Hvis kommunister skal afskaffe kapitalismen, kræver det et opgør med reformismen. Historien viser, at DKP gang på gang har bremset arbejderklassens spontane magt. Det er på tide med fuld klarhed om vejen til kommunisme.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) hylder i dag italienske arbejderes politiske strejker mod blodbadet i Gaza. Men da arbejderklassen herhjemme stod i en lignende magtposition under påskestrejken i 1985, valgte DKP at bremse bevægelsen i stedet for at udnytte muligheden til at føre kampen helt igennem.
Ledelsen skal være villig til at gå videre end det parlamentariske og faglige kompromis, når muligheden opstår.
Jeg skriver dette som aktiv i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP), fordi jeg ligeledes mener, at en socialistisk revolution er den eneste måde at gøre en ende på kapitalismen, som bygger på klassemodsætninger.
Hvorfor er en revolution nødvendig? Fordi arbejderklassen er den eneste klasse, der får samfundet til at køre rundt. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der kører, en pære, der skinner, eller et barn, der bliver passet. Uden arbejderklassen ville samfundet gå i stå.
Det viser den enorme magt, som arbejderklassen besidder. Samtidig rejser det spørgsmålet om, hvad vi egentlig skal med politikere, arbejdsgivere og bureaukrater – altså hvem der har magten i samfundet. Systemet skaber dermed selv betingelserne for en socialistisk revolution.
Kapitalismen sender nemlig med jævne mellemrum samfundet ud i dybe økonomiske kriser. Når rovgrisk økonomisk konkurrence skaber overproduktion, gør det, at virksomhederne ikke kan sælge deres varer på markedet.
For at holde omkostningerne nede og maksimere profitten under krisen, presses arbejdernes lønninger i bund, hvilket kan resultere i øget arbejdsløshed. Men arbejderne er desuden de forbrugere, der skal købe varerne.
Dette er kapitalismens mest centrale modsætning. Når det sker, er den kapitalistiske stat tvunget til at rulle velfærden tilbage for at genoprette profitraten. Det så vi blandt andet med budgetloven, som blev vedtaget i 2012 og trådte i kraft i 2014.
Budgetloven fratager stadig både kommuner og regioner muligheden for at bruge pengene på kistebunden til velfærd. Det viser, at de samme mekanismer stadig gør sig gældende i dag, og derfor er en socialistisk revolution stadig nødvendig.
Mens DKP havde muligheden for at skabe en ægte socialistisk revolution for arbejderklassen, valgte de i stedet at bremse strejkerne og tage konflikten i Folketinget.
Det så vi under påskestrejken i 1985, da arbejderklassen rejste krav om 35 timers arbejdsuge og en lønstigning på 6 procent. Arbejdsgiverne afviste kravet, hvormed konflikten tippede over i en historisk magtkamp. Men selv om DKP spillede en stor rolle i at organisere strejkebevægelsen, valgte partiets ledelse at prioritere det parlamentariske og faglige kompromis over en ægte generalstrejke.
Det var samme mønster under majstrejkerne i 1974, hvor DKP-toppen konsekvent holdt aktionerne inden for aftalesystemets rammer. Derfor klinger det hult, når DKP stadig skriver i sit partiprogram, at det endelige mål er en socialistisk revolution, når partiet samtidig historisk har forhindret enhver mulighed for at nå det.
Skal arbejderklassen have en reel chance for at bryde med kapitalismen, kræver det et parti med en central ledelse, der tør følge arbejderklassens spontane magt i stedet for at bremse den.
Ledelsen skal være villig til at gå videre end det parlamentariske og faglige kompromis, når muligheden opstår, for en central ledelse er nødvendig for at skabe en socialistisk revolution. Men DKP’s ledelse brugte sin kontrol til at begrænse bevægelsen inden for systemet. Den ledelse, jeg efterlyser, skal bruge sin position til at eskalere den mod et brud med systemet.
Derfor skal ledelsen stå klar til at udnytte de sjældne øjeblikke, hvor bevægelsen selv når sit bristepunkt. For som RKP skriver i sin artikel om påskestrejken i 1985 “Ti dage, der rystede Danmark“, er massebevægelser og generalstrejker i deres natur specielle fænomener; de forekommer kun, når massernes utilfredshed har nået et bristepunkt efter en længere proces med ophobning af frustrationer – for eksempel under påskestrejken i 1985.
Jeg vil derfor appellere til, at vi kommunister – i DKP såvel som andre steder – bliver tydelige omkring, hvorvidt vi reelt ønsker en reform eller en revolution, da det er to forskellige veje med forskellige mål.
Reformer inden for kapitalismen ændrer nemlig ikke klasseforholdene og kan derfor aldrig føre til kommunisme. Forskellen på reform og revolution handler i sidste ende om partiets ledelse: Skal ledelsen bruges til at holde bevægelsen inden for det pæne overenskomstsystem, eller skal den turde udnytte systemets kriser til et reelt brud?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
En revolution handler om strategi, og også om taktik. Om organisation og planlægning, som Lenin advokerede for. Erfaringsmæssigt har spontanitetsopstand (Rosa Luxembourg) ikke ført til socialistisk revolution, men højest til trade-unionistisk bevidsthed – inden for det kapitalistiske-imperialistiske system rammer, og er i øvrigt hurtigt blive slået ned.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
