Analyse
Palæstinabevægelsen kæmper forgæves, når den tror, at forslag om ’våbenhvile’ og at tale til politikerne vil løse konflikten. Den bør i stedet tale til vores klassefæller. For arbejderklassen er de eneste, der reelt kan stoppe konflikten.
Jeg forstår godt Palæstinabevægelsens vrede. Jeg har selv været til en del Palæstina-demoer med Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB), så jeg kender følelsen af ikke at blive lyttet til. Derfor er det super vigtigt at tale til de rigtige.
Lige nu organiserer italienske arbejdere modstand mod blodbadet i Gaza – ikke ved at sende høringssvar, men ved at nægte at arbejde.
For eksempel afholdt DGUB for nylig en demonstration foran Mærsks hovedkvarter, hvor den blokerede for, at folk kunne komme ind, fordi demonstranterne var vrede over, at Mærsk fragter våben til den israelske herskende klasse. Jeg deler demonstranternes vrede, men løsningen er ikke at tale til politikerne, for politikerne er tvunget til at støtte den israelske herskende klasse.
Konflikten i Palæstina handler ikke primært om moral for de kapitalinteresser, der er involveret – det handler om at forhindre en befrielse, der kan sprede sig til resten af Mellemøsten og true kapitalismen globalt.
Det er ikke kun mig, der siger det. Det har selv den anerkendte britiske økonom, Jason Hickel, udtalt i et interview i Transnational Institute i 2024. Han mener nemlig, at den sociale og økologiske krise, vi står i, som kun er blevet forværret med konflikten i Palæstina, skyldes, at vi ikke har kontrol over vores egne produktive kapaciteter, fordi vi ikke har økonomisk demokrati.
Nogle af os lever i politiske demokratier, hvor vi af og til får lov at bestemme, hvem der skal forvalte kapitalismen. Men når det gælder økonomien, eksisterer forestillingen om demokrati ikke engang. Han mener derfor, at det giver mening, at disse konflikter finder sted i Mellemøsten og ikke i Vesten.
Hickel beskriver, hvordan konflikterne ikke opstår tilfældigt: De finder sted ved “fronten af udvindingen” – i Congo, Indonesien, Bolivia og nu Palæstina. Enhver befrielseskamp i periferien destabiliserer kapitalen i kernen, og kapitalen reagerer med vold.
Hvem skal Palæstinabevægelsen så tale til i stedet?
Den bør i stedet tale til vores klassefæller, arbejderklassen. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov.
Men staten er tvunget til at beskytte den herskende klasses interesser. Staten er nemlig et redskab for den herskende klasse til at udbytte arbejderklassen – og det gælder enhver kapitalistisk stat i ethvert land. Arbejderklassen kender ingen grænser, og det gør udbytningen heller ikke.
Derfor er Palæstina-konflikten et glimrende eksempel. Staten er tvunget til at beskytte den israelske herskende klasse, blandt andet gennem våbenhandel og moralsk opbakning, for ellers mister kapitalisterne i det globale nord en mulighed for at udnytte arbejdskraft, ressourcer og teknologi i det globale syd.
Hvis den danske stat trækker sine investeringer ud af den israelske herskende klasse, mister den danske herskende klasse sin konkurrenceevne, for så vil markedet bare blive overtaget af andre landes herskende klasser. Derfor er den danske herskende klasse strukturelt afhængig af at fortsætte sine investeringer i krige og konflikter i det globale syd.
Løsningen på at sikre en fri palæstinensisk arbejderklasse går ikke gennem høringssvar, men gennem strejker og massebevægelser for at vælte den kapitalistiske stat. Strejker er ikke et fortidslevn. Lige nu organiserer italienske arbejdere modstand mod blodbadet i Gaza – ikke ved at sende høringssvar, men ved at nægte at arbejde.
Når den italienske arbejderklasse blokerer store fragtskibe fysisk fra at sejle til Israel og fortsætte Israels blodbad, tager de sagen i egen hånd. Det gælder alle, der producerer og fragter våbnene – ikke kun i Italien. De prøver ikke bare at tale til politikerne eller foreslå en ‘våbenhvile’.
De viser konkret den magt, arbejderklassen har, hvis de vælger at bruge den. Da den danske arbejderbevægelse i 1933 var med til at skabe socialforliget, skete det ikke, fordi man demonstrerede – det skete som en blanding af strejker fra fagbevægelsen og parlamentarisk pres.
Jeg vil derfor appellere til, at Palæstinabevægelsen fastholder sine budskaber, men ændrer, hvem den taler til. For politikerne har ikke magten i samfundet. De er tvunget til at beskytte kapitalismen. Derfor bør Palæstinabevægelsen tale til arbejderklassen i stedet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
