger, tværtimod går de hånd i hånd.
Vores arbejdsmarked er baseret på, at vi har en veluddannet, fleksibel arbejdsstyrke, der kan uddanne sig hele livet, skifte spor og tilpasse sig, når nye muligheder opstår, og opgaverne ændrer karakter. Vores arbejdspladser er afhængige af, at forældre trygt kan vinke farvel til ungerne foran skolen eller børnehaven, inden de tager ind på jobbet. Skal vi arbejde længere, skal vi kunne stole på, at der er nogle til at hjælpe med at tage sig af vores forældre, når de bliver så gamle, at de ikke længere kan klare sig selv. Og vi er alle afhængige af at kunne komme til lægen eller på hospitalet, når vi er syge og har brug for behandling.
Men velfærden er udhulet de seneste år. Faktisk er vores velfærdssamfund ifølge tal fra AE-rådet underfinansieret med 23 milliarder siden 2015. Det er dybt uholdbart.
Når New York Times og The Guardian år efter år skriver om Danmark og ’de lykkelige danskere’, så skyldes det ikke mindst, at vi lever i et samfund præget af tryghed, lighed og tillid. Og vores velfærdssamfund spiller en afgørende rolle i den fortælling.
Vores velfærdssamfund er noget, vi bør bryste os af. Og noget, vi alle bør prioritere og værne om. Vi bør styrke velfærden, så den følger både den demografiske udvikling og velstandsudviklingen. Det er afgørende, hvis vores velfærdssamfund også skal være relevant om 10, 20 og 50 år.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. august 2024 | 06:58
