Wagner i Afrika
Den private Wagner-hær er til stede i flere afrikanske lande. På den ene side er den støt stigende russiske indflydelse i Afrika udtryk for et gennemgribende opgør med den vestlige postkolonialisme. Men i stedet vender befolkninger og regimer sig mod et alternativ, der fremmer had, ressourcetyveri og diktatoriske tendenser.Afrika-observatører rejser i disse dage spørgsmålet, om den private Wagner-hær mon ikke tog del i kuppet i Niger? Det ville passe ind i billedet.
Udenrigskomitéen i det britiske underhus har for nylig udgivet en rapport om Wagner-netværkets omfattende ’våben-for-guld’ aktiviteter i Afrika, hvori den kritiserer UK-regeringen for at vende det blinde øje til Wagners virke i Afrika og udelukkende fokusere på dets rolle i Ukraine.
Putin er afhængig af Wagner i mere end én forstand.
Wagner-gruppen blev stiftet i 2014 af den nu verdensberømte Jevgenij Prigozhin og Dmitri Utkin, tidligere chef for den militære efterretningstjeneste, GRU, med det formål at hjælpe Ruslands invasion af Krim og støtte separatisterne i Donbas. Wagner lejehæren fik udstyr og penge til disse operationer fra officiel russisk side.
I Afrika er Wagner aktiv i Libyen, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Mali, Sudan, Mozambique og nu også Burkina Faso. I Mali blev lejehæren tilkaldt af militærjuntaen i 2021, efter at tusindvis af vestlige og FN-styrker havde vist sig ude af stand til at bekæmpe de jihadistiske og lokale oprør. Wagners indsats er uhørt brutal med massedrab på civile, der dog ikke har rokket ved jihadisternes kampevne. Alligevel smed juntaen de franske, danske osv. styrker samt FN på porten.
Sudans præsident Omar Al-Bashir blev afsat i 2019 efter omfattende demonstrationer i hovedstaden Khartoum. I stedet for demokrati fik landet et kup fulgt af en regering, der delte magten mellem hæren og den paramilitære bevægelse RSF (Rapid Support Forces). De kunne imidlertid ikke enes om det fremtidige styre, og i april i år marcherede RSF mod Khartoum, for at dets leder kunne få enemagt. Kampene har ført til millionvis af flygtninge. RSF inkluderer Janjaweed militsen, der blev kendt for sin hensynsløse fremfærd i Darfur i perioden 2003-2020. Wagner kom til Sudan i 2017, efter at Bashir var rejst til Moskva for at søge politisk opbakning. Til gengæld fik Rusland en gateway til Afrika og Wagner rettigheder til en lukrativ guldmine. Guldet smugles ud, uden at Sudan får del i indtægterne, der ubeskåret går til Rusland og Prigozhin. Wagner støtter RSF.
CAR har været uregerligt og har siden 2012 huset en uforsonlig borgerkrig mellem to hovedgrupperinger, Séléka mod Anti-Balaka, og begge i kamp om eller mod regeringsmagten. Anti-Balaka udgår fra den fastboende landsbybefolkning, hvis jord blev invaderet af muslimske Séléka-militser. Wagners tilstedeværelse dateres til 2018, hvor Rusland havde fået FNs sikkerhedsråd til at løfte våbenembargoen mod CAR. For at sikre en tredje præsidentperiode til F-A Touadéra, optrapper Wagner sine styrker – og det efter ’marchen mod Moskva’. Wagner får sig betalt i diamanter, guld og værdifuldt træ gennem lukrative kontrakter. Uden tvivl ender en del af overskuddet i Ruslands kasse. Wagners lederskab i CAR er ifølge underhusrapporten så overvældende, at der er tale om ’statstilfangetagelse’ (state capture).
I Burkina Faso avancerede Wagner i september 2022 til rollen som kuphjælper i stedet for blot at være hyret af en regering til at undertrykke rebeller. Begrundelsen for kuppet var, at den foregående kupmager ikke havde kunnet slå de jihadistiske oprørere ned. Også her er der tale om betalinger i guld.
Putin er således afhængig af Wagner i mere end én forstand. På et overordnet plan er den støt stigende russiske indflydelse i Afrika imidlertid udtryk for et gennemgribende opgør med den vestlige postkoloniale klamme hånd, ikke mindst den franske. I stedet vender befolkninger og regimer sig mod et alternativ, der fremmer had, ressourcetyveri og diktatoriske tendenser.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.