Ceuta og den anden halvdel af sætningen
Mennesker opstår ikke ud af den blå luft ved et europæisk grænsehegn. Der er en historie bagved. Der er et levet liv, som vi intet kender til, men som vi selv indirekte har været med til at skabe, skriver Sine Bilfeldt.
Jeg tænker ikke, at jeg er den eneste, der har tilbragt dele af sommerferien ude i det smukke danske land. Bornholm, Gilleleje, Tisvildeleje og alle de andre “lejer”. Fred, ro, udsigt, feriestemning og smørstegte fiskefrikadeller. Måske en vaffelis, hvis det bliver rigtig vildt.
For nyligt sad jeg i noget, jeg nærmest vil betegne som et zen-øjeblik. Jeg kiggede ud over vandet, nød roen og stilheden og betragtede omgivelserne i Gudhjem på Bornholm.
Ved siden af mig stod en måge. En ordentlig krabat. Og cirka 20 meter foran mig stod en lidt mindre måge. Den var ikke helt fuldvoksen endnu, og i al den tid jeg sad der, stod den unge måge og peb.
Vi er blevet så optagede af at diskutere, hvad vi skal gøre med mennesker, når de først står ved vores grænser, at vi er holdt op med at interessere os for, hvorfor de står der.
Nu taler jeg ikke flydende måge, men jeg opfattede det ret klart, som om den stod og kaldte på sin mor. Eller måske på en fra kommunen, der gad komme og gribe ind og sørge for, at den fik mad og omsorg. Den kaldte i hvert fald på hjælp, det var tydeligt.
Et kvarters tid senere kom to unge drenge gående med hver deres isvaffel i hånden. Efter et par minutters kiggen ud over vandet blev tilværelsen åbenbart for kedelig, og deres forældre havde vel konfiskeret deres smartphones, så de skulle selv finde på underholdning. Der skulle ske noget, og derfor tog det ikke lang tid, før de spottede den unge måge, og den ene dreng løb hen imod den, sparkede efter den og grinede stort imens.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge til højre på min nye mågekammerat, der stadig stod ved siden af mig, og jeg sagde: “Ej, come on! Forsvar dog lige din kammerat, Gør dog noget! Gå efter isen!”
Og tro det eller lad være: Mågen kiggede på mig, fløj derefter direkte hen til drengen og fik nappet isvaflen ud af hånden på ham. Den landede på jorden til stor fornøjelse for de omkringstående måger – unge som gamle.
Og til knap så stor fornøjelse for de to drenge der hurtigt stak af.
Mig og et par måger lagde nakken tilbage og grinede om kap.
Det er selvfølgelig farligt at forsøge at udlede storpolitiske sandheder af en måge og en tabt isvaffel. Men bagefter slog det mig alligevel, hvor ukompliceret situationen var efter min opfattelse.
Der var én, der blev sparket efter. Og så holdt jeg selvfølgelig med dén.
Ingen diskussion om, hvorvidt den unge måge nu også havde ret til at stå lige præcis dér. Ingen debat om, hvorvidt der efterhånden var kommet for mange måger til området. Ingen krav om dokumentation for, hvorfor den var lige netop dér.
Bare den ret simple fornemmelse, at den stærke kan sparke til den svage, og det er helt tydeligt, at det er forkert.
Det bliver åbenbart mere kompliceret, når den svage er et menneske i stedet for en mågeunge.
Ceuta
Jeg har de seneste dage forsøgt at sætte mig ind i situationen i Ceuta.
Desværre er mit indtryk, at vi bliver bombarderet med en meget ensidig og fremmedfjendsk holdning; der er kommet så og så mange migranter. De er kommet fra Marokko. De har krydset en grænse. De skal standses. De skal sendes tilbage. De må ikke komme videre. Vi vil ikke have flere migranter i EU!
Og hver gang jeg læser overskrifter om, hvordan vi skal være glade for, at der heldigvis ikke kommer nogen migranter over grænsen, og hvordan EU indkalder til det ene hastemøde efter det andet for at sikre, at dette ikke ændrer sig, sidder jeg med en følelse af, at der mangler den anden halvdel af sætningen.
Jeg mangler den del af sætningen, der handler om, hvorfor de forsøger – og om EU’s egen rolle i den verden, de forsøger at bevæge sig igennem.
For mennesker opstår jo ikke ud af den blå luft ved et europæisk grænsehegn. Der er en historie bagved. Der er et levet liv, som vi intet kender til, men som vi selv indirekte har været med til at skabe. Der er overvejelser bagved beslutningen om at svømme mod et bedre liv, med risikoen om at drukne på vejen dertil – som indtil videre omkring 100 mennesker er.
