Fastholder associeringsaftale
Politikernes farlige leg med den danske velfærdsmodel
Den danske model er de seneste år blevet sat på prøve og truer nu det danske velfærdssamfund. Se blot på eksemplerne med sygedagpenge, udhuling af dagpengesystemet, afskaffelse af efterlønnen og angreb på "Arne-pensionen".
|
Det danske arbejdsmarked står stærkt, og ansatte har generelt gode og trygge løn- og arbejdsforhold.
Dette kan ikke tilskrives fagbevægelsen alene, men også en stærk politisk opbakning gennem de seneste 100 år, hvor Folketinget har ønsket at opbygge et godt velfærdssamfund med arbejde, tryghed og velfærd for alle landets borgere.
Ved det såkaldte Septemberforlig i 1899 besluttede politikerne at overlade til landets fagforeninger og arbejdsgiverforeninger gennem kollektive overenskomster selv at fastsætte løn- og arbejdsvilkår og dermed afstå fra politisk indblanding i disse forhold.
Det er derfor, vi i Danmark har den meget roste danske model, som overlader til arbejdsmarkedets parter selv at klare løn og arbejdsforhold uden om Folketinget.
Den danske fagbevægelse og arbejdsgiverforeninger har gennem årene samarbejdet om dette og i fællesskab indgået aftaler til gavn for begge parter – og det danske samfund.
Og hvilket Folketinget har en stor interesse i.
Politikerne har gennem følgelovgivning på andre områder medvirket til det stabile arbejdsmarked. Blandt andet lovgivning omkring sygedagpenge, barsel, ferielov, efterløn og et dagpengesystem til sikring af ydelser ved arbejdsløshed.
De sidste to forhold endda finansieret i fællesskab mellem staten og lønmodtagere og dermed til fælles gavn.
Arbejdsmarkedspension
Ved overenskomstforhandlingerne i 1991 aftalte man en arbejdsmarkedspension for alle ansatte. Dette på en direkte opfordring fra Folketinget så samfundet på sigt ville få lavere pensionsudbetalinger, efterhånden som arbejderne selv havde sikret sig gennem en pensionsaftale.
På denne måde har der gennem årene været et samspil mellem Folketing og arbejdsmarkedets parter om den danske model og et fælles velfærdssamfund.
Men i de senere år er den fælles enighed flere gange blevet sat på prøve og truer nu fremtidens danske arbejdsmarkedsmodel.
Sygedagpenge og efterløn
Tidligere var en sygdomsramt borger sikret et forsørgelsesgrundlag på sygedagpenge, så længe man var syg. I dag er man alene sikret dette i 22 uger. Herefter kan man overgå til en meget lav ressourceforløbsydelse på kun 60 procent af sygedagpengene.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor et menneske, som af lægerne vurderes at være for syg til at kunne arbejde, skal sættes ned i ydelse. Man bliver da i hvert fald ikke mere rask ved, at man oven i sin sygdom også skal have problemer med familiens eksistensgrundlag.
Og det er værd at bemærke, at den sygdomsramte jo allerede har mistet sin lønindtægt og fået den erstattet med de lavere sygedagpenge.
Efterlønnen blev indført i 1973, men er i dag reelt afskaffet med baggrund i krav fra borgerlige politikere.
Dagpengesystemet
Tidligere kunne man som arbejdsløs modtage dagpenge, når man med kort varsel var blevet fyret. Ikke fordi man var doven, men fordi arbejdsgiveren grundet lav ordreindgang ikke længere skulle bruge så mange ansatte. Og man var gennem dagpenge sikret et forsørgelsesgrundlag for familien, indtil en arbejdsgiver igen fik behov for arbejdskraft.
I dag er dagpengesystemet kraftigt forringet, perioden er sat ned til to år. Ydelsen har været fastlåst med minimale stigninger, så den i dag udgør en langt lavere andel af lønindtægten, og der er indført et stort antal forringelser for nyudlærte og unge.
Konsekvensen er, at en halv million lønmodtagere i dag har fundet det nødvendigt at supplere med egne betalte lønforsikringer som en overbygning på dagpengene. Simpelthen for at sikre sig selv og sin familie under arbejdsløshed.
Nu er der fra regeringen forslag om en højere ydelse de første tre måneder, men her går de borgerlige igen til angreb og beskylder nærmest arbejdsløse for at være nogle dovne hunde, som ikke gider påtage sig et arbejde.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at de lønmodtagere, som er omfattet af dagpengesystemet, stadig betaler det samme høje bidrag – på trods af at ordningen løbende er blevet forringet.
Politisk ideologi
Det viser bagsiden af politiske beslutninger – at man løbende kan dreje på den økonomiske skrue for at få regnestykket til at balancere. Det skal da balancere, men det kunne man så gøre på mange andre måder – blandt andet lade være med samtidig at give skattelettelser. Det er i bund og grund ren politisk ideologi.
Men det medfører, at vores samfundskontrakt mellem fagforening/arbejdsgivere og Folketing står overfor et muligt brud. Fordi man ensidigt bruger sine politiske synspunkter til egen vinding og glemmer hensynet til den model, man som Folketing er en del af.
Og i stedet reelt tilskynder de, som har råd, til gennem egne forsikringer at sikre sig selv. Og så samtidig lade de, som ikke har råd, sejle deres egen sø. De samme politikere som nu vil afskaffe ”Arne-pensionen”, næsten før den er etableret. Ingen tvivl om at det er rendyrket borgerlig politik, men desværre også ofte med opbakning fra andre partier.
Det er en rigtig farlig vej at betræde – det er vores fælles velfærdssamfund, som trues.
Derfor må Folketinget tænke sig godt om – og de danske fagforeninger skal med ekstra styrke fortsætte kampen til gavn for sine medlemmer – og det danske velfærdssamfund.
21. marts 2022 | 07:46
