Hele fem resolutioner gik Israel imod, da FN’s Generalforsamling i forrige uge vedtog at støtte palæstinensernes rettigheder og fordømme den israelske besættelse og bosættelser.
Den første resolution fra den 9. december fordømte de israelske bosættelser i de besatte områder, herunder Østjerusalem og i de besatte syriske Golanhøjder.
Resolutionen kaldte Israels bosættelser “krænkelser af international humanitær lov”. 146 stemte for, mens syv var imod (USA, Canada, Ungarn, Israel, Liberia, Marshalløerne og Mikronesien). 20 var hverken for eller imod.
Israels ulovlige bosættelser udgør krænkelser af international humanitær lov.
Resolution fra FN’s Generalforsamling 2021
Den anden resolution gav grønt lys til at nedsætte en særlig komité for at undersøge israelske “aktiviteter og praksis omkring bosættelserne”, som påvirker det palæstinensiske folk. Cuba var sammen med Egypten, Venezuela og Palæstina med til at stille forslaget.
Landene, der endelig vedtog resolutionen, kræver, at “Israel samarbejder med komiteen”. De udtrykte “alvorlig bekymring for den kritiske situation i det besatte palæstinensiske område som følge af ulovlig israelsk praksis”.
Landene opfordrede til, at “alle ulovlige israelske bosættelsesaktiviteter og opførelsen af muren stopper”. Resolutionen fik 80 stemmer, mens 18 lande stemte imod, og 73 undlod at stemme.
“Beskyt arabisk ejendom”
Den tredje resolution handlede om “palæstinensiske flygtninges ejendomme og deres indtægter” i Israel, som de “har ret til i overensstemmelse med principperne om retfærdighed og lighed”.
Resolutionen beder FN’s Forligskommission for Palæstina “at tage alle passende skridt til at beskytte arabisk ejendom og aktiver i Israel”. Resolutionen blev vedtaget med 159 stemmer for, fem imod og otte hverken for eller imod.
Den fjerde resolution handler om at yde bistand til det palæstinensiske folk. Medlemsstaterne opfordres til “så hurtigt og generøst som muligt at yde økonomisk og social bistand til det palæstinensiske folk”. Medlemsstaterne blev “indtrængende opfordret til” at åbne deres markeder for eksport af palæstinensiske produkter “på de mest gunstige vilkår”.
Resolutionen fik 164 stemmer, heriblandt Danmark, mens kun Israel stemte imod, og 10 andre lande undlod at stemme, heriblandt USA og Storbritannien.
Støt flygtningene
Den femte resolution handler om støtte til FN’s nødhjælpsorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), der under Donald Trumps præsidentskab i USA havde økonomiske vanskeligheder, fordi USA stoppede sit bidrag. Det er nu delvist genoptaget.
Alligevel stemte USA imod resolutionen sammen med Canada, Israel, Marshalløerne og Mikronesien. Ni lande stemte hverken for eller imod (Australien, Cameroun, Fiji, Guatemala, Nauru, Papua Ny Guinea, Rwanda og Sydsudan). Danmark stemte for sammen med 155 andre lande.
Resolutionen beklager, at “situationen for palæstinensiske flygtninge fortsat giver anledning til alvorlig bekymring, og at flygtningene fortsat har brug for hjælp”.
Den bekræfter de fordrevne palæstinenseres “ret til at vende tilbage til deres hjem i de områder, der er besat af Israel”.
Israel sur over resolutioner
Israels FN-ambassadør kritiserede alle fem resolutioner.
– De er hykleriske og skævvredne. De fokuserer på falske fortællinger i stedet for at anerkende de positive initiativer, Israel og dets partnere dagligt tager i fredens tjeneste. Desuden bør ingen FN-organisation engagere sig i en politisk styret dagsorden, sagde den israelske FN-ambassadør under debatten i FN’s Generalforsamling.
Omvendt udtalte palæstinensiske Abdullah Abu Shawesh under debatten den 9. december i FN-Generalforsamlingen:
– Situationen har længe været uholdbar og kræver ikke kun akutte humanitære indsatser, men også diplomatiske, politiske og juridiske mekanismer for at tvinge Israel til at indstille sine krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser.
I en erklæring sagde den palæstinensiske udenrigsminister Riyad Al-Maliki, at resolutionerne fra FN’s Generalforsamling “afspejler det internationale samfunds støtte til de palæstinensiske rettigheder”, citerer netmediet middleeastmonitor-com.
Han tilføjede, at flere lande op til debatten om Palæstina i FN’s Generalforsamling har været udsat for forsøg på afpresning fra “nogle lande”, der prøvede at afskrække dem fra at stemme ja.
Selv om de fem resolutioner ikke er bindende, stemmer FN’s Generalforsamling med sine 193 medlemmer hvert år om dem.
Øget vold
Israel har ikke tænkt sig at rette sig efter kritikken fra FN’s Generalforsamling.
Mandag i sidste uge fik de israelske soldater i besatte områder lov at åbne ild mod palæstinensiske stenkastere på Vestbredden, selv efter at de begyndte at flygte, rapporterer Israel Radio.
Og den 20. december lukkede Israels offentlige anklager efterforskningen af flere israelske sikkerhedsfolks drab på en psykisk syg palæstinensisk mand i maj sidste år. Drabet var “et passende svar på et “terrorangreb”, lød det fra anklageren.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.