Den 12. juni trådte EU’s nye migrations- og asylpagt i anvendelse. Den betyder blandt andet obligatorisk screening ved EU’s ydre grænser, hurtigere grænseprocedurer og et større fokus på tilbagesendelser. På Folketingets EU-oplysningsportal står der så smukt:
“Med forordningen indføres som noget nyt en såkaldt solidaritetsmekanisme, der skal hjælpe med en mere ligelig byrdefordeling mellem EU-landene, hvis et EU-land udsættes for et stort migrationspres.”
Solidaritet er åbenbart kun en et ord, vi bruger, når det handler om vores nærmeste.
Derudover bliver der selvfølgelig også strammet op på at få sendt afviste asylansøgere hjem hurtigst muligt:
“De kan tilbageholdes i op til 12 uger i et modtagecenter i nærheden af en ekstern grænse, mens deres sag behandles.”
Hvordan registrerer vi dem hurtigere? Hvordan behandler vi deres sag hurtigere, uden at de er til gene imens? Hvordan sender vi dem hurtigere tilbage? Hvordan sørger vi for, at de ikke kommer videre ind i EU?
Men hvad nu hvis vi et øjeblik vendte spørgsmålet om?
Hvorfor står der så mange mennesker klar til at løbe, i det sekund de tror, at der er et hul i hegnet?
Det spørgsmål kan ikke besvares med et nyt grænsehegn eller mere registrering.
Europa har en historie på det afrikanske kontinent. Vi har økonomiske interesser dér. Vi handler dér. Europæiske virksomheder tjener penge dér. Vi har gennem århundreder været med til at forme de økonomiske og politiske forhold på andre kontinenter, samtidig med at vi i dag insisterer på at betragte konsekvenserne som noget, der udelukkende foregår på den anden side af vores grænse, og som derfor ikke er vores problem.
Vi har med andre ord ikke noget problem med, at kapital, varer, investeringer i Europas interesse krydser grænsen, for vi vil fandeme have vores vaffelis! Med guf og krymmel ovenpå, tak.
Det er først, når mennesker krydser, at folk råber højt om, hvor vigtig grænsen er.
Jeg er ikke imod de mennesker, der står på den anden side af hegnet.
Jeg er til gengæld imod et system, hvor mennesket på den anden side af hegnet bliver gjort til problemet.
Selvfølgelig har ethvert samfund grænser for, hvor mange mennesker det kan modtage på én gang. Boliger skal findes. Skoler, sundhedsvæsen og arbejdsmarked skal kunne følge med. Det synes jeg egentlig ikke er hverken kontroversielt eller højreorienteret at sige.
Men kapacitet er én diskussion, og årsag er en anden.
Og årsagen springer vi efterhånden meget let og elegant henover.
Vi er blevet så optagede af at diskutere, hvad vi skal gøre med mennesker, når de først står ved vores grænser, at vi er holdt op med at interessere os for, hvorfor de står der.
Det er en temmelig belejlig måde at anskue verden på. For så behøver vi ikke diskutere økonomiske relationer, ulighed, Europas egen rolle i verden, eller hvorfor mennesker i nogle dele af verden producerer varer til vores forbrug uden nogensinde selv at få adgang til den velstand, produktionen skaber.
Vi behøver kun diskutere grænsekontrol.
Jeg ville personligt mene, at det skulle stå grelt til, før jeg begav mig ud på en rejse til lands eller til vands, hvor jeg på forhånd vidste, at der var en reel risiko for, at jeg kunne stille træskoene undervejs. Derfor har jeg også svært ved at købe fortællingen om, at mennesker bare kaster sig ud i den slags, fordi de har set på sociale medier, at det europæiske velfærdssystem bare er Nirvana.
I den europæiske migrationspolitik bliver succesen efterhånden målt på, om mennesker bliver standset, sendt tilbage og forhindret i at komme videre.
Alt, hvad der er sket inden, bliver reduceret til en parentes.
Kolonihistorien. Verdensøkonomien. Fattigdommen. Krigene. Udbytningen. Handlen. De europæiske interesser. De politiske beslutninger.
Det er den anden halvdel af sætningen, der mangler.
Og hvis vi konsekvent nægter at sige den højt, kan vi blive ved med at bilde os selv ind, at problemet er mennesket, der står ved hegnet – og ikke den baggrund, der bragte mennesket derhen.
Jeg håber, EU-kommisionen og -parlamentet nyder deres sommer med hedebølger, solhat, vaffelis og hele programmet. Men en lille note herfra: Bliv ikke overrasket, hvis der kommer en måge og napper jeres is. Karma is a bitch, som man siger.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
45% af 750.000 DKK
337.028 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
