Flere debatter i Folketinget har kredset om ideen om, at indvandring og ikke-vestlige tilflyttere udfordrer danske livsstile og værdier. Nogle har direkte argumenteret for, at visse indvandrere ikke har forstået at tilpasse sig danske normer, og har knyttet bekymringer om sharia-indflydelse sammen med trusler mod “danske værdier”.
Jeg hører det hele tiden. I samtaler, i nyhederne, i en artikel engang imellem: “Flygtninge er en trussel mod danske værdier.” Men set fra mit sted er denne fortælling dybt misvisende.
Når jeg kigger nærmere efter, er jeg enig: Der er en trussel mod danske værdier, men det er noget andet – langt mindre synligt, langt mere snigende – der truer disse værdier.
De samme stemmer, der advarer mod ikke-vestlige nytilkomne som en fare for det danske samfund, går også ind for politikker, der svækker selve grundlaget for dette samfund.
Som flygtning, der kom til Danmark på grund af landets engagement i solidaritet, velfærd og kollektivt ansvar, har jeg selv oplevet, hvordan disse grundpiller er ved at forandre sig.
Jeg mærker også truslen om forfaldet af danske værdier. Jeg bemærker det i den stille logik, der strukturerer livet omkring os. Jeg er særligt følsom over for disse forandringer, fordi jeg lever på kanten af det danske samfund.
Når man som jeg skal igennem mange trin, evalueringer, myndighedskrav og leve op til højere standarder blot for at høre til i samfundet, gør det én følsom over for forfaldet af de værdier, der skabte Danmark.
Der foregår mærkelige ting, som påvirker vores dagligdag, og som opleves som helt uigennemskuelige – og afvisningen af multikulturalisme indfører en falsk klarhed i situationen: “Det er de fremmede indtrængere, der forstyrrer vores levevis og truer vores danske værdier.”
Det, jeg oplever som en voksende antagonisme mod udlændinge, beskrives ofte som et kulturelt problem. Men set fra mit sted føles det mere som et økonomisk et.
En fremmedgørende fortælling, der udelukker nogle danskere og nytilkomne fra at indgå i den kollektive aftale om social solidaritet og velfærd.
Mærkelige idéer overtager forestillingerne om kollektive rettigheder og solidaritet. Ubalance mellem individuelle rettigheder og kollektivt ansvar, knyttet til økonomisk velstand og markedsdrevne tilgange, truer værdier, der er centrale for Danmarks demokratiske tradition.
Det underminerer kollektivt ejerskab og praksisser, der er kerneelementer i det danske offentlige liv. Det underminerer kollektiv styring og egalitære principper. Disse trusler kommer hverken fra Danmark eller fra mennesker som mig.
Som arkitekt ser jeg privatiseringen af jord, det gradvise salg af fællesarealer til private investorer i stedet for øget fælles ejerskab, stigende huslejer og privat ejerskab af lejlighedsbygninger i stedet for at investere i almene boliger. Den konstante tale om effektivitet og markedsløsninger på problemer i det byggede miljø i stedet for demokratiske processer.
Dette er en reel trussel mod danske værdier, og jeg mærker, at den rammer mig og den gennemsnitlige danske borger. Jeg kan ikke være truslen. Jeg er oftere en bekvem syndebuk, en der afleder opmærksomheden fra den økonomiske logik, der i stigende grad prioriterer profit over kollektivt ansvar – ikke kun i Europa, men også, gradvist, i Danmark.
Ironien bliver tydelig, når forsvaret af danske værdier begynder at modsige disse værdier selv:
I december 2025 afsagde EU-domstolen en foreløbig afgørelse om, at Danmarks ghettolov kan udgøre etnisk diskrimination mod personer med “ikke-vestlig” baggrund i henhold til EU’s anti-diskriminationsregler.
Mit hjem – en lejlighed, jeg valgte for den arkitektoniske charme, rumkvaliteten og overkommeligheden – er inkluderet i de planer, som Folketinget, boligforeningen og private investorer har lagt for at nedrive det til beskyttelse af danske værdier. For mig bar dette på en tung ironi.
Ironi er et tema i Kierkegaards værk. I en sund dosis er det en måde at blotlægge kløften mellem, hvad et samfund siger om sig selv, og hvad det rent faktisk gør. Ironi er for ham det øjeblik, hvor subjektet indser, at det officielle meningssprog ikke længere svarer til den levede virkelighed.
Her bliver ironien nærmest grusom. Jeg får at vide, eksplicit og implicit, at folk som mig truer danske værdier, og alligevel bliver mit hjem revet ned i strid med disse værdier.
Men de værdier, jeg mest levende oplever som truet, er de værdier, der er indlejret i hverdagens materielle virkelighed.
Når kollektivt ejet jord sælges til private investorer. Når almene boliger fjernes fra jordens overflade uden at blive erstattet af nye. Når en stadig større del af indkomsten går til at bo. Når politikere lover lavere skatter og øget individuel handlefrihed på måder, der udhuler de velfærdsstrukturer, der engang garanterede social tillid i Danmark – det er reelle trusler mod danske værdier.
