I disse dage sidder den spanske nødhjælpsarbejder Juana Ruiz Sánchez arresteret i en celle i Hasharon-fængslet i Israel.
Det sker, samtidig med at Israel bomber Gaza og myrder palæstinensere andre steder.
Men nu skal en omfattende international kampagne få den 62-årige spanske nødhjælpsarbejder løsladt.
En israelsk militærdomstol på den besatte palæstinensiske Vestbred anklagede den 29. april spanieren for at have brudt landets antiterrorlove. Militærdomstolen beskylder hende for at kanalisere store pengebeløb, der stammer fra donationer fra europæiske regeringer, til en forbudt palæstinensisk militant gruppe – PFLP. (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), skriver det israelske nyhedsmedie ynetnews.com.
Spanieren, der i 35 år har været gift med en palæstinenser, har i årevis arbejdet for ngo’en Health Work Committees, der yder sundhedshjælp til palæstinenserne i besat område.
Vi fordømmer både arrestationen og de falske anklager mod Juana og kræver, at vor regering tager skridt mod Israel.
Víctor M. Lucas, PCPE, Spanien
Juana Ruiz Sánchez er også medlem af Spaniens Folks Kommunistiske Parti (PCPE), der har taget initiativ til en global kampagne for at få hende fri.
– Vi fordømmer både arrestationen og de falske anklager mod kammeraten og fighteren Juana. Og vi fordømmer samtidig den zionistiske stat Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk – den får et stadig mere blodigt og kriminelt udtryk, siger Víctor M. Lucas til Arbejderen og hentyder til de seneste begivenheder i Gaza, Østjerusalem og i selve Israel.
Víctor M. Lucas er international sekretær i PCPE.
For militær domstol
Juana Ruiz Sánchez blev arresteret af 20 israelske soldater ved daggry den 13. april i sit hjem nær Betlehem på Vestbredden. Hun blev ikke præsenteret for nogen anklage.
“Israel anklager spansk kvinde for at hjælpe palæstinensisk terrorgruppe”, er overskriften i artiklen i Ynet.News.
Hun skal ifølge anklagerne have overført penge, som EU-regeringer har doneret til Health Work Committees, til PFLP, fremgik det af retsmødet. Juana Ruiz Sánchez anklages for at “handle i overensstemmelse med PFLP’s direktiver for at fremme organisationens aktiviteter og finansiering” og dermed “finansieret terrorisme”.
PFLP, der definerer sig som en marxistisk organisation, er på terrorlisterne i både Israel, USA, Canada og i EU.
Ifølge Shin Bet, Israels interne efterretningstjeneste, vil også Health Work Committees’ revisor og tidligere revisor samt tidligere indkøbsleder blive sigtet efter samme paragraffer som spanieren.
Shin Bet begyndte for over et år siden at undersøge flere palæstinensiske ngo’er. Mindst syv af disse skal have trukket mange millioner euro – doneret af europæiske regeringer og organisationer til humanitære formål – videre til PFLP, hævder Shin Bet.
Det gælder for eksempel landbrugskomiteen “Union of Agricultural Work Committees” og ngo’en for politiske fanger Addameer.

Også de skal have “handlet under PFLP-ledelse og i overensstemmelse med organisationens direktiver og har fremmet PFLP’s aktiviteter og finansiering”, lyder anklagen.
4400 politiske fanger
– Kammerat Juanas sag er kun én blandt tusinder af sager mod palæstinensere, fængslet i zionistiske fængsler, inklusive mindreårige, siger Victor M. Lucas fra PCPE.
4400 politiske palæstinensiske fanger sidder i dag bag lås og slå. Heriblandt 160 børn og 39 kvinder. 430 er såkaldt administrativt tilbageholdt uden anklage eller dom, oplyser den palæstinensiske fangeorganisation Addameer.
Israels udenrigsministerium har opfordret de europæiske regeringer til at styrke tilsynet med donationer til palæstinensiske organisationer for at sikre, at de ikke går til grupper, der står på EU’s terrorliste, skriver Ynet.News.
Tværtimod mener Victor M. Lucas, at Spanien og resten af verdens lande bør boykotte Israel.
Juanas sag er blot én blandt tusinder af sager mod palæstinenserne.
Victor M. Lucas, Spanien
– De må ophøre med alt samarbejde med den zionistiske stat Israel, der siden 1948 har påtvunget et terrorregime med racisme og apartheid mod det palæstinensiske folk, der bliver udsat for langsomt folkemord, siger han til Arbejderen.
Ifølge den brasilianske advokat Alicia Alonso Merino, der har kastet sig ind i sagen på grund af dens “principielle karakter”, mener, at Israel systematisk krænker den palæstinensiske befolknings menneskerettigheder.
