Reportage
Alle kigger ned i deres mobiltelefon!
Der er meget godt at sige om internettet og dets uendelighed af viden og muligheder. Men hvis ikke vi er klædt på til at navigere i dette univers, kan det gå rigtig galt, skriver Lene Reinseth i denne blog.
|
Det er svært at fange mine medborgeres blikke, når jeg bevæger mig i det offentlige rum på gaden eller i toget på vej mod mit nye job i Skodsborg, en specialinstitution for unge mellem 12 og 17 år.
Disse unge er anbragt i et hus, der skal sætte rammen om dem i et uvist tidsrum, fordi de har det svært. Meget svært. Huset og de mennesker, der er omkring dem, er den ballast, der skal gør dem klar til at tage afsted ud i den store verden på egen hånd.
95 procent af de mennesker, der passerer forbi mig dagligt, ser ikke længere den verden, de bevæger sig i. De kigger ned i deres mobiltelefon. De svælger sig i de sociale medier. Inde i mig står der en lille soldat med ret ryg og råber vagt i gevær. Jeg er bekymret, især for vores unge mennesker. Dem allesammen. De sårbare og de mindre sårbare. Måden de eksponerer sig på, måden de navigerer på i de sociale medier.
Før og nu
VIVE har udarbejdet en rapport for Sundhedsstyrelsen i 2023, der fremhæver både de positive og negative konsekvenser forbundet med de unges forbrug af sociale medier.
Der er meget godt at sige om internettet og den uendelighed af viden og muligheder, det har medført. Men hvis ikke vi er klædt på til at navigere i dette univers, kan det gå rigtig galt. Er man ung og ukritisk i forhold til, hvad man læser på nettet, er risikoen for at blive forført stor.
Da jeg voksede op i 70’erne, var mine muligheder for at søge viden datidens google: Mine forældre, bedsteforældre, lærere og pædagoger samt jævnaldrende. Derudover var litteratur, både fagligt og skønlitterært, også en mulighed for at øge min viden og skabe et billede af, hvordan verden var sat sammen. Når livet gjorde ondt eller i perioder blev for svært at være i, skrev jeg digte eller betroede mig til mine få tætte veninder.
Det er ikke muligt for de unge identitetssøgende mennesker at være tilfredse med deres tilværelse, når deres jævnaldrende idoler fremstår som perfekte individer med total styr på deres liv.
Jeg var nysgerrig som størstedelen af mine jævnaldrende. Vi lurede i de voksnes glitterblade. Vi ringede 0059 for at høre, om der var nogen på linjen, fordi det var forbundet med noget forbudt og farligt.
På skoletoiletterne blev der skrevet frække sætninger på væggen, og nogen havde ridset “poptøs” i bordpladen på min faste plads. Også det kildede i maven. Vi gik på æblerov og røg cigaretter i smug og syntes selv, at det var vanvittigt sejt at hænge ud med de store på Israels Plads.
Jeg ved, det lyder lidt gammeldags, men alligevel; 70’ernes nærvær og oplevelsen af familiens ældre som orakler, der kunne åbne verden for os, hvis bare vi spurgte dem, bandt os sammen.
I dag rådfører de unge sig ikke med deres forældre eller deres jævnaldrende, for svaret er kun to klik væk. Problemet er bare, at de ikke har erfaring eller viden nok til at selektere. At de ikke kan modstå fristelsen til at lade sig forføre. At de ikke kan stoppe. At de nu er blevet afhængige af de sociale medier.
Det er op gennem ungdommen, man har den sunde spejling i andre unge, udvikler sig og finder frem til, hvem man er og skal blive i den voksne udgave. Man finder vejen til sit jeg gennem relationer i den fysiske verden. Sådan burde det være.
Spejling i det perfekte liv
Men i dag spejler de unge sig i influensere, der deler deres perfekte liv på Instagram, TikTok, YouTube eller Snapchat. Deres videoer og fotos er photoshoppet, så alle forstyrrelser, alt uskønt er fjernet. Som betragter ser man et gyldent øjebliksbillede af en mulig virkelighed, og et frø bliver sået. Drømmen om det perfekte liv.
Det er ikke muligt for de unge identitetssøgende mennesker at være tilfredse med deres tilværelse, når deres jævnaldrende idoler fremstår som perfekte individer med total styr på deres liv. De er endnu for unge til at have en grundlæggende sund og stabil kerne at navigere ud fra.
De børn og unge, der kommer fra dysfunktionelle familier, plaget af spiseforstyrrelser og/eller selvskade af forskellig karakter, har mulighed for at finde et frirum på de sociale medier. En mulighed for at skabe alliancer og få et netværk hvor den unge oplever at føle sig mødt og forstået, fordi han/hun endelig møder ligesindede, der rådgiver og inspirerer i forhold til spiseforstyrrelse og selvskade.
Det er et tag selv-bord af vidensdeling om destruktive copingstrategier. I al ensomhed kan de lade sig opsluge af de mange universer, der kan fastholde dem i deres vrangforestillinger og destruktive handlemønstre. Der kan gå lang tid, før det blive opdaget, og hvordan holder man de unge fra at benytte sig af de sociale medier og den enorme eksponering, der ligger på nettet, når det er så integreret en del af vores vidensbank?
Vi må starte med os selv. Mig. Dig. Alle vi voksne mennesker der har ansvaret for nogle børn og unge, som vi ønsker det bedste for. Det er os, der er forgangsmænd for denne kulturarv. Det er os, der har ansvaret for nutidens børn og unge. Ansvaret for fremtiden. Deres og vores.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. juli 2024 | 08:57