Dette er paradokset, jeg kæmper for at forstå: De samme stemmer, der advarer mod ikke-vestlige nytilkomne som en fare for det danske samfund, går også ind for politikker, der svækker selve grundlaget for dette samfund.
Lavere skatter betyder en svagere velfærdsstat. Privatisering betyder tab af kollektiv kontrol over ressourcer, hvilket resulterer i svagere demokrati. Reduceret solidaritet er en forudsigelig konsekvens af deres fremmedgørende fortælling.
Den eneste “danskhed”, disse stemmer taler for, er reduceret til hudfarve og fødested. Og i stedet for at konfrontere denne virkelighed, omdirigeres vreden mod dem med mindst magt til at forme den.
Danmark er ikke et grusomt land. Det er stadig et samfund, der bekymrer sig om sine mennesker. Men i kapitalens logik bliver omsorg betinget. Og i den logik bliver skylden for forstyrrelser bekvemt omdirigeret. Den nytilkomne positioneres som truslen. Ikke politikken. Ikke ideologien. Ikke de abstrakte markedskræfter, der stille og roligt reorganiserer livet.
Og så gøres jeg ansvarlig for noget, jeg ikke har kontrol over. Min tilstedeværelse siges at nedbryde tillid. Min kulturelle forskellighed siges at destabilisere sammenhængskraften. De individer, hvis tilstedeværelse er lettest at overvåge, granske og bebrejde, stilles til ansvar for fænomener, der ligger helt uden for deres rækkevidde. I mellemtiden vokser den private profit, fællesværdierne eroderer, og sociale rum forvandles til varer.
Det er næsten for ironisk. Men mønsteret er klart: Den virkelige trussel er systemisk, strukturel, ideologisk – ikke den person, der søger tilflugt, ikke den nytilkomne, der kommer med håb, ikke det menneske, der ønsker at høre til.
Er dette ikke, spørger jeg mig selv, et paradoks?
Danmark, indser jeg, er ikke ved at kollapse. Det er levende, i live, fungerende. Det er et sted værd at beundre. Men mine problemer minder mig om en afgørende indsigt: Værdier er ikke garanteret af tidens gang. De er ikke hugget i sten. De vedligeholdes, forsvares, næres. Og de kræfter, der truer dem, annoncerer sig ikke altid med tydelighed. De opererer under dække af fremskridt, effektivitet og fornuft. De finder bekvemme syndebukke. Og så bliver nogle som mig synlig, mens den sande fare forbliver abstrakt, fjern og ubeskyldt.
Hvorfor taler jeg, en nyomvendt til det danske (og vestlige) værdisystem, om dette? Burde jeg ikke bruge årtier på at studere vestlig kultur, før jeg har ret til at ytre mig? Eller burde jeg i stedet bidrage til politik som en god europæer?
Jeg er en omvendt med friske øjne, en ren tavle. Jeg er her. Jeg observerer. Jeg lægger mærke til ting. Og jeg ser de kræfter, der virkelig trænger til at blive gransket. Solidaritets- og demokrativærdier er langt det bedste, vi har. Vi bør kæmpe for disse værdier, når de er truet.
Når jeg kritiserer den danske samfundstilstand, bør det stå klart, at jeg gør det på vegne af danske værdier selv.
Dansk kultur er bygget på en stærk tradition for selvkritik, som det ses i den danske oplysningstid og i moderne politiske debatter. Men denne rige tradition kan ramme forbi og jage det forkerte problem. Og ved at hæve min stemme og skrive siger jeg: Jeg er politisk engageret.
Løsningen ligger derfor ikke i konkurrerende moralske domme, men i en ægte politisk handling: At skabe en ny social virkelighed. Antagonismer skaber et svagere samfund, men samarbejde, debat og politisk deltagelse kan bringe os langt sammen.
Om ghettoloven og nedrivning af almene boliger:
Ghettoloven er ikke nok for nedrivningspolitikerne i Aarhus
Byrådet skal holde fingrene fra Herredsvang: Gør mere skade end gavn
Om boligkrisen og tomme boliger:
I Aarhus har vi 10.000 tomme boliger – og ingen steder at bo
På 30 år er boligpriserne næsten tidoblet i hovedstaden
Om indvandring som politisk trusselsfortælling:
Mette Frederiksen: Immigration is the greatest internal threat to the Nordic region
V: Indvandrere må rette ind efter danske værdier
S: Danmark er ikke værdimæssigt truet
Om skattelettelser og velfærdsstatens udhuling:
Skattelettelser på vej til mange danskere
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Mellemrubrikker og citat er indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Godt skriv; jeg har gjort mig præcist de samme tanker. Dem der råber højest om trusler mod danskhed og dansk kultur, er dem der arbejder hårdest på at nedbryde vores samfund og bevæge sig væk fra det kulturbillede de siger de hædrer, ved at erodere sociale kontrakter, søge konfrontation og oprustning istedet for diplomati, at tale imod pluralisme og fri meningsdannelse…
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
