Kronik
Vi hører med jævne mellemrum fra statsministeren, at antisemitismen er stigende. Og hver gang undrer det mig, for hvordan ved antisemitterne, hvem de skal gøre til mål for deres antisemitiske angreb? Jeg har personligt kendt et lille antal jøder i mit liv, men fælles for disse er, at jeg aldrig har kunnet se på dem på forhånd, at de var jøder. Der har altid været tale om, at en god ven eller en nær bekendt på et eller andet tidspunkt har fortalt mig, at de var jøder.
Sådan har jeg det ikke med muslimer. Når jeg ser et menneske med brune øjne og brun hud, som kunne ligne nogen, hvis forældre eller bedsteforældre stammer fra de varme lande, går jeg ud fra, at vedkommende nok er muslim. Hvis der er tale om en sorthåret kvinde med brune øjne, som bærer tørklæde, ligger det lige for. Ligesom med mine jødiske bekendte er der kun tale om et meget lille antal, som jeg kender personligt i en grad, så jeg betragter dem som venner eller nære bekendte. Men hvad enten jeg kender dem personligt eller ej, er det ret nemt for mig at antage, alene på grund af deres udseende, at de nok er muslimer.
Ikke at jeg går rundt og antager alt muligt om de mennesker, jeg møder på min vej, det er ikke rigtig noget, jeg tænker over til daglig. Men hvis jeg blev spurgt, ville jeg hurtigt kunne udpege en muslim på gaden, mens jeg ville have meget sværere ved at udpege en jøde. De går jo ikke ligefrem rundt med stjerner på tøjet.
Min pointe er, at hvis jeg var antisemit, ville jeg have meget svært ved at finde et mål for mit jødehad. I sjældne tilfælde, når jeg møder en mand med kalot og slangekrøller, er jeg ikke i tvivl, men det er de færreste danske jøder, der går rundt og udstiller, at de er jøder. Så det ville kræve et vist mål af detektivarbejde at finde en jøde. Jeg ville derimod have meget nemt ved at finde et mål for mit muslimhad, hvis det var den vej, jeg ønskede at gå. Jeg skal bare gå en tur ned i den lokale Føtex og finde en ansat med sort hår og brune øjne, som jeg så kunne lade mit muslimhad gå ud over.
Med andre ord: Jeg kan simpelthen ikke se på et menneske, om vedkommende er jøde eller ej, så selv om jeg var antisemit, ville jeg have meget svært ved at finde et mål for mit jødehad. Og på trods af, at jeg nu er mere end halvfjerds år gammel, har jeg aldrig personligt været vidne til en antisemitisk hændelse. Omvendt er det ret nemt at finde en muslim, bare ved at bruge sine øjne. Så hvis jeg var muslimhader, ville det være meget nemt for mig at finde et mål for mit muslimhad. Og jeg har personligt været vidne til et antal tilfælde, hvor et menneske rent faktisk er blevet udsat for had, alene på grund af hudfarve og formodet religiøst tilhørsforhold. Én af gangene i Føtex, faktisk.
På dette meget anekdotiske grundlag vil jeg derfor vove den påstand, at den stigende antisemitisme er et postulat uden empirisk basis. Der er med stor sandsynlighed tale om abstrakte antizionistiske udtalelser, som af sarte mennesker og levebrødspolitikere er blevet tolket som antisemitiske. At der er tale om en stigning i antizionistiske ytringer, fremsat i den danske offentlighed, tror jeg ikke, der kan være den store tvivl om. Zionisterne begår jo folkedrab i Palæstina og etniske udrensninger på Vestbredden og i Libanon, så det er kun naturligt, at mange danskere tager offentligt afstand fra zionismen.
Jeg vil på det samme anekdotiske grundlag risikere den formodning, at det ikke er antisemitismen, der er stigende i det danske samfund, men derimod muslimhadet. Når der på Christiansborg hersker en konsensus, der åbent sår mistillid til muslimer i Danmark, skulle det da være underligt, om ikke denne mistillid også kommer til udtryk blandt borgerne. Og som sagt, jeg har personligt været vidne til flere tilfælde af muslimhad i mit liv.
Måske nogen skulle sætte sig ned og kigge på statistikkerne?
Log ind for at svare
