Læserbrev
Det var Haaland, der fik mig til at kigge mod dette års VM i fodbold. Og hvem har den norske målviking ikke charmeret sig ind hos? Selv punkrockens bedstemor Patti Smith smækkede et billede af ham på Instagram med ordene:
“Thank you for all the Joy!”
Jeg forstår det pludselig. Haaland bringer noget ind på banen, som rækker ud over målene. Det store smil. Den barnlige glæde og fejringer med buddha-jumps. En påmindelse om, at sport også kan være ren begejstring.
Gid verdens ledere kunne lære noget af det. Lad nationerne mødes med bolde i stedet for våben.
Fodbold er samfundets lim! Den norske kongefamilie har også forstået kraften i øjeblikket. Fodbolden giver dem en mulighed for igen at mærke en national samlingskraft – anført af kronprinsens trommespil på tribunen.
Fodbold er folkeligt. Fodbold er fællesskab. Måske er fodbold en af de sidste store kollektive ritualer i en tid, hvor vi ellers lever mere og mere individuelt.
Det mærkelige er, at fodbold i mange år har raget mig en skid. Jeg kunne ikke se kunsten i det. Jeg så mest nationalisme, reklamer og voksne mennesker, der råbte ad en bold. Men Haaland fik mig omvendt. Jeg begyndte at læse om fodboldens historie og opdagede en verden fuld af drama, helte, bedrag, politik og menneskelige fortællinger.
Fodboldhistorien er mere spændende end en velskrevet krimi. Der er Messis ikoniske badekarsbillede med en spæd Lamine Yamal. Der er Maradona – geniet og rebellen – med Che Guavara og Fidel Castro tattoos og guds hånd.
Der er målmanden Roberto Rojas, der ved VM-kvalifikationen i 1990 skjulte en skalpel i sin handske og forsøgte at snyde Chile til sejr. Der er mafia, matchfixing og hvidvask. Fortællinger om fup, mirakler, helte og skurke.
Fodbold er et spejl af samfundet. Her mødes mennesker på tværs af alder, hudfarve, klasse og baggrund. I halvanden time kan millioner af mennesker føle det samme, håbe på det samme og juble sammen. I en kaotisk samtid, hvor mange gamle fællesskaber er blevet svagere, tilbyder fodbolden et simpelt ritual: Vi hører sammen.
Jeg mærkede det selv på Roskilde Festival i 1992.
Danmark var kommet med til EM, efter Jugoslavien blev udelukket kort før slutrunden på grund af krigen på Balkan. Vi tænkte ikke meget over den krig. Vi festede.
Og da Danmark sensationelt blev europamestre, eksploderede noget helt særligt: En kollektiv rus, vildere end noget lovedrug kan fremkalde. Det var gruppekys og kram og highfives med hele banden. Og følelsen levede i vores kroppe i mindst et døgn.
Måske er det netop det, filosofferne forsøger at forklare: Det smukke ved fodbold er, at spillet i sig selv ikke har noget nødvendigt formål. Det er bare et spil. Et fælles fristed.
Men helt uskyldigt er det selvfølgelig ikke.
Fodbold handler også om national identitet, politik og magt. Det er på en måde krig med andre midler – og jeg foretrækker trods alt 90 minutters kamp på en grøn bane frem for bomber over en slagmark.
Gid verdens ledere kunne lære noget af det. Lad nationerne mødes med bolde i stedet for våben.
Men mens vi lader os fortrylle af fodboldens drømmespejl, må vi også kigge på bagsiden.
For bag glæden findes en kæmpe industri. En slags gigantisk, fodboldbamse-maskot, hvor kapitalismens vampyrer styrer showet og får os til at grine, kramme og glemme verdens problemer for en stund.
VM er blevet en af verdens største sportslige pengemaskiner. Tv-rettigheder, sponsorer, stadioner og kommercielle aftaler skaber enorme indtægter. Efter FIFA-gate-skandalen i 2015, hvor flere ledende personer blev anklaget for korruption, har spørgsmålet om penge, magt og gennemsigtighed hængt over organisationen.
De største stjerner er blevet globale brands. Haaland, Mbappé og andre topnavne lever ikke kun af deres evner på banen, men også af reklamer, sponsorater og en kommerciel maskine omkring dem. De største tjener beløb, der svarer til halvanden million kroner om dagen.
Det er fodboldens store paradoks:
Det spil, der får mennesker til at føle sig som en del af noget større, er samtidig blevet en af verdens mest profitable industrier.
Dette års VM er det mest klimabelastende nogensinde: Flere kampe. Flere fans. Flere hoteller. Flere flyrejser.
Men måske er det netop derfor, vi elsker det.
Vi ved godt, at fodbolden ikke er ren. Vi ved godt, at der findes penge, magtspil og kynisme. Men når bolden ruller, kan vi stadig blive revet med.
For fodbold er også loyalitet. Skønhed. Holdånd.
Tag bare FC St. Pauli fra Reeperbahn-kvarteret i Hamborg. En klub, der har bygget sin identitet på fællesskab, antiracisme og en anderledes kultur end de store pengemaskiner. Det fortælles, at lokale prostituerede i 1979 samlede penge ind for at hjælpe klubben under en økonomisk krise.
Fodbold er inspiration! Fodbold er vildt! Fodbold er sexet! Selv jeg, den tidligere fodboldskeptiker, er blevet fanget!
Spanske bøjlebærende Lamine Yamal fik en sag på nakken for at have krænket personer med kortvækst ved at lade dem indgå i underholdningen til hans 18-års fødselsdag fuld af kendisser og influensere. En af de involverede små personer sagde selv, at de ikke følte sig krænkede men blot leverede magi. Og hvem vil ikke med til Lamines vilde fest?
Jeg ved nu, at Haaland sover med sine fodbolde i sengen og spiser vikingekost med oksehjerter og lever.
Der stopper min omvendelse måske lidt.
Når han bliver veganer, følger jeg ham på Insta.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
