Din eller min virkelighed?
De mange dårlige oplevelser med at være indlagt står ofte i vejen for, at vi som personale kan motivere de meget psykotiske borgere til at blive indlagt på frivillig basis, skriver Lene Reinseth i denne blog.Hun har lagt sig på bostedets gang.
Hun holder sine hænder på maven. Vrider kroppen frem og tilbage, og en klagende lyd undslipper hendes strube.
Da hun bliver spurgt, hvorfor hun ligger midt på gangen, hvor andre mennesker også skal færdes, svarer hun, at hun uden tvivl skal føde et barn.
Kvinden bor på et psykiatrisk bosted og er langt over den fødedygtige alder.
Men hun oplever, at i den store mave hun har sandsynligvis grundet mange år på antipsykotisk medicin, ligger et foster, der snart vil komme til verden.
Kvinden fremstår forpint og psykotisk. Selvom hun nødigt vil overtales, lykkes det at få hende med ind i en taxa til psykiatrisk modtagelse. Hun ved godt, at denne køretur gennem byen kan ende med, at hun skal opholde sig i længere tid på lukket psykiatrisk afdeling, og det har hun ikke lyst til.
Lang ventetid
Vi sidder længe og venter i modtagelsen. Alt, alt for længe. Kvinden bliver mere og mere utålmodig. Og hendes frygt for, hvad der kommer til at ske, er så voldsom, at hun flere gange højlydt overvejer at tage hjem igen. Men det lykkes at få hende til at blive. Og det som er afgørende i denne situation, er den relation, som ligger mellen hende og jeg.
Endelig kommer lægen. Vi sætter os ind i samtalerummet, så der kan laves en akut vurdering af kvindens sindstilstand. Hun er i en situation, som de fleste vil opleve som uholdbar. Som det er lige nu, kan hun ikke holde ud at være hjemme i sig selv.
Kvinden og jeg kender hinanden godt. Der er tryghed og tillid mellem os. Jeg har fået kvinden med på psykiatrisk afdeling, fordi jeg har gjort hende opmærksom på, at det er vigtigt, at hun tilses af en læge, som hun har det nu. Blandt andet fordi hun på psykotisk baggrund har en oplevelse af at være i fødsel.
Men det er hendes virkelighed. Hun er overbevist om, at hun reelt skal føde et barn.
I det her tilfælde tænker jeg, at hvis lægen havde valgt at lytte og spørge nysgerrigt ind til kvindens forestillinger, så havde de begge haft et bedre udgangspunkt for at kunne samarbejde omkring en indlæggelse.
Havde vi korrigeret kvinden i denne oplevelse, var det med risiko for, at hun ville trække sig væk fra os. At hun ville miste den afgørende tillid og tro på, at vi vil hende det bedste. Hvorfor skulle hun lægge ansvaret i vores hænder, hvis hun oplever, at vi ikke tror på hende. Som at springe i faldskærm, uden faldskærm.
Vi befinder os på en platform, hvor det handler om at bevare tilliden samt at mødes om et fælles ståsted, der ikke forværrer situationen. Vores vurdering var, at hun klart ville profitere af en indlæggelse på psykiatrisk, hvor de kan forholde sig til den medicinske behandling og medvirke til at skabe en ramme for hende med mulighed for, at hun kan trække stikket for en periode. Få ro på simpelthen.
Det at være indlagt i psykiatrisk regi er for mange mennesker forbundet med negative oplevelser. Det kan være, at de har været udsat for tvang. Mennesker, der gentagne gange har været udsat for tvang og tilbageholdelse på lukket afdeling, forbinder dette med overgreb og ønsker derfor ikke at opleve dette igen.
Desværre er det ofte den eneste mulighed for at værne om mennesker, der er psykotiske i et omfang, hvor de er meget forpinte og/eller til fare for sig selv eller andre. De mange dårlige oplevelser med at være indlagt står derfor ofte i vejen for, at vi som personale kan motivere de meget psykotiske borgere til at blive indlagt på frivillig basis.
Men kvinden og jeg var nået så langt, at hun havde indvilliget i at lade en læge tilse hende simpelthen for at skulle føde. Det kunne ske hvornår det skulle være. Og så er man nødt til at blive tilset af en læge.
Lægen lytter ikke
Lægen kommer ind til os i samtalerummet for at vurdere kvindens psykiske tilstand, og hvorvidt der er indikation for en indlæggelse på en af deres psykiatriske afdelinger. Han har ikke lyttet længe til kvinden, der giver udtryk for, at hun har det meget skidt. At fosteret presser på, at hun gerne vil have hjælp lige nu, før han fortæller hende, at han kan garantere hende for, at hun ikke er gravid.
I det lægen gør hende opmærksom på, at hendes oplevelse ikke er virkelighed, rejser hun sig fra sin stol og gør lægen opmærksom på, at de ikke har mere at tale om. Kvinden forlader akutmodtagelsen uden at vende sig om, med raske skridt mod udgangen. Og os halsende efter hende. Indlæggelsen mislykkes, og vi må tage en taxa retur til bostedet.
I det her tilfælde tænker jeg, at hvis lægen havde valgt at lytte og spørge nysgerrigt ind til kvindens forestillinger, forsøgt at se hende i lyset fra hendes indefra perspektiv. Altså mødt hende i det, der var hendes virkelighed. Så havde de begge haft et bedre udgangspunkt for at kunne samarbejde omkring en indlæggelse.
Så hvornår er det så, at vi vælger at realitetskorrigere!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.