Valgkommentar
Hvorfor tør FH-toppen ikke slås?
Fagbevægelsens top er sin egen værste fjende. Den har glemt at slås for medlemmerne. Derfor ser vi nu sygeplejersker og SOSU'er danne netværk og sætte sig i bevægelse for bedre løn og arbejdsvilkår.
|
Hvem skulle have troet, at de ”åhh så flinke og pæne” sygeplejersker ville stille sig i front som nogle af de mest militante klassekæmpere? Ja, personligt må jeg nok indrømme, at jeg i hvert fald ikke havde set det komme.
Et andet spørgsmål: Hvornår har vi sidst set en faggruppe arrangere skiftende strejker på arbejdspladser over hele landet? Og holde det kørende i så lang tid? Jeg mener, jeg kan huske, at skraldemændene har lavet noget lignende. Ellers kan jeg ikke komme på nogen. Men sygeplejerskerne gør det!
Fagbevægelsens top har i deres iver efter at vise arbejdsgiverne og politikerne, hvor pæne og respektable de er, glemt en ting: Nemlig at slås for deres medlemmer.
Sygeplejerskerne har ikke alene stemt deres egen forbundsledelse ned to gange. Nu udstiller de om noget, at sygeplejerskerne selv er parate til at tage kampen, uden om deres egen ledelse. Samtidig dukker der nu facebooknetværk op for SOSU’er og pædagoger. De har alle det til fælles, at de er ved at være godt lede og kede af deres arbejdsforhold. Og at de ikke gider at vente på deres fagforbund.
Fagbevægelsens største krise
Nye tal er kommet frem, der viser, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) lige knap repræsenterer halvdelen af alle danske lønmodtagere. Det skrækscenarie, man har snakket om længe, er altså nået. FH er selvfølgelig stadig den største organisation for arbejdere, men de sidste 30 år har man mistet tæt på en million organiserede arbejdere. Fagbevægelsen er altså i den største og dybeste krise nogensinde.
Krisen i fagbevægelsen viser sig også ved, at sygeplejersker og SOSU’er må danne deres egne netværk for at kunne kæmpe deres kamp. Netværk uden om fagbevægelsen.
Sin egen værste fjende
Toppen af fagbevægelsen er i mine øjne på mange måder fagbevægelsens værste fjende. De har i deres iver efter at vise arbejdsgiverne og politikerne, hvor pæne og respektable de er, glemt en ting: Nemlig at slås for deres medlemmer. Vi har set de voldsomme angreb på dagpengesystemet. Ødelæggelsen af efterlønnen. Den absurd stigende pensionsalder. De alt for lave lønstigninger. De 16.000 der ikke kan få læreplads. Mishandlingen af syge og nedslidte arbejdere. Og ja, listen er endnu længere. Hvor har fagbevægelsens top været i al dette? Jo, enten har de været usynlige, eller også har de givet grønt lys for angrebene gennem trepartsforhandlinger. Se bare, hvordan de roser regeringens nye reform, der jo angriber dimittendsatsen voldsomt.
FH svigter medlemmerne
Man kunne også spørge, hvor var FH-toppen, da sygeplejerskerne gik i strejke? De burde have støttet op med sympatikonflikt, men de valgte at lade sygeplejerskerne slås alene. Lige som de for resten valgte at se passivt til, da lærerne i 2013 blev kørt over. Ligesom de ikke vil gøre noget for at imødekomme bygningsarbejdernes krav om værn mod social dumping. Ligesom de er iskolde, når malere, blikkenslagere, jernbanearbejdere, restaurationsansatte og så videre ikke får noget igennem ved overenskomstforhandlingerne.
Efter min mening vil fagbevægelsens tops passive og defensive linje betyde øget medlemstilbagegang.
Bevægelse fra bunden
Heldigvis udgøres fagbevægelsen jo ikke af toppen, men af bunden. Sygeplejerskerne og SOSU’erne viser, de har fået nok. Efter OK 17 dannedes ‘Arbejdere i Bevægelse’ – et tværfagligt fællesskab, som også samler en lang række arbejdspladser og faggrupper. Det blev dannet i protest mod, at fagtoppen havde ignoreret kravene fra især bygningsarbejderne.
Mit håb er, at alle disse netværk og gerne flere slår sig sammen og får sikret en ledelse for fagbevægelsen, der tør slås for deres medlemmer.
20. september 2021 | 08:54
