Tale
Kampen imod militarisme i vores samfund er som enhver anden kamp, det være slåskamp eller klassekampen. Der er elementære forhold, der skal fastslås, inden man kan møde sin modstander. For det første: Hvem er fjenden, og hvad er deres styrker og svagheder? For det andet: Hvad er vores styrker og svagheder? For det tredje: Hvad kæmpes der for?
Hvem er vores fjende så? Simpelt: Det er den herskende klasse, kapitalistklassen og deres repræsentanter. Det er for dem, at militarisme er i overensstemmelse med deres interesse. Disse interesse er også simple at opstille: Udvidelsen og beskyttelsen af deres profitter, udbytning af den internationale arbejderklasse og pacificering af den nationale arbejderklasse.
Hele samfundet orienteres omkring militæret.
Til at opnå dette formål har den herskende klasse oceaner af midler. Som klassen med økonomisk overlegenhed, som besidderen af den politisk magt i staten har den dominansen over et væld af institutioner: Undervisningen af vores børn, det kulturelle landskab og ud over de tre statsmagter den fjerde statsmagt – pressen.
Hvor den herskende klasse er magtfuldt i dens økonomisk arena, er den svag på den numeriske front. Men deres økonomiske overlegenheden giver dem rigelig mulighed for at sikre sig over for den numeriske stærke underklasse.
Dette sker ved brug af den fysiske magt. Den fysiske magt er basis for enhver social relation. Den fysisk magt er i besiddelse af dem med den intellektuelle magt, der styrer den som generaler til deres egne formål.
De omfordeler de numeriske forhold mellem den herskende og den undertrykte klasse, så befolkningen ikke længere fordeler sig efter klasseinteresse, men efter deres individuelle interesse.
Økonomisk overlegenhed giver den herskende klasse fri mulighed for at forvirre og udnytte de økonomisk ustabile for at få dem til at agere imod deres egne klasseinteresser.
Produktion og fordeling af våben er som alt andet i den herskende klassens monopol. Men ligesom alt andet de producerer, er den herskende klasse nødvendiggjort til at overdrage dem til den undertrykte klasse. De kan ikke selv bære dem alle, ej vil de jo ikke.
På den måde ender de med at selv bevæbne deres undersåtter. Undersåtter som de alene kun har den intellektuelle (hermed forstået politiske og moralske) magt over, der til enhver tid kan vendes på hovedet – eller rettere vendes op – i overensstemmelse med deres klasseinteresse.
Risikoen bliver den herskende klasse – som følge af deres egeninteresse som er søgen efter mere og mere profit – nødt til at løbe. Deres hybris er det, der vil også bringe dem ned.
Den ideologiske kamp
Jeg vil starte med at snakke om, hvad der kæmpes for, før jeg kommer ind på vores styrker og svagheder:
Den fysiske magt har brug for menneskelig deltagelse, ikke kun maskiner. Militæret skal derfor fylde menneskerne med den “rigtig ånd”. Denne ånd skal være blind loyalitet til kapital. Om dette er maskeret som forsvaret af nationen, af demokratiet eller af civilisationen, er et valg, der træffes ud fra, hvem “fjenden” nu er.
For at skabe sådan en ånd har man brug for en perfekt idioti. Desværre for den herskende klasse og deres militær påkræver de teknologiske og statistiske udviklinger i krig, at deres soldater har en grad af intelligens, der dog naturlig følger med en skeptisk over for enhver ordre, de bliver pålagt.
Det er de unges hjerter, der kæmpes for. Denne kamp foregår på uddannelsesinstitutioner, i pressen, i kulturen. Det er en evighedskrig, så længe det kapitalistiske system har sin dominans over verden.
Det er de unge, der skal kæmpes for, for de unge har kun kendt til statens uddannende instruktioner, kapitalisternes manipulerende kulturprodukter, og som følge af deres korte tid på arbejdsmarkedet, mangler de den klassebevidsthed, som findes hos deres ældre kammerater. De er ikke faste i deres overbevisninger. Dette kan både komme os til gode og til onde!
Den klassebevidste arbejder kender til overklassens løgne og deres ægte mål: Profit på bekostning af verdens befolkning. Derfor kæmper de imod militarismen i alle dens former. Men militær spiller en rolle både eksternt og internt. Folket skal bevæbnes for at kunne sigte deres rifler mod folket, mod “statsforrædere”. For ordren, for kapitalen.
Der skabes en ånd i de unges sjæle ved at fostre en kultur af chauvinisme, nærsynethed og had imod alt, der kan ryste status quo. Arbejderklassen deles op efter alder. De unge fjernes fra familie, venner og klassekammerater. De isoleres i kasernerne og får fanget deres tanker i militærkulturen. Som eksempel, der ikke uddybes her, kan vi nævne helliggørelsen af uniformen.
Militærkulturen har dens effekt mest hos den del af befolkning, der finder størst forskel mellem deres status under deres civile liv og militære liv. De fattig, de fremmedgjorte, de udstødte.
Soldater indoktrineres ved at skabe følelser af vrede imod en imaginær fjende, men samtidig en stolthed for nationen ved at blive fortalt en forfalskning af sandheden. De unge soldater bliver lovet, at alle deres ønsker vil kunne blive opfyldt, så længe de gør, hvad der bliver sagt, og går i front for at dræbe eller blive dræbt. Deres sunde fornuften forsvinder. En sådan indoktrinering kan ikke ske hos den klassebevidste arbejder, igen hvorfor de går efter de unge.