Spanieren har boet i det besatte Palæstina siden 1984. Området er præget af “et strengt militærregime med undtagelsestilstand, apartheid og diskrimination”, skriver advokaten og minder om, at FN’s komité for afskaffelse af diskrimination mod kvinder (CEDAW) allerede har taget afstand fra de natlige militær- og politioperationer i Palæstina, der “påvirker kvinder og piger uforholdsmæssigt stærkt”.
Overtræder folkeret
Juana Ruiz Sanchez blev overført til Hasharon-fængslet, der ligger indenfor staten Israels grænser, nord for Jerusalem. Her opholder mange palæstinensiske politiske fanger sig, fjernt og isoleret fra deres familier.
Alicia Alonso Merino kritiserer denne praksis, hvor fanger bliver fjernet fysisk fra de besatte områder. Hun påpeger, at det i sig selv kan betragtes som en krigsforbrydelse, der direkte krænker artikel 49 og 76 i den fjerde Genèvekonvention – en del af folkeretten, der forbyder en besættelsesmagt at deportere mennesker og specifikt fanger fra besatte områder til eget område.
Det spanske konsulat er heller ikke er blevet advaret om hendes anholdelse.
Desuden krænker Israel også FN’s regler for at behandle kvindelige fanger ordentligt – offentligt kendt som Bangkok-reglerne. Her står der, at fanger skal sendes til tilbageholdelsescentre i nærheden af deres bopæl.
Endelig overtræder Israel FN’s regler om borgerlige og politiske rettigheder ved at udsætte spanieren for vilkårlig tilbageholdelse eller fængsel.
Spanieren er underlagt en militære domstol – eller krigsret. Og denne kan efter forgodtbefindende forlænge tilbageholdelse af anholdte. Ofte har anklagere ved militærdomstolene ikke en specifik juridisk uddannelse, men er israelske officerer enten i tjeneste eller i reserve.
Der er derfor ingen garanti for, at hun får en retfærdig rettergang, der overholder internationale standarder, mener Alicia Alonso Merino.
Kan ikke forblive tavs
Den spanske regering og EU kan ikke fortsætte med at “se den anden vej, som de hidtil har gjort”, skriver Alicia Alonso Merino.
“De skal forpligte sig til at kræve øjeblikkelig løsladelse af den spanske statsborger Juana Ruiz Sánchez”, slutter den brasilianske advokat.
Spanske myndigheder har indtil videre ydet Juana Ruiz Sánchez “konsulær hjælp”. Vicegeneralkonsulen har konkret ledsaget hende under retsmøder, udtaler det spanske udenrigsministerium i en e-mail til Associated Press.
”Vi vil fortsætte med at følge denne sag nøje og insistere på at arbejde sammen med de israelske myndigheder”, lød det.

Spanien har dog indenfor de seneste dage midlertidigt lukket sit generalkonsulat i Jerusalem, og det er uvist, om spansk personale fortsat vil overvære den anklagedes retssager.
Victor M. Lucas kritiserer den spanske stats ageren i sagen.
– Spanien skal stoppe samarbejdet fuldstændigt med Israel. Stoppe sin uforståelige servile, underdanige position overfor den brutale bosættermagt. Spanien må med det samme sætte bremse i det militære og efterretningsmæssige samarbejde med Israel. Det må droppe alle økonomiske aftaler og rive de diplomatiske forbindelser itu, siger han til Arbejderen.
Også Schweitz’ Kommunistiske Parti kræver både Juana Ruiz Sánchez fri og aktiv handling mod Israel.
“Juana har intet andet gjort end at udvikle humanitære projekter til forsvar for det palæstinensiske folks rettigheder. Det er endnu et tilfælde af politisk undertrykkelse, som dog aldrig diskuteres i de store medier eller på politisk-diplomatisk niveau”, udtaler partiet.
Dansk protest
Kommunistisk Parti herhjemme kræver også Juana Ruiz Sánchez fri.
– Vi er solidariske med både hende og palæstinenserne, der i disse timer og dage må udholde Israels terror. Vi vil gøre vores indsats for at få stillet det zionistiske Israel til ansvar for utallige brud på international folkeret, inklusive de vilkårlige fængslinger af tusinder af palæstinensere, siger Joan Ågot Pedersen fra partiets internationale udvalg til Arbejderen.
– Vi vil gøre vores til, at Danmark officielt stopper ethvert samarbejde med Israel, både økonomisk, diplomatisk, kulturelt og sportsligt. Og der er ingen anden vej end at forstærke bevægelsen for at boykotte israelske varer og tjenester og trække investeringer ud af landet, slutter hun.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.