Katastrofale konsekvenser
Atomkraftværker er risikable – men hvordan måles det?
Et atomkraftværk, der ikke oplever en ulykke, er ikke en begivenhed i tid, det er en non-event. Til gengæld er ét, der bryder sammen, dødsensfarligt. Så det drejer sig om store risici ved - måske - sjældne ulykker.
|
På det sidste er atomkraft kommet på dagsordenen igen, og det på trods af at Ukraine-krigen har vist, at atomkraftværker i en krigszone er behæftet med ekstra stor fare. Derfor er risikovurdering et væsentligt emne.
I 2003 udgav det prestigefyldte universitet Massachusetts Institute of Technology (MIT) et studie om fremtiden for atomkraft, som jeg kritiserede i min bog Rentekapitalismen fra 2017. Studiet nævner to måder at bedømme hyppigheden af ulykker på, den ene er den historiske erfaring, den anden en ’probabilistisk risikovurdering’ (PRV).
Efter startskuddet til atomkraft i 1957 blev der frem til 2002 bygget omkring 100 letvandsreaktorer i USA, der leverede 2679 reaktorår. Da der kun var ét reaktorkernenedbrud, nemlig Tremileøens enhed 2 i 1979, konkluderede studiet, at hyppigheden af alvorlig skade på amerikanske reaktorer var 1 til 2679 reaktorår i gennemsnit! Men siden ulykken fandt sted inden for rammen af en måned, kunne man vel reducere hyppigheden målt i reaktormåneder med 12 gange. Omvendt kunne man mene, at siden én enhed var permanent ødelagt, blev der mellem 1979 og 2002 tabt 23 reaktorår på grund af nedbrud. Eller, at i gennemsnit brød én ud af 100 reaktorer sammen over hele studieperiodens 45 år.
PRV-metoden identificerer mulige reaktorfejl og følger rækken af begivenheder for til sidst at vurdere, om de fører til skade på reaktorkernen. Studiet fandt frem til, at den hyppighed var 1 ud af 10.000 reaktorår for de 100 værker, dvs. 1 inden for 100 kalenderår.
Information har i en artikel fra den 12. oktober med overskriften, ’Risikoen for store ulykker er lille – men gør atomkraften dyr’, analyseret risikospørgsmålet for hele verden ud fra samme type beregninger som MIT’s. Ifølge bladet drejer det sig om ”meget små risici for meget store ulykker”. Her medregnes naturligvis de to største katastrofer, Tjernobyl i 1986 og Fukushima i 2011.
Artiklen citerer to professorer i henholdsvis atomfysik og statistik, der i 2016 gennem en historisk-statistisk analyse fandt frem til, at hyppigheden af nedsmeltning var 1 : 3704 reaktorår for verdens 443 reaktorer, der havde ydet 14.816 reaktorår siden 1952. De inkluderede en ulykke i Skotland udover de tre her nævnte katastrofer og udelod bevidst en række mindre hændelser. Forfatterne indrømmede, at det var simpel statistik og kom ved hjælp af mere avancerede metoder frem til, at der var omkring 70 procent sandsynlighed for en reaktorskade inden for de næste 10 år. De citerede i øvrigt nogle PRV studier for, at der ville ske en storulykke per 10.000 – 200.000 reaktorår.
Selvom det virker mere realistisk med 70 procent chance for en fatal ulykke inden for 10 år fra 2016 – den udestår nu stadig – er det en tvivlsom måde at tænke på. En atomulykke er ikke en begivenhed som at kaste en terning tilstrækkelig mange gange, hvor det er 100 procent sikkert, at man slår 2 øjne en sjettedel af gangene. I finansteori (mis)bruger man sandsynlighedsregning til at lave fordelinger af svingende afkast, som så bruges til at beregne ’risiko’ for tab eller gevinst. Heller ikke det holder i virkeligheden, men der er dog tale om uendeligt mange observationer og småvariationer. Et atomkraftværk, der ikke oplever en ulykke, er ikke en begivenhed i tid, det er en non-event. Til gengæld er ét, der bryder sammen, dødsensfarligt. Og, som Information gør opmærksom på, døddyrt.
Risiko defineres rettelig ved begivenheders konsekvenser, og de kan frygtes at være mere uoverskuelige ved fremtidens atomkatastrofer end fortidens. Så det drejer sig om store risici ved – måske – sjældne ulykker.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. november 2022 | 06:49