I en tid med eksterne fjender, er det ikke kun soldaterne, men også arbejderne i de vigtigste industrier for krigsførelsen, som skal indstilles på den militaristiske ånd – med fuld opbakning fra blandt andre de danske fagforeningsledere. For dem er krig alt, klassekampen intet. Krig kan nemlig skabe nogle efterspurgte industriarbejdspladser, det kan klassekampen ikke.
Byrden overgives til arbejderklassen
Som økonomien ser ud, er der udsigt til, at antallet af unge uden arbejde eller uddannelse bliver højere og højere. Sammen med en stat der foreløbig er så rig, at den kan plaske penge til militæret med det, det har brug for, for at købe sig til soldater. Hermed har vi opskriften på en katastrofe.
Hele samfundet skal orienteres omkring militæret, fra skolen til pressen, til arbejdspladsen.
Militarisme er dog bekostelig for borgerskabet. Det er en af grundene til, at det ikke allerede er mere militaristisk, end tilfældet er. Byrden overgives derfor til arbejderklassen, der med blod og penge finansierer statens krigsførelse på bekostning af velfærd og progression. Arbejderne deltager dermed i skabelsen deres egne lænker.
Der er ikke andet, der kan udledes, når den nye regering lover skattelettelser for de højtlønnede og selskaberne, men samtidig fastholder sin forpligtelse om at bruge fem procent af bruttonationalproduktet (BNP) på militæret.
Udbyderne af forsyningskontrakterne til militæret vinder også åger fra statskassen, de civiles skattepenge, som på ingen andre områder i den civile industri.
Dette er, hvad vi kæmper om, og hvem vi kæmper imod. Det er ikke favorable omstændigheder, vi befinder os i.
Den organiserede arbejderklasse i Danmark er i dag politisk svag. Vi har i modsætningen til borgerskabet meget få ressourcer at gøre brug af. Vores budskaber kan ikke nå langt ud til folket, som deres kan.
Der er også tale om, at vores modstander har haft flere årtiers forspring i deres projekt om at skabe en jingoistisk stemning i landet. Denne stemning har allerede nået mange danske unge. For krig er for danskere en fjern og teoretisk fare. Og med den generelle mangel på klassebevidsthed i samfundet ser de det ikke som en manifestation af klassekampen.
Kun én vej for antimilitarismen – op
Skal vi så bare give op? Er kampen tabt, før den er begyndt? Selv om alt, hvad jeg har sagt indtil nu, virker pessimistisk, så er jeg stadig optimistisk for fremtiden. Når man er på bunden, så er der kun en vej, man kan gå, nemlig op.
Det er vigtig, at vi igennem det hele holder os principielt imod krigen. Selv om stemningen er imod os, selv når vi er i krig, er det vigtigt, at vi fra start til slut altid holder os det samme princip: No war – but class war.
Og selv om stemningen ikke er med os i starten, så vil militarismen dog skabe betingelserne for dens egen bortgang. I dag er det ikke længere muligt at vinde en krig med et slag, med alene en teknologisk overlegenheden, der ikke længere har betydning for kriges udfald.
Selv den mest militaristiske, hjernevaskede befolkning vil miste viljen for at fortsætte en krig for evigt. Når omstændighederne svinger til, at der kan skabes en stemning imod krig, skal vi være forberedt på at tage imod folket, også selv om de tidligere har været imod os. At vi står for den samme holdning igennem det hele, vil garantere, at ingen kan kalde os for opportunister og dermed skabe store respekt blandt folket.
Når kapitalisterne løber risikoen ved at gå i krig, skal vi udnytte muligheden og lægge så meget pres på dem som muligt. Historien er med os!
Vores nærmeste opgave lige nu er, at ungdommen gennem antimilitaristisk propaganda bliver vækket med klassebevidsthed. Dem, der har de unge med sig, har hæren med sig! Dem, der har de unges hjerter med sig, har fremtiden med sig!
Hvad der kan gøres
Forslag til hvad der på nuværende tidspunkt kan gøres:
Kontakt til værnepligtsudøvere: Påminde dem om deres forpligtelser over for deres internationale brødre og søstre i arbejderklassen.
Ikke miste kontakten til arbejdere, der tjener deres værnepligt. Der kan spredes propaganda i kasernerne, og vi kan få viden om forholdene i militæret til brug for yderligere antimilitaristisk propaganda.
Pamfletter til værnepligtige, der informerer om, hvem de faktisk kæmper for, og hvad de faktisk kæmper for.
Skabe stemning for antimilitarisme fra græsrødderne – i fagforeningerne og i uddannelsesinstitutioner.
Kæmpe imod ungdomspartierne med moderpartier i Folketinget, der bakker op om krigen.
Påpege over for den generelle befolkning at byrden for finansiering af militæret falder hos arbejderne i landet.
Sikre antimilitaristisk opdragelse fra forældre.
Teksten er skrevet med inspiration fra (og rene oversættelser af) Karl Liebknechts “Militarisme og antimilitarisme” (1907).
Teksten er lettere redigeret af Arbejderens redaktion.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
