Demonstration
Venner:
Mange tak for at I deltager denne dag. I dag fejrer vi 100-året for Fidel Castro Ruz’ fødsel, en mand der dedikerede sit liv til en utrættelig kamp for frihed og for Cubas frigørelse fra undertrykkelsens, uretfærdighedens og neokolonialismens åg.
Fidel Castro Ruz, en mand der lærte os, at det var muligt; at sejr kan bygges med mod; en mand, som general Raúl Castro Ruz med rette har beskrevet som Cubas mest berømte søn i det århundrede, hvori han blev født, og stadigvæk den dag i dag.
Vi vil ikke overgive os, for sandheden og fornuften er på vores side! Længe leve Fidel på hans hundredårsdag og for evigt!
Allerede som ung rejste han sig mod uretfærdighed for at ændre historiens gang; for at så frøene til broderskab, kærlighed, etik, hengivenhed og sandfærdige ord i de vanskeligste øjeblikke for hele menneskeheden, vejledt af sin veldokumenterede retfærdighedssans og cubanske identitet.
Hans eksempel overskred grænser og såede i sit folk en følelse af solidaritet og dedikation, beundret og anerkendt af alle. Han gjorde vores nation til et folk, der var parate til at give deres blod for andre nationers suverænitet og uafhængighed, og han bragte lyset af uddannelse og liv derhen, hvor andre med deres ondsindede ambitioner bringer krudt og plyndring.
Han inspirerede os med sit glødende forsvar for fred, for planetens bevarelse og for folks retfærdige sager. Hans drivkraft for at placere også den tredje verden i nationernes fællesskab har gjort ham til en rollemodel og et uforglemmeligt paradigme.
Fidel viste os, at den sande revolution begynder i folkets hjerte og opretholdes af enhed, offer og overbevisningen om at forsvare vores urokkelige principper. Den klogt udtrykte idé om, at Fidel er et land, vil sejre. Og mere end blot det at huske ham som den ekstraordinære helt, han er, så handler det om at bringe ham ind i nutiden og fortsætte ad den vej, han har udstukket for os.
Fidel bad os om, at der efter hans død ikke blev rejst monumenter til hans ære, og hans navn blev heller ikke brugt til retorisk højstemthed. Han ville kun med glæde have accepteret vores hyldest af ham, hvis vi også rent praktisk gør, hvad der kræves af hver enkelt af os, med samme styrke – i tillid til den sejr og pligtfølelse, som han så helhjertet dedikerede sig til.
Venner:
Som I ved, har kapitalismen, opslugt af sine egne modsætninger, udløst en perfekt storm: Aggressionskrige; åbent folkedrab i Gaza; en klimakrise, der ikke længere er en advarsel, men en realitet; strukturel sult, der fortærer millioner, og en ekstremt farlig situation for befolkningerne i det globale syd.
Fidel advarede os om dette for år siden.
For nogle er ikke nok at udføre et folkedrab i Gaza og skamløst udstille det offentligt; nu forsøger de at gentage det i Cuba gennem en aggressiv og kriminel politik, en politik, der både erklæres og modsiges, benægtes og intensiveres uden noget forsøg på at skjule den.
Den totale kvælning, som vi udsættes for, udgør en kollektiv straf, der gennem berøvelse af de mest basale ressourcer og tjenester, der er nødvendige for at overleve, søger at fremme udmattelse, modløshed og social splittelse med det formål at ødelægge den cubanske revolution.
Man kan kun kalde dem, der er idémagerne til blokaden mod Cuba lige nu for sadistiske kriminelle og fascister. De har udtænkt en energiblokade mod en hel nation, som efterlader landet med en humanitær katastrofe af alarmerende proportioner: Den fratager cubanske børn deres liv ved fødslen, reducerer kræftpatienters forventede levetid, og den nægter vores folk adgang til medicin, mad, elektricitet, vand, transport og andre ressourcer til et fuldt liv.
Tag for eksempel energisektoren: I de senere år er der med en enorm indsats blevet genetableret mere end 1.400 megawatt strøm til elproduktion i en gruppe af distribuerede produktionsøer.
Disse værker producerer dog i øjeblikket ikke strøm på grund af mangel på brændstof. Hvis vi havde disse 1.400 megawatt til rådighed hver dag, ville de besværlige strømafbrydelser i Cuba kun vare tre timer, ikke 20 eller mere, som det cubanske folk lider under i dag.
Som et topmål af kynisme og perversitet erklærede den amerikanske udenrigsminister for nylig, at sanktionerne mod det cubanske regime kun vil blive intensiveret.
Alt dette udgør åbenlyse krænkelser af internationale normer og menneskerettigheder, fordømt af langt størstedelen af det internationale samfund, som det for nylig skete i FN, hvor 136 nationer støttede Cuba i dets retfærdige fordømmelse af krænkelserne.
Udryddelsen af palæstinensere i Gaza, overtagelsen af Venezuela og de kollektive straffe, der er pålagt det cubanske folk, er begivenheder, der er alvorlige nok til at bringe mange til tavshed. Men i morgen kan enhver anden nation ende som Gaza eller Cuba, hvis den ikke står op imod yankee-imperialismen. Nøglen ligger hos folket, i deres bevidsthed, deres mobilisering og deres internationale enhed.
Hele verden bør gøre sig klart, at vi står over for en flerdimensionel aggression fra den amerikanske regerings side, udtrykt som global krig såvel ideologisk, som kulturelt og gennem medierne.
I dag, på hundredåret for hans fødsel, ønsker jeg at bekræfte, at Fidel efterlod os vished om, at drømme opnås ved at forsvare suverænitet og uafhængighed; han efterlod os viden om, at solidaritet ikke er en frase, men en holdning, der bør kendetegne alle folk. Han lærte os, at kampen for bevarelsen af miljøet og den menneskelige art også er en kamp for alle folk.
Jeg vil gerne gentage det cubanske folks uendelige taknemmelighed til Dansk-Cubansk Forening, til de progressive partier og det danske folk generelt for den solidaritet, I viser det tapre cubanske folk. Jeres politiske og materielle bidrag værdsættes i høj grad nu, hvor vi står i så vanskelig en situation.
Længe leve venskabet mellem vores folk!
Vi vil ikke overgive os, for sandheden og fornuften er på vores side!
Længe leve Fidel på hans hundredårsdag og for evigt!
Mange tak.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